19:36Ondt i halsen
Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg sige, at jeg havde været på kraftig druk i nat, røget 40+ cigaretter, råbt efter bartenderen og skrålet med på musikken.
Sikke en stemme... selv »Gunnar-drengen« synes at være i tvivl om, jeg nu virkelig også er hans mor.
1. oktober 2006, kl. 19:36| # |
21:32Det havde jeg ikke ventet
Jeg var utrolig glad for mit arbejde som pædagog for anbragte unge, jeg følte mig udfordret både fagligt og menneskeligt og jeg følte virkeligt, at jeg gjorde en forskel.
Jeg var ikke bange for at bruge mig selv både professionelt og personligt (når situationen krævede det) og jeg knyttede uden tvivl nogle bånd med de unge mennesker, specielt 2 står mit hjerte meget nært.
I dag modtog Gustav en pakke med posten. I dag modtog Gustav den mest vidunderlige lille gave. Han fik en cd med 4 børnesange på. Åh... den stemme.
Det var lige så jeg måtte knibe en tåre, mens Gustav og jeg dansede rundt i stuen. Denne pige med sit kobberfarvede hår, der sang til mit bryllup og som tillod mig at komme indenfor. Det var modigt.
Gaven var til Gustav, men for pokker hvor den betyder noget helt særligt for mig... lige som hun gør.
2. oktober 2006, kl. 21:32| # |
20:43En sms-besked
Visse sms-beskeder er bare ikke fede at få, når man selv er et andet sted i København og voldæder hakkebøf med fetaost:
Din søn han går!
Og det er altså går som i går... sådan for alvor vi taler om.
Den er helt i top.
Han går omkring.
Oprejst.
På 2 ben.
Simpelt hen!
Fantastisk fornemmelse at have et stks. lille menneske trippen omkring. Nu skal man for alvor passe på, at man ikke sådan kommer til at tackle ham unødigt.
4. oktober 2006, kl. 20:43| # |
16:30God weekend
Jeg ved ikke, hvad du skal den 10. marts 2007,
men jeg skal til Thomas H. koncert.
Ses vi?
6. oktober 2006, kl. 16:30| # |
23:30Mor-materiale
Indimellem synes jeg, at det er svært at være mor. Egentlig er det svært for mig at forklare, men det er den her følelse af, at jeg ikke rigtig egner mig til det.
Jeg har fandeme tit råbt af »Gunnar-drengen« i desperation og træthed, og indimellem har jeg været så langt oppe i det røde felt, at jeg har tænkt; nu går jeg kraftedeme fra både barn og mand. De kan rende mig i røven. Eller tænkt; nu klapper jeg ham en eller taber ham eller kaster ham fra mig eller...
Heldigvis er jeg hverken gået hjemmefra eller har mishandlet mit barn fysisk. For det hjælper altid lige at trække vejret en ekstra gang og tælle til 10.
Jeg får det altid småskidt, når jeg sådan har været helt oppe i det røde felt eller på anden måde opført mig som en 4-årig... fuldstændig ude af stand til forstå, at Gustav for det meste bare er et spejl af mig. Så når jeg pisker en stemning op, så gør han det også.
Det sker nu ikke så tit – ikke mere i hvert fald. For jo ældre han bliver, desto nemmere synes det også være at kommunikere med hinanden. Men for pokker hvor har jeg mange gange været i tvivl, om jeg nu virkelig også egnede mig.
Var jeg virkelig gjort af det der mor-materiale?
Følte jeg mig overhovedet som en mor?
Elskede jeg nu også mit barn, som en mor skal elske det?
Så er der dage – som i dag – hvor Gustav pludselig (og helt uden varsel) bliver skidt tilpas og begynder at kaste op og er bund ulykkelig og helt vild sølle, og pludselig får jeg superoverskud til at have ynkelig-grædende-sovende-opkastende barn hængende på maven, mens jeg skyller opkast af tøj, sengetøj o.a., lige sætter en vask mere over, hænger det allerede vaskede tøj op på stativet og samtidig sørger for at afkom får omsorg ud over alle grænser.
