• Kom du godt ind i det nye år?
01.01.2004
Jeg havde en dejlig nytårsaften, maden var god, omgivelserne gode og værterne i top klasse. 24 pragtfulde timer tilbragte vi i det svenske, spillede spil, gik tur i området og delte en vigtig stund med hinanden.
Traditionen tro har jeg hørt både dronningens og statsministerens nytårstale - og jøsses hvor jeg ventede forgæves efter noget der bare lignede et indhold.
Trætheden sidder i kroppen, vi siger ikke meget til hinanden - stille ingenting og alligevel så fuld af liv og ømhed for hinanden. Vi behøver ikke ord og det er smukt.
Kæresten har fået sig et nyt computerspil, sammen forsøger vi at løse gåderne, konflikterne og dermed opgaven.
Og indvendigt er jeg tom for andet end interessen for nærvær; alting foregår i slowmotion charme.
• Refleksion!
02.01.2004
Det hele skulle gerne fungere nu - sådan går det når man pludseligt ønsker at hoste det hele selv, heldigvis er kæresten et geni udi dette medie og skønt det er med fråde om munden at jeg vender mig mod ham og hvæser; lav så for fanden det lort: Så slår det ham ikke ud.
Hun spurgte; hvad sker der med hende.dk og jeg er slet ikke sikker på at jeg gav hende et svar hun ønskede, men spørgsmålet gav mig noget at tænke over... Sandheden er den at jeg ikke rigtig ved hvad der sker i øjeblikket, jeg er træt, mangler overskud og føler en stor del af tilværelsen er uden et reelt indhold. Trivialiteternes sødme kalder jeg det ofte - men nu synes det slet ikke så sødt. Måske er det vejret, den mørke tid... måske er jeg forud for årstiden gået i gang med en indre rengøring, uden reelt at vide hvad jeg roder op i.
Jeg ønsker mig ikke andre steder hen, men for fanden hvor jeg svært ved at være i nuet - svært ved at tage dagene som de kommer og svært ved at fatte hvordan jeg før i tiden kunne få 24 timer til at gå uden at kravle på væggene.
Så mange ting venter på at skulle ske - og jeg må erkende at jeg end ikke ejer tålmodighed.
Nytårsfortsætter har jeg ingen af - det ville være spild af tid at love mig selv noget som helst, min karakter er svag og jeg ville bryde et løfte lige så hurtigt som det blev sagt. Næeh, så hellere fortæller mig selv at livet - trods alt - er værd at leve, og at jeg automatisk vil gå en lysere tid i møde.
Snart starter arbejdet op igen, og jeg tænker at give det lidt mere energi end jeg reelt set har kunne vride ud af mig selv her i december.
Kort af langt: Jeg må hellere få mig en time på øjet.
• Søndag i søvn
04.01.2004
Om en halv time skal jeg af sted på job, maven gør vrøvl og jeg kan snart ikke skjule det faktum at jeg er gravid. Beboerne på arbejdet ved det ikke endnu - og sådan skal det gerne være indtil nakkefoldsscanningen har fundet sted. Ikke så meget fordi jeg forestiller mig der er noget galt med barnet, mere fordi jeg gerne lige vil se det igen; det er 5 uger siden jeg sidst blev scannet.
Humøret svinger konstant op og ned - og der skal meget lidt til at tippe vægten; for en stor del af tiden er kæresten sat på hadelisten og at han ikke lige havde diciplin nok til at stå op sammen med mig her til morgen inden jeg skulle på en døgnvagt, kan virkelig få mine mundvige til at vende nedad... jeg skal virkelig holde igen for ikke at snotte på ham.
I går var veninden på besøg og det var et tiltrængt visit; vi spillede spil og vi fortalte pinlige historier og eftersom vi nu har kendt hinanden i godt og vel 18 år så er det jo genfortællinger. Ikke desto mindre holder de stadig og vi triller rundt på gulvet og lader tårene trille ned ad vores kinder mens vi hænger hinanden og os selv ud.
Tasken er pakket, overtræksbukserne og huen er fundet frem og der er efterhånden ikke lang tid endnu inden jeg svinger min dovne krop op jernhesten og finder min vej til Frederiksberg.
• At komme i kontakt
05.01.2004
Vrede har stort set altid været tabu for mig; det er farligt at være vred - men hold da helt kæft jeg tror sgu at jeg er ved at fange fidussen ved et pludseligt udbrud, hvor ord og bevægelser følges ad. Jeg er i hvert fald kommet i kontakt med et og andet - og jeg kan slet ikke styre det når det først får presset sig op til overfladen. Alt er mørkt; tanker, ord og bevægelser og så er der tårene... i tusindvis; de hagler ned ad mine kinder som et vandfald.
