09:05Kun to måneder tilbage
Pludselig er der kun to måneder tilbage af 2007. Er det kun mig, der synes, at tiden går med meget raske skridt?
Heldigvis er der ikke kommet for meget jul ind over programmet (endnu!) og det passer mig ganske fint. Måske er det meget godt, at vi langsomt er ved at adoptere Halloween-traditionen, for det sætter en naturlig bremse på i forhold til butikkernes evne til at jule i begyndelse af oktober.
Er der egentlig nogen, der ved, hvornår Forum holder deres julemarked?
1. november 2007, kl. 09:05|
16:54Forundring
Det er simpelt hen så imponerende, hvor lille verden indimellem er. Så imponerende hvordan tingene indimellem hænger sammen og hvordan lighederne bare slår en i øjnene eller hvor få led, der er mellem bekendtskaber.
En gang fik jeg en kollega, hvor vi havde en fælles bekendt eller det perifere bekendtskab, hvor det viser sig, at hendes svigermor er min tandlæge og der har sikkert været mange andre, men specielt efter Cirkelines død har jeg oplevet det.
Den første side jeg støder på vedr. spædbarnsdød efter Cirkelines død, skulle vise sig at være en gammel kæreste, der havde mistet sin datter året før pga. tilsvarende hjertefejl. Eller Siljes mor, der har boet i samme opgang som mig her i Brønshøj to etager længere oppe. Eller Elisabeths mor, hvor vi havde en jordemoder til fælles. Eller Rikke hvor det viser, at vores liv er så ufatteligt ens på mange punkter, at hårene rejser sig på armene, når vi taler om det.
Derudover er der alle de små ting, man bare tillægger en særlig betydning, fordi man kan og måske et og andet sted har brug for det. Som at Cirkeline døde på min og Ulriks årsdag.
Nå men jeg kunne blive ved … men lader billedet stå. En ting er sikker: Den er den slags jeg for altid vil forundres over.
4. november 2007, kl. 16:54|
19:52Far-far
Det går lidt langsomt med Gustavs sprog. Han burde sige små sætninger på nuværende tidspunkt, men sådan forholder det sig ikke. Vi er nu ikke bekymret - for han siger en masse både på forståeligt dansk og knap så forståeligt gustavisk.
Gustav siger alt i to: tog-tog, far-far, min-min osv. Faktisk siger han far (og aldrig mor) rigtig meget og er tydeligt fars dreng de her dage. Hvilket passer mig ganske fint, det var vist også ved at være på tide, at jeg fik lidt fri oven på de første to meget intense år.
5. november 2007, kl. 19:52|
07-11 14:26Total mandelir
Indimellem er det sgu et problem, at man sådan er offentlig og ens mand læser med ... når man nu rigtig gerne lige ville diskutere hans kommende fødselsdagsgave med jer, fordi man bare synes, at man har fået den bedste idé i hele verden, men det havde nu været rart at kunne vende det med nogen.
Skidt pyt. Gaven bliver som planlagt. Så må I få efterspillet om små 14 dage.
7. november 2007, kl. 14:26|
11:26Spis en tudekiks
Der skal spares penge. Det er ikke noget nyt. Sådan er det. Sådan har det altid været. Det ærgerlige i den her besparelse er desværre bare, at det går ud over en hel særlig gruppe mennesker.
Besparelsen drejer sig om en stilling og det er så ikke en gang en fuldtidsstilling vi taler om. Helt ærligt ... kan de penge virkelig ikke findes et andet sted?
Det giver ingen mening.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det signal de sender til de forældre, der i fremtiden mister et barn, er: Spis du en tudekiks, op på hesten igen ... det var jo for pokker bare et barn!
9. november 2007, kl. 11:26|
09:52Miljøskadet?
Så bliver barn passet efter dejlig Mortens aften hos mine forældre og træt mor kunne så se frem til en sove-længe-søndag og forhåbentlig komme mig oven på fredagens alt for meget vin og alt for lidt søvn.
