Så går nedtællingen i gang
Og mens hele Danmark sætter sig til rette i sofaen for at se Sommer, så sætter jeg mig til rette mhp. en opdatering.
Fredagens sløjhed blev kureret af 12 timers nattesøvn. Det var tiltrængt, sådan at kunne sove helt uden afbrydelser. Nøj, hvor det gjorde godt helt ind til marv og ben.
I dag blev Gustav afleveret hos sin Pernille (for tilhørsforhold er vigtige, når man kun er 3 år) til fotografering og det var altså virkelig en fornøjelse at aflevere et barn, der i den grad var indstillet på, at mor og far skulle gå igen.
I morgen venter en ny uge og den første dag i december. Vi glæder os og 3-årig faldt hurtig i søvn, for der er jo en stor sandsylighed for, at Julemanden dukker op i løbet af natten.
30. november 2008, kl. 19:51|
Op til weekenden
Nedsat tid har en helt ny betydning, når man 45 minutter efter fremmøde på job atter står foran sin hoveddør.
Jeg er sølle, snothovedpine, ru i halsen, fryser om mine tær og er febervarm på resten af kroppen.
28. november 2008, kl. 08:56|
Lidt støv og en ønskeseddel
Jeg er træt som et alderdomshjem, sådan sagde min mor indimellem og jeg har taget det til mig... mand, hvor er jeg bare træt som et alderdomshjem de her dage. Det må være årstidens skiften, tror du ikke?
Måske får jeg ikke motion nok?! På den anden side jeg bevæger mig som altid og jeg spiser faktisk også som jeg plejer og jeg gør i det hele taget det hele som jeg plejer og det fungerer og jeg er glad og lykkelig og alt det der... alligevel er jeg træt som et fucking alderdomshjem.
Jeg synes bare, at det er som om, at der er en og anden, der har taget nogle timer fra mig. Pludseligt er det mørkt uden for og så er jeg lige ved at falde i søvn og skal virkelig svinge mig op for lige at holde et par timer mere eller i hvert fald holde til aftensmaden er overstået, det er jo heller ikke sjovt for 3-årig at se sin mor sove og savle hen over sovsen, vel?
Træt... det er jeg.
Og inden vi alle sammen snorksover og jeg får tæv for at støve, så er det jeg tænker; skal vi ikke udveksle juleønskesedler med hinanden og her er så mine ønsker (muligvis den endelige liste):
1. Burberry parfume: Touch, 30 ml.
2. Becksøndergaard åleskindspung: 11x7 cm, 2 indvendige rum og 1 rum m. lynlås bagpå.
Gerne i pink, turkis eller gul.
3. Garn og opskrift til følgende trøje, str. M og i grågrøn.
4. Strikkebøger af Debbie Stoller, brugt ingen hindring.
5. Cykelhjelm inkl. cover, str. M.
Og dermed betyder det ikke, at vi også skal være på gaver med hinanden - men jeg trænger lidt lidt gode ideer, så sæt i gang!
25. november 2008, kl. 15:10|
Jeg indrømmer det gerne
Vi mødtes kl. 17, kl. 18 var jeg fuld og kl. 23 måtte min kusine komme og hente mig og køre mig hjem.
23. november 2008, kl. 20:06|
Ombygning på flere planer
Dagene går med raske skridt. Der bliver ikke lavet de store ting i vores køkken-alrum på hverdagene og weekenderne skal indimellem også bruges på andre ting. I det hele taget synes jeg, at familiestrukturen her i 2900 Happiness er i gang med sin egen ombygning.
Gustav er blevet en stor 3-årig, der er deltagende på en helt anden måde end tidligere og da han hårdt har brug for sin middagslur efter børnehave på ca. 2 timer (14 til 16), så kommer han også først i seng kl. 20 om aftenen. I hans vågne timer kræver han - helt naturligt - et andet form for samvær end tidligere og så taler han bare hele tiden, kommenterer på alt og forventer - selvfølgelig - respons.