Sådan dage er gode for kontrastens skyld; de sætter det hele lidt i perspektiv.
Måske er jeg alligevel gjort af det der mor-materiale?
7. oktober 2006, kl. 23:30| # |
20:33Når overskriften forvolder mig kvaler!
Ville egentlig gerne skrive helvedes lange indlæg om mit travle liv, hvor glad jeg er blevet for uddannelsen og hvor frustrerende det er, at døgnet bare ikke har nok timer. Jeg vil virkelig gerne skrive om, hvordan jeg er nødt til at gøre op med, hvad der dur og hvad der ikke dur.
Det lader sig bare ikke rigtig gøre. Ordene er få, hovedet er træt og jeg bruger en masse kedelig energi på at formulere den samme sætning igen og igen.
Det må vente.
Og mens vi venter... så er kaktussen sprunget ud. Den har i de sidste 2 år sprunget ud uafbrudt og vokset som en sindssyg. Den er 6-7 år gammel og en foræring.
Måske du kender navnet?
10. oktober 2006, kl. 20:33| # |
12-10 20:37Jeg savner min mor!
Hele sidste uge havde min mor fri fra sit arbejde. Den frihed brugte hun bl.a. på at hente Gustav tidligt fra vuggeren (dvs. før middagsluren) og så tog de her hjem og hyggede og legede indtil jeg kom hjem.
Gustav sov således i sin egen seng og i mellemtiden tog min mor vores opvask og en enkel gang hang hun tilmed det nyvaskede tøj op.
Jeg blev sgu helt afhængig af det. Hun henter stadig Gustav fra vuggeren, men det er efter hans middagslur og så passer det med, at jeg er hjemme samtidig som dem.
Så nu er opvasken atter min.
12. oktober 2006, kl. 20:37| # |
19:32De røde sko, vol II
Så blev de endelig mine,
jeg er så forelsket.
Hold fast hvor skal de snart bruges...
Tak mor!
13. oktober 2006, kl. 19:32| # |
22:05Bittesmå øjeblikke
Jeg spekulerer på, om jeg bør være bekymret...
Hver gang jeg sætter mig for, at ville fortælle lidt om min uddannelse, så går jeg helt i stå. Jeg får aldrig skrevet meget mere end, at det går godt – herefter går jeg helt i stå og sidder bare og glor lige ud i luften.
Det er sgu da en smule bekymrende eller?
Sandheden er den, at jeg rent faktisk er blevet glad for det jeg laver. Jeg føler, at jeg vokser med opgaven og har tilmed fået et fornuftigt overblik over de forskellige systemer. Der er fokus på dansk grammatik og det finder jeg pokkers interesant.
Sandheden er til gengæld også den, at jeg stadig har bittesmå øjeblikke, hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved mit karrierevalg. Indimellem tænker jeg ligefrem... at det måske bare handler om, at jeg dybest set ikke har den fjerneste idé om, hvad det er jeg vil med mit liv, sådan arbejdsmæssigt.
Og måske har jeg virkelig ingen idé... men én ting ved jeg: Jeg ved, at det rent temperamentsmæssigt passer perfekt til mig lige nu.
Måske jeg bare skal vænne mig til omvæltningen?
14. oktober 2006, kl. 22:05| # |
09:33En smule famlende
Jeg føler mig voldsomt begrænset af sproget. Pludselig kan jeg ikke formulere mit inderst i alting. Jeg føler mig invalideret. Det er rædselsfuldt.
Jeg er inde i en form for sorgfuld periode. Jeg har meget let til tårer, jeg har ondt i maven og jeg (værst af alt) bruger muligvis lidt for meget energi på at spekulere over om Cirkeline på trods af alle odds ville have overlevet operationerne uden mén.