Så vågner jeg fandeme kl. 6.20? Helt fucking ærligt! Intet nyt under solen og godt med søvn i øjenkrogene. Altså! Der lå jeg så og vendte og drejede mig. Irriterende. Fik tvunget mig selv til en time mere, men så var det løb ligesom kørt.
11. november 2007, kl. 09:52|
16:07Velværestatus
I dag tog jeg et par bukser på helt uden problemer. Jeg troede simpelt hen, at det var løgn.
Selv om jeg ikke lige har nået det første delmål - hvilket jeg faktisk har det helt fint med - så er der alligevel sket ting og sager.
Ødemerne er forsvundet. Helt. Det tog sgu også sin tid.
Jeg er gået fra str. 40 til str. 38 i sko. Herligt!
Jeg er gået fra XL til en lille L/stor M - helt afhængig af tøjmærke.
Og i dag tog jeg så et par bukser på, jeg sidst havde på i december 2003, hvor jeg var i mit første trimester med Cirkeline. Seriøst. Str. 38. Stretch of course. Men str. 38!
Så selv om jeg stadig har en mindre depotmave efter rugning af to unger - så føler jeg mig helt i topform og slank som en i helvede.
15. november 2007, kl. 16:07|
22:18Det svageste led
Indimellem tænker jeg, at jeg burde have alle forudsætningerne for at forstå andre, der har mistet et barn. Forstår deres handlemønstre og bevæggrunde. Det gør jeg bare ikke. Så enkelt er det.
Jeg synes, at det er så usigeligt nemt at gøre sig selv til offer. Jeg synes mange efterfølgende opfatter verden som stor, ond og grim. Sandheden er den, at der ikke sidder en mand og fordeler de røde kort: Spædbarnsdød er for en stor del underlagt tilfældigheder. Sådan var det også med Cirkeline. Det var en ren og skær tilfældighed, der gjorde, at det netop var hende, der blev født med en hjertefejl.
Jeg synes også, at mange har en tendens til at lade deres døde barn være undskyldning for hvad som helst. Pludselig bliver det en stopklods i stedet for en motivator for at komme videre og lade livet være for de levende.
Jeg ved godt, at jeg har sagt det mange gange - men ikke desto mindre synes jeg virkelig, at de ord bærer voldsom meget sandhed med sig. Jeg ved også godt, at nogen er bedre til at komme igennem et sådan tab og sorgen end andre - men det ændrer ikke på, at jeg stadig synes, at mange ville gøre sig selv en tjeneste ved aktivt at arbejde med deres tab.
Pludselig går det op for mig, hvorfor jeg i sin tid meldte mig ud af et forum for forældre, der har mistet et barn. Det var ganske enkelt ved at tage livet af mig og jeg måtte gang på gang bide mig selv i tungen for ikke at sige noget upassende.
Jeg bliver sgu bare så pikkevred. For i min verden er det netop den slags mennesker, der er med til at skabe det her underlige diffuse tabu omkring spædbarnsdød, netop fordi de gang på gang bekræfter omgivelsernes fordomme: Folk der mister et barn, er skrøbelig, ustabile og nu skal vi aldrig mere tale om det døde barn.
Og så sidder jeg måske her og troner, men for pokker hvor jeg bare synes, at jeg er kommet hel igennem mit tab.
16. november 2007, kl. 22:18|
07:41Charmen ved små børn
Morgenmaden er spist. Om 17 minutter åbner SuperBrugsen og så skal weekendens indkøb gøres.
Vi er oppe. Vi er klar. Vi har været vågen længe!
17. november 2007, kl. 07:41|
09:01Strikkeriet
Det er en rigtig strikke årstid. At sætte sig i sofaen om aftenen med benene oppe og bare se fjernsyn og drikke te. Det gider jeg godt i øjeblikket. Siden september er det faktisk blevet til to fine trøje og en tredje er på vej.