Det betyder, at øjeblikkene for sig selv er mindre og først rigtig tilgængelige efter hans sengetid. Det går ud over bloggen, for der må prioriteres og så er det altså tiden til afslapning (strik og fjernsyn), der kommer først.
På et tidspunkt finder det sit eget niveau og så kommer jeg nok mere på banen end tilfældet er lige nu. Hvor om alting er, så nyder jeg det. Nyder at Gustav er så meget med og de udfordringer, der følger med en 3-årig i huset. Det er altså noget helt særligt.
Og så ved jeg godt, at der er nogle ting, jeg mangler at opdatere på :)
20. november 2008, kl. 16:39|
Mange bække små...
Det skrider fremad med vores køkken-alrum. En del af elementerne er kommet på plads, men vi mangler nu stadig vores bordplade, en ovn, en kogeø, et køleskab, nogle højskabe, at få malet væggene, sat fliser op og ordnet loftet. Det ser ud af meget, når man sådan ser det sort på hvidt, men det går fremad og vi kan pludselig se en enden på det hele.
Vi gider ikke arbejde hver dag eller hele dage, for så ender vi bare op med at køre surt i det og vi skal jo både kunne bo her og være på talefod.
Der bliver også plads til lidt strikkeri og jeg er gået i gang med en lækker bluse til mig selv på rundpind nr. 3 og det bliver man jo hurtig træt af, så indimellem er der stadig plads til et par af de hurtige veste og andre børnesager.
Jeg er stadig vild med mit arbejde. Vi er meget godt med i afdelingen, men det er bestemt ikke hver dag, at jeg får skrevet det jeg gerne vil, for der er også en masse andet at tage sig til, fx justering af dagsprogrammer og ombooking af patienter. De dage går jeg sgu hjem med følelsen af, at jeg intet har lavet, mest fordi den slags arbejde ikke kan måles på samme måde som mængden af journaler, der lægges på plads.
Der gøres også så småt klart til Gustav pakkekalender. Sidste år havde han en adventskalender, men i år har vi talt om at han skal have en lille gave hver dag. Så det gælder jo om at være kreativ inden for rimelighedens grænser (læs: overkommelig økonomi).
Majsemor har givet mig nogle gode ideer, men flere af slagsen vil bestemt falde på et tørt sted, så sæt i gang.
Indtil videre er bunken lille; små dino'er, tusser, malebog, kageblandning til en omgang kanelsnegle, tandbørste, biler, rosinpakker, små chokolademænd og ja det er så det indtil videre.
Nu skal jeg videre i dagens program. Der skal lige støvsuges oppe i stuen, så vi i hvert fald har et støvfrit område. En af dagene kommer der sikkert også nogle billeder.
Og så fik jeg lige opdateret mig selv i blogverden... det var sgu godt nok noget jeg trængte til. Så tak fordi nogen af jer fortsat opdaterer regelmæssigt!
17. november 2008, kl. 17:01|
Team Løye
Jeg vil gerne rose mit barn, for om noget så synes jeg, at Gustav i den grad er en helt fantastisk unge og dybest tænker jeg, at det lige så meget handler om, at vi ikke hele tiden pakker ham ind i vat.
Vi bygger køkken-alrum. Det tager sin tid og vi kan ikke kun arbejde, når han er lagt i seng og vi hverken kan eller vil lade ham passe i hele weekender. Så Gustav er med. Han er her og han leger og indimellem hjælper han til med at finde en skruetrækker eller andet godt, men mest leger han lige midt på gulvet, hvor vi andre er og det fungerer helt fint.
Selvfølgelig kan det også være en smule besværligt at have en 3-årig omkring benene på en, når man nu lige skal samle et skab, men det er altså i småtingsafdelingen. Mest af alt så hygger vi os rent faktisk og der er stadig plads til deltagelse i hans leg.
Så selv om der ikke er »nu skal vi ud af huset og opleve noget hele dagen« på programmet, så er der en fandens masse andet og den luft vi trænger til, den får vi om lidt, når vi sadler cyklen og handler ind.
Jeg håber, at du har dig en god weekend. Det har jeg!