Der er bestemt intet rationelt ved denne tankegang, men følelser er jo sjældent rationelle. Nå jeg ser det sådan lidt fra oven, så ved jeg jo udmærket godt, at havde der været bare den mindste chance for et godt resultat, så havde lægerne grebet den. Lige som jeg også for det meste er temmelig afklaret med hele situationen sådan generelt.
Måske handler det slet ikke om Cirkeline, men om alt muligt andet, fx min usikker omkring ny faglighed. Måske placerer jeg det bare hos Cirkeline, fordi det er væsentlig mere håndgribeligt. Jeg aner det mildest talt ikke. Jeg er vist en smule famlende de her dage.
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg har brug for at græde, brug for at komme i kontakt med den dybe gråd, brug for at give slip – men noget holder mig tilbage.
15. oktober 2006, kl. 09:33| # |
13:28Der er intet som en tur og en snak
Vi gik en tur rundt om moserne og jeg tog hul på det hele. Det var dejligt forløsende at få talt sammen.
Konklusionen var bl.a. at det ikke handler om Cirkeline, men derimod om alt det nye livet byder mig og at det tager tid sådan at finde sin nye plads. Derudover har jeg forandret mig de sidste par år, jeg er ikke længere den samme, hvorfor jeg heller ikke reagerer på samme måde. Jeg skal vist til at lære mig selv at kende på ny.
15. oktober 2006, kl. 13:28| # |
21:36Sikke det går
Det kræver helt seriøst noget tilvænning, at man sådan har et lille mennesker, der stavrer omkring mellem benene på en.
Det er helt fantastisk, at Gustav er begyndt at gå og han vil dårligt andet end at gå.
Pludselig går han fra et rum til et andet og indimellem kommer der også voldsom meget fart på. Han vil gå, når vi er på tur og han vil gå op ad trappen.
Der er blevet opdateret på hans hjemmeside.
Tænk en gang; for et år siden kunne han stort set intet.
15. oktober 2006, kl. 21:36| # |
16-10 22:07Og så tæller jeg til 10
Argh, sådan en omgang snot!
Nå!
Jeg prøver virkelig at være diplomatisk og formulere mig på en sorbert måde. Resulatet er en gang kedelig og intetsigende ordflommeri. Det lader sig ærligt talt ikke gøre, i hvert fald ikke uden at indholdet bliver helt kryptisk.
Så måske skulle jeg bare skære ind til benet og sige det som det er?
Jeg bliver kraftedeme så pisse provokeret i øjeblikket. Sådan. Jeg ved godt, at det handler om mig og kun om mig (momentalt selvterapeutisk-overskud lige dér) - men for fanden i pikke-panden hvor jeg ind imellem får en umådelig lyst til at ruske og råbe "så tag dig for helvede sammen og bliv voksen og få lidt styr på dit liv og tag så for fanden noget ansvar og stik når-det-gør-ondt-på-mig-så-skal-alle-andre-også-lide skråt op i røven, magen til barnagtig opførelse skal man kraftedeme lede længe efter!"
Nå!
Ja ok det hjalp sgu da en lille smule.
16. oktober 2006, kl. 22:07| # |
22:07Lakere negle
Indtil videre har der ikke været megen tid til at lakere negle på den der lægesekretæruddannelse, men det er nu egentlig også helt fint.
Jeg er langsomt ved at få styr på mine blandede følelser overfor uddannelsen... jeg vil nok svinge en rum tid endnu, men indtil da kan jeg trods alt mærke, at det faktisk er helt ok. Jeg er i godt humør, når jeg cykler af sted om morgenen og jeg er i godt humør, når jeg cykler hjem ad igen.
Nu til noget helt andet: Tissekoneprut - sig mig er der en logisk forklaring?
18. oktober 2006, kl. 22:07| # |
20:20Fæææærdig!!
Helt uden at give op, så blev jeg færdig med min cardigan. Det holdte ellers hårdt; det er jo ikke sjovt at skulle lave arbejdet 2 gange... men jeg kom i mål!