Og i kurven venter der garn til endnu flere oplevelser. Den mørke tid er altså helt specie3l på sin egen måde.
18. november 2007, kl. 09:01|
11:31Sætning
Gustav sagde sin første sætning her i weekenden. Foruden a'det (hvad er det), som han har sagt i et stykke tid - så pegede han på vores bil den anden dag og sagde: far bil (og betydningen var da helt klart; fars bil). Der er vist alligevel potentiale i drengen!
19. november 2007, kl. 11:31|
10:50Mor-materiale, vol II
For et års tid siden skrev jeg om det at være mor. Der er ingen tvivl om det fylder meget og der er perioder, hvor jeg kan komme helt i tvivl om mit eget værd.
Der går heldigvis længere og længere tid mellem sådan perioder. Jeg tror, at det toppede der for et år siden og jeg har virkelig forsøgt at arbejde med mig selv siden hen. Min mission har været rimelig klar: Gustav skal ikke vokse op med en masse skam og skyld, fordi mor ikke lige kan kontrollere sine urimelige vredesudbrud.
Hmm?! Jeg har svært ved at skrive om det, så det også kommer rigtigt ud: For jeg vil selvfølgelig ikke fremstå som en mor, der aldrig fik bearbejdet en evt. efterfødselreaktion.
Sagens kerne er den, at jeg har haft det rigtigt svært ved mig selv og min rolle som mor, når jeg, fuldstændig uden rimelighed, er blevet sur på Gustav over dette eller hint. Undskyldninger har været mange og bl.a. træthed har gjort sære ting ved mig. Urimeligheder finder man alle steder; det fortæller I mig heldigvis også og selvfølgelig er der den slags konflikter, der skal kæmpes uanset.
Jeg har arbejdet med mig selv den sidste år. Jeg er blevet bedre til at bevare roen og lade tingene have sin gang. En af disse ting kunne fx være Gustavs kop med saftevand (han får frugt og saftevand hver dag efter vuggestue). Jeg ved, at den kop vil vælte uanset, hvor den står. Hvad gør jeg så? Fjerner jeg koppen helt? Siger jeg hele tiden til ham, pas nu på koppen? Bliver jeg skide sur, når koppen vælter, fordi jeg så skal tørre det op og egentlig burde have forudset det?
Faktisk er jeg begyndt at sige til mig selv, at når nu koppen vælter uanset (fordi drengebarn leger vildt og hygger sig og udfolder sig) og jeg ikke vil fjerne den (fordi drengebarn skal have lov til at have sin saftevand), så må jeg også være i stand til at tage konsekvensen af det på en fornuftig måde. Den fornuftige måde er så at sige hov, rejse mig og hente en klud og lade os være fælles om at tørre saftevanden op.
Det lyder måske en tand for godt og glansbilledeagtig, men ikke desto mindre har det en rigtig god effekt. Gustav går ikke længere sin vej, når han har spildt (fordi drengebarn vel helst ikke gider være sammen med sur og urimelig mor og er drøn usikker på hende) og i stedet bliver det faktisk en helt o.k. oplevelse.
Jeg er rigtig stolt af mig selv. Jeg er faktisk en helt o.k.mor, når jeg selv skal sige det og bedst af alt så giver det meget bedre samvær mellem mig og »Gunnar-drengen«
20. november 2007, kl. 10:50|
20:49Organdonation
Personligt har jeg det sådan, at det kun burde være muligt at modtage organer, hvis man selv har indvilliget i at være organdonor (børn under 18 år er undtaget).
Og apropos donation så fik jeg i dag afslag på min forespørgsel om at donere æg, pga. Cirkelines hjertefejl (skønt den ikke er arvelig betinget). Jeg havde det egentlig på fornemmelsen, men det er nu egentlig rart at blive endelig afklaret omkring det, bl.a. fordi aldersgrænsen for at kunne donere æg er 35 år og det er for mit vedkommende lige rundt om hjørnet.