I dag: jeg hader min fucking kæreste; hader ham og mand hvor han kan gøre mig stik hamrende tosset. Det er selv sagt de mikroskopiske ting der gør udslaget og dybest set er det ligegyldigt hvor hårdt han strammer sig an; det vil ikke være godt nok.
Paradoksalt er min egen bevidsthed og jeg kan vitterligt ikke holde mig selv ud; kunne jeg vælge så gad jeg nok ikke en gang leve sammen med mig selv.
I går ved spisetid på arbejdet, måtte jeg forlade bordet. Overfor mig sad to af beboerne med togskinner i hele ansigtet, og deres bizarre måde at spise på - fordi maden jo har det med at sætte sig fast i de her skinner - gjorde at jeg mistede appetiten.
Fortsætter det her - og det er næppe at foretrække frem for opkast i tønden - så går jeg altså fra mig selv, skal bare lige finde ud af hvordan det gøres. Der må sgu da være en måde.
Luften er renset, mit indre er i nogen lunde balance igen og måske er ti minutter om dagen sundt for systemet?
• Sødmælk i mine øjne
06.01.2004
Spurgte - sådan lidt for sjovt, men bestemt også fordi jeg var træt - om jeg kunne sove en time. Selvfølgelig kunne jeg det, og pludselig kunne jeg slet ikke lide at tage i mod tilbuddet. Næste gang, ja næste gang så gør jeg det altså.
Det ser ud til at falde på plads. Kirken og lokalerne er rykket, ændret og bestilt. Vi skal giftes den 24. april i år og ingen pludselige ændringer burde kunne gøre en forskel, hvisker jeg ganske stille for mig selv, klog af skade.
Sneen vælter ned fra himlen og i morgen tidlig skal jeg nyde den luksus der ligger i at blive kørt på arbejde - også selv om det rent faktisk betyder at jeg møder før tid.
Lillemanden har en helt utrolig appetit disse dage, og skønt buret rent faktisk aldrig er tomt for noget som helst, så er han på pletten lige så snart han lugter persillen og ind kaster han sig igennem lågen og æder til skålen atter er tom, velvidende at den står på hø, vand og korn til dagen efter.
• Burning down the house
10.01.2004
Stilheden i lejligheden, kun afbrudt af fingrenes dans med tastaturet og jeg opdager hvor lille afstanden mellem etagerne er: En vasker tøj, maskinen er ved at centrifugere; en banker søm i væggen; en går på toilettet og trækker ud. Junior strækker sig, gaber, klør sig på øret og hopper ud i sin potte – jeg gnider mig i ansigtet, holder et gab tilbage og strækker min krop.
Lidt hvileløs går jeg rundt i lejligheden, ser ud af samtlige vinduer og opdager at det er to forskellige verdner som møder mig; på den ene side ligger sneen hvid og uberørt; på den anden side er den næsten forsvundet og tilbage er kun minderne fra den gang. Så kommer jeg pludselig i tanke om nettet med dagens indkøb – glemt havde jeg at sætte mælk og yoghurt i køleskabet, men jeg bliver siddende på min stol, lydene omkring mig er forstummet og skønt jeg i virkeligheden nyder stilheden, så ved jeg også at noget må ske; en forskel må gøre.
Jeg rejser mig, tømmer glasset indhold, tænder for musikken – skruer op og fortsætter rundt i lejligheden.
• Ugens sidste dag
11.01.2004
Ærlig talt: Præsident Bush er en fundamentalistisk magtliderlig psykopat og hånd i hånd med ham går så mange andre små mænd. Abort var tema på søndagens DR2 og jeg takker Buddha for at have en ånd… og glæder mig i mit stille sind over at denne galskab ikke har nået Danmark i samme omfang. Jeg priser mig lykkelig over at aborten blev frigivet; selv har jeg ikke haft brug for dette tilbud, men jeg ved at mange kvinder og unge piger for den sags skyld havde stået i lort til halsen til den dag i dag om de ikke havde haft valget.
Regnen har slået mod ruderne hele dagen, vasketøjet hænger på stativet og servicen er atter ren i skabene. Søndag stadig i søvn. Aftensmaden; tøm køleskab, fryser og køkkenskab. Morgenkåben, de hjemmestrikkede sutsko varmer den nøgne krop og selv lillemanden nægter at være oprejst og i fuld vigør. Der er set film, der er set fjernsyn og der er drukket litervis af vand.
I morgen skal invitationerne til brylluppet skrives; der er i forvejen gjort op med hvem og hvad som dur.