19. oktober 2006, kl. 20:20| # |
22:02Næste projekt
Jeg er så utrolig træt lige for tiden. Det er helt sikkert en kombination af to væsentlige faktorer: 1. opstart af uddannelse og 2. ankomsten af den mørke tid. Jeg har bare sødmælk i mine øjne. Hele tiden. Når jeg først får lagt mig, så er det jo næsten som at skulle ruske liv i en død. Hold kæft hvor er jeg træt.
Jeg trøster mig selv med, at det rent faktisk bliver bedre på et tidspunkt (det håber jeg kraftedeme, at det gør) og at jeg forhåbentlig inden længe vil kunne fungere sådan fortrinsvis normalt... dvs. helst uden at have et behov for 12 timers søvn (i træk).
Cardiganen blev færdig og jeg er fandeme glad for den. Den er lidt stor i det (men intet i forhold til hvad den var før) og det passer perfekt til, at jeg rent faktisk kan bruge den som en overgangs-trøje inden efteråret for alvor sætter ind og bliver erstattet af vinteren.
Så nu venter noget Alpaca-garn på at blive strikket. Jeg satser på et sjal/løber/halstørklæde, men jeg har endnu ikke besluttet mig for et mønster. Det ville passe mig bedst om det blev ens på begge sider og at det var et mønster, der ikke krævede den store koncentration.
Har du et godt forslag?
21. oktober 2006, kl. 22:02| # |
26-10 19:07Alt for træt
Har jeg egentlig fortalt, at jeg bare er overdreven træt de her dage? Det er lige, hvad jeg er. Så jeg overvejer nogle vitaminpiller. Jeg kan dårligt skubbe mere frugt og grønt ind og dagligt bliver der trasket i pedalerne til og fra job. Så på den konto burde det hele jo være sådan »tip top i orden ok«
26. oktober 2006, kl. 19:07| # |
22:02Argh!!
Nå men jeg er sådan en, der har temperament og sammen med Alpaca-garn og Midwest Moonlight-opskriften er det alt i alt en sprængfarlig kombination.
Opskriften er nu egentlig nem nok, men den passer bare ikke til garnet eller også er mine strikkefærdigheder helt af helvedes til. Lige meget hvad så må jeg til at tænke på andre muligheder til det der Alpaca-garn.
Det som irriterer mig allermest er ganske enkelt, at det slet ikke er spor afslappende OVER-FUCIKING-HOVEDET at strikke det lort. Hele tiden skal der tælles og holdes øje med hvilken pind jeg befinder mig på.
For pokker altså!
Opskriften må gemmes til en anden gang og noget andet garn. Indtil da summer jeg og tænker at den her måske er et meget godt alternativ.
Rigtig god weekend derude.
27. oktober 2006, kl. 22:02| # |
20:46En råkold søndag
I morgen starter 4 ugers skole. 4 uger hvor jeg ikke er på hospitalet og dermed ikke er en del af dagligdagen på afdelingen: Det er et og andet sted tiltrængt. Jeg er glad for min praktikplads, men jeg glemmer også hurtigt, at jeg »kun« er elev. Så nu bliver det rart at kunne læne sig en smule tilbage og lære endnu mere.
Der sker ting og sager i Gustavs liv og det er så fantastisk at være vidne til. Det går stærkt, og indimellem har jeg svært ved at forstå, at der allerede er gået et år.
Og tiden går. Det gør den virkelig. Faktisk med sådan en fart at jeg ikke altid forstår, at det allerede er 2 år siden, at Cirkeline døde. Sådan var det i dag. Sidste år på det her tidspunkt, sagde jeg og ville sige noget om sorgen – men virkeligheden er en anden... for sidste år på det her tidspunkt var Gustav ankommet og sorgen over Cirkelines død væsentligt mindre end det havde været året før.
Jeg håber, at du har haft en rigtig god weekend. Jeg vil putte mig i sofaen med strikketøjet (det går helt godt) og slappe af i et par timer inden jeg går i seng.
29. oktober 2006, kl. 20:46| # |