21. november 2007, kl. 20:49|
08:05Hurra for min mand
Lidt forsinket - jeg burde skamme mig - men alligevel fra hjertet skal der lyde et stort tillykke til Ulrik med fødselsdagen ... i går.
Det er først i dag gæsterne kommer og det er også først i dag, at gaverne skal pakkes ud (jeg er så spændt, så spændt, så spændt). Alle tre var vi hjemme i går, hyggede os og han blev fødselsdagskysset. I dag fejrer vi ham.
24. november 2007, kl. 08:05|
22:40Husk hvad et gavekort kan gøre
Og hvad er det så, at man giver manden, der har alt? Jeg fik familien til at indbetale en masse penge til mig og så slog vi os sammen til et brag af gaver.
Manden, der har alt, er således blevet beriget med følgende: Tefal-gryde, 6 langærmede T-shirts, et topnøglesæt og bedst af alt et gavekort til en rallydag med bl.a. håndbremseparkering og massere af fart.
Han blev glad. Det gjorde han virkelig og nu forestiller jeg mig - sådan med omvendt fortegn - at det her i hytten bliver lige som de der Interflora-reklamer, hvor manden bliver opvartet fra top til tå, fordi kvinden fik blomster.
24. november 2007, kl. 22:40|
13:42Flere overraskelser
I går blev »Gunnar-drengen« afleveret hos moster Pernille og det kom der helt særlige overraskelser ud af.
Indtil videre er det stadig hemmeligt - og som I ved, så kan jeg rent faktisk godt holde på en hemmelighed, selv om jeg dybest set selv er ved at pisse i bukserne af spændning.
26. november 2007, kl. 13:42|
14:19Jeg er også gået over til ... lakrids
Kan I huske den gang, da man kunne købe lakridscigaretter? Tror I, at der er nogen, der ville finde det usædvanlig upædagogisk om man indførte dem igen?.
Og hvorfor var det egentlig lige, at det blev produceret lakridscigaretter? Var det så vi - os børn af lakridscigaretterne - kunne imitere de voksne?
28. november 2007, kl. 14:19|
20:39Skal vi dele?
Må jeg høre hvad du ønsker dig i julegave? Selv synes jeg, at jeg er lidt tom for ideer.
Min korte liste er som følger:
Vandflaske i glas.
Pilleæske.
Dybe tallerkner fra Bodum
Bodylotion uden parfume.
28. november 2007, kl. 20:39|
19:38Fandeme så skide rørstrømsk
Om det er fordi jeg er blevet mor, om det er fordi jeg skulle opleve at min førstefødte døde eller om jeg bare er blevet ældre. Det aner jeg ærlig talt ikke og vi får aldrig svaret.
Ikke desto mindre skal der så ufattelig lidt til og så tuder jeg eller i hvert fald er tæt på at tude. Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke har en tåre eller to hængende i øjenkrogen.
Det sker - uden undtagelse - hver eneste gang, jeg læser på Mettes side, specielt når hun beskriver deres liv med Johanna og der er ingen tvivl om, at jeg bliver rørt over, at de elsker hende så ubetinget, at hun er deres datter og at der var nogen til hende. Det betyder så meget for mig.
Jeg sidder og snøfter på job, som jeg skriver til Liselotte og sender hende og Kenneth og Oline en masse tanker på denne sorgfulde dag. Ikke bare gør det mig ondt, men jeg kommer også i kontakt med mit eget savn. Det er altid lige rundt om næste hjørne.
Jeg mærker, hvordan min syn bliver en smule sløret, når jeg - som her til eftermiddag - skal fortælle veninden, at hun betyder rigtig meget for mig.
For pokker de der følelser er bare rykket helt uden på tøjet.
29. november 2007, kl. 19:38|