15. november 2008, kl. 14:33|
Frederikke på hende.dk
Og jeg har bare slet ikke tid til det der internet; der arbejdes på det der hospital og der ordnes i det der køkken-alrum og så skal der jo også leges det der far, mor og børn.
Vi ses på den anden side.
12. november 2008, kl. 17:05|
Verdens dårligste idé
Helt ærlig... hvad fanden skal det til for med de der latterlige mærker i nakken på tøjet? De kradser og man får fandeme kløet sig selv til blods og nu er de tilmed påsyet med nylon og er sgu ikke til at få af igen, altså ikke uden man ødelægger tøjet.
En og anden tag din lorte-idé tilbage!
6. november 2008, kl. 20:19|
Opdatering på en torsdag, snork!
Strikkeopskriften fandt jeg i morges. Den sad fast mellem nogle brædder i haven. Heldigvis for alt vores lort.
Jeg strikker på den sidste vest i et stykke tid. Nu skal der snart noget på pindene til mig selv; jeg har brug for lidt mere udfordring.
Til gengæld har det været super hårdt for Gustav at starte op i børnehave og han sov da også til middag i klapvognen fra kl. 13.30 til 17. Bare det havde været mig!
Det skrider faktisk frem i 2900 Happiness. Elektrikeren er færdig, mandag morgen møder gulvsliberen ind og det skulle så gerne være færdigt om tirsdagen. Mandag er det værst at gå på gulvet, så der har vi lovet os selv ud til Mortens Aften hos mine forældre.
Så nu skal vi i gang med loftet og væggene. Det skulle vi gerne selv kunne klare.
Total optimist… men det virker som om, at vi godt kan holde jul i år.
6. november 2008, kl. 19:28|
Det eneste jeg kan tænke på...
Uden for stormer det og det eneste jeg kan tænke på lige nu, er, at der nede i haven eller foran hoveddøren ligger min strikkeopskrift!
Jeg sad i haven i dag og strikkede, mens Gustav tog sig en lur i klapvognen. Så blev jeg afløst og cyklede af sted på job og lod strikkekurven bliver i haven. Her til aften - og efter mørkets frembrud - kom jeg hjem, greb kurven og gik ind. Nu skal jeg bruge opskriften og så er den væk.
Det eneste jeg kan tænke på, er, at den flyver rundt uden for og hvis du finder den så sig lige til.
5. november 2008, kl. 21:50|
Sådan skulle det ikke gå
Det virkede som om, at vi var tilbage ved normen i morges. Gustav kom i børnehave. Han var ked af det, men han havde jo også været væk i en uge. Jeg ringede til dem og fik at vide, at nu var han glad igen og det gik fint. Så trak jeg vejret.
3 timer senere ringede de mig op. Nu gik det ikke så godt. Han virkede utilpas, lidt varm og ville slet ikke spise noget. Min fantastiske mor sprang til og hentede ham. Gustav sov 2 timer og 45 minutter i klapvognen.
Han er varm, men han virker nu ved godt mod. Hopper i sofaen, snakker og er med god energi. Hold kæft hvor har jeg svært ved at aflæse mit barn. Han virker faktisk også glad for at have været i børnehave.
Er det vinter-virus eller er det noget andet?
Jeg har lavet en aftale med mit arbejde; har jeg brug for det, så møder jeg ind kl. 13 i morgen, når min mor eller Ulrik afløser mig. Så det er fint. Nu tager vi én dag ad gangen.
Altså jeg er ikke dødnervøs, men jeg er nu alligevel lidt i vildrede. Mandagens tur til lægen blev aflyst, da han virkede rigtig fin og jeg er faktisk lidt i tvivl, om det er nødvendigt med en tur til lægen i morgen.
Det er lidt af en gråzone; det er som om, at han er lige på vippen til at blive rask, men at han nok kom for tidlig af sted i morges.
Og så lige en slimhindeopdatering: Nu er den 6 mm, jeg kan klare mig med et trusseindlæg, er gået fra menstruel til præmenstruel og skal skannes igen på fredag.
4. november 2008, kl. 16:34|
Smurt ind i sygdom
O.k. så galt er det nu heller ikke, men sat på spidsen er det godt nok presset at være børnefamilie med et sygt barn. Vi er heldige; min mor træder gerne til i det omfang, det er hende muligt og vores held var rigtigt stort i sidste uge, da hun havde fri både torsdag og fredag.
Jeg har Gustav hjemme i dag. Jeg har talt med fagforeningen og de mener, at jeg har krav på barns 1. sygedag i dag. Det er heldigt og ellers måtte jeg jo tage en feriedag (og dem er der jo heller ikke for mange af set over et år, hvis der er perioder med meget sygdom).
Han havde feber i morges og virker absolut ikke super på toppen, men bestemt mere frisk end i sidste uge - men hvad så hvis han ikke er børnehavefrisk i morgen?
Børn mangler fandeme nogle seriøse rettigheder. Der er jo dybest ikke nogen, der stiller spørgsmåltegn ved, at jeg melder mig syg en tirsdag og først er frisk onsdag ugen efter. Den mulighed har børn ikke. Børn har bare at blive raske på 1. 2. dagen (når både mor og far har brugt deres barns 1. sygedag og det med udgangspunktspunkt i at barnet har både en mor og far!). Det giver jo ingen mening. Overhovedet!
Jeg forstår simpelt hen ikke, at der ikke er lavet regler, der tilgodeser forældrenes mulighed for at passe deres syge barn. Et argument mod er, at det vil kunne misbruges. Ja tak, men det kan almindelig "melden sig syg" jo i princippet også og lad os lige være ærlige for et kort øjeblik: For nu er det jo ikke sådan, at det er en loppetjans at gå hjemme og yde omsorg for sit syge barn. Kunne jeg vælge, så valgte jeg et rask barn, der kunne komme i børnehave og lege med sine kammerater og jeg kunne komme på arbejde. Selvfølgelig.
Så hvis Gustav er syg i morgen, må jeg enten bruge en feriedag (og det gør jeg selvføglelig gerne) eller forsøge at få en aftale i stand om, at jeg møder ind og arbejder i de sene eftermiddagstimer i stedet for.
En 2 timers middagslur er overstået og nu ligger han på sofaen og ser Bamse og Kylling. Jeg vil hoppe samme vej og nulre hans bløde fødder og så kan jeg jo imellemtiden overveje, om vi ikke bare skulle flytte til Sverige.
3. november 2008, kl. 14:16|
Sygdom, slimhinde og et PS
»Gunnar-drengen« har været sløj siden tirsdag med feber (lige nu er den 38,2 og dermed forhåbentlig nedadgående), en smule snot og lidt tynd mave. Sikkert bare en vinter-virus. Hans almentilstand er fin, ikke med samme energi som ellers, men o.k. Hans appetit er ikke i top, men han drikker nu alligevel sufficient. Så jeg er ikke nervøs, dog tager vi alligevel til lægen i dag.
Tirsdag var jeg hjemme, onsdag hans far og både torsdag og fredag havde mormor fri fra arbejde og sprang til (uden hende i verden og det var bare ikke verden!), men hvordan er de der barn syg-regler...? Jeg må lige ringe til fagforeningen.
Lørdagens skanning var o.k. Slimhinden er nu 7 mm og jeg skal skannes igen på tirsdag, så nu må vi se. Jeg kan godt mærke, at det ikke fylder særligt meget i øjeblikket, måske netop fordi vi i forvejen har gang i en fandens masse projekter. Det tror jeg.
Søndag var jeg til brunch med 6 dejlige kvinder. Fællesnævneren var vores døde børn og det voldsomt hyggeligt og trygt.
Drengen tegner (det er vel et godt tegn?) og snotter og hoster og det bliver spændende at se, hvornår han atter kan komme i børnehave. Straks skal vi putte under dynen og se lidt tegnefilm. Vi trænger.
PS: Og som jeg skriver alt dette, så kan jeg godt høre at støjniveauet er højere end tidligere... jeg tror, at vi er på rette vej; nu skal feberen vist bare lige ned igen!
3. november 2008, kl. 08:26|