• Det var første trimester
16.01.2004
Pludselig gik der en uge, næsten lige så hurtigt som den var gået i gang - og jeg imponeres til stadighed over alting genspejles i brøkdele af øjeblikke.
Nakkefoldsscanningen gik som forventede, og fraglen er usædvanlig aktiv - endelig synes jeg at kunne læne mig tilbage og nyde de sidste 6 måneder. Aldrig har noget været så befriende som erkendelsen af at jeg (til tider!) klarer mig bedst med hovedet skruet af, og aldrig har noget været så livsbekræftende som den pludselige fornemmelse af mit stolte og moderlige hjerte der svumlede op til abnorm størrelse som lægen sagde; sikke den kan slå kolbøtter.
Busser hentede mig fra job i morges, vi købte morgenbrød med på vejen og så bad han mig smide tøjet... der stod jeg nøgen i hans soveværelse og poserede for ham og hans linse.
Indbydelser er sendt af sted, tilbagemeldninger kommer i en stille strøm og nedtællingen er så småt gået i gang; konceptet er klart - tilbage er detaljerne... og ønsket om en mindeværdig dag.
• Hele 3 ting på én gang
18.01.2004
Underligt... det er som om 2004 er året hvor alting sker, året hvor de store beslutninger skal træffes og året hvor rollerne bevidstgøres og ændres. Måske er det virkeligt sandt når der siges; ved de 30 år begynder et nyt liv, ved de 30 år bliver du voksen. I hvert fald passer det vist på mig og mit liv.
Det er året hvor jeg gifter mig med min kæreste, året hvor jeg føder hvor fælles barn - og tilsyneladende også året hvor vi køber fast ejendom. Sådan virker det i hvert fald og skønt de to værelser her i Brønshøj har budt på megen glæde og gode muligheder, så har vi erkendt nødvendigheden af noget ekstra... ligesom den fornuft der synes at være i at investere i noget mere end en andelslejlighed.
Projektet synes bare så voldsomt, for et er hvad vi rent økonomisk har råd til, noget andet er pasningsmuligheder og priserne for selv samme - og tusindvis af spørgsmål melder sig; hvor mange børn kunne vi tænke os (svaret er endnu ikke kommet, vi ved jo end ikke hvad det vil sige at have et enkelt) og hvilken krav har vi til indretning, miljø og omgivelser?
Jeg bliver helt svedt.
Det er søndag og vi har lagt låg på projekterne, aftalen er i stedet tidlig aftensmad foran fjernsyn og skulle vi falde i søvn mens vi slår vores maver, så går det nok.
• Tanker til salg
21.01.2004
Sådan cirka tusinde tanker lige før lukketid… eller i hvert fald tusinde tanker inden jeg falder i søvn. Jeg er træt, dødhamrende træt og jeg har efterhånden erfaret at når jeg er træt så følger melankolien med; hånd i hanke. Den ene med det andet og omvendt. For (efterhånden!) mange år siden sagde kæresten at det som havde været tiltrækkende ved mig var mit melankolske jeg – og måske havde han ligefrem købt katten i sækken nu hvor mit liv nærmest var en optur. Han tog fejl mange gange, mange gange måtte han tage sine egne ord i sig. Ordene i mig, i ham. Lige så sikkert tingene er ved mig, lige så usikre bliver de og jeg behøver ingen forberedelsestid hvad lige præcist et skiftende humør angår. Det kan være de små ting der gør forskellen, faktisk er det vel altid de små ting der gør forskellen… så tænker jeg det nødvendigvis må være.
Den anden dag – et telefonopkald – min biologiske far har et søn fra et forhold før mig. Jeg har aldrig mødt ham og min far har vel set ham to gange. I dag er han et par og tredive år og far til to børn. Fik et nummer – til hans arbejde – har lagt en besked og ønsker dybest set han ringer tilbage. Egentlig ved jeg ikke om han overhovedet kender til min eksistens og i bund og grund er det vel også sagen uvedkommende; det som betyder noget er udfaldet af beskeden om igen; det som betyder noget er om han ringer tilbage.
Fik en e-mail i dag; essensen enkel: Kontakten er slut. Og jeg kan i realiteten kun gisne om hvad det dybest set handler om, jeg har helt sikkert mine formodninger og jeg kan også have en tilbøjelighed til at tro at jeg har ret. Ind imellem må mennesket vel bare acceptere at ikke alle kan rumme alle, ikke alle er interesseret i at dele hinandens sorger og glæder – og stille hvisker jeg for mig selv; hun bliver sikkert også mor en dag.
Jordmoder i morgen på Herlev sygehus, aner ikke hvad jeg kan forvente og det spiller ingen rolle lige nu. Andre ting har betydning – som fx de tusinde tanker her inden jeg falder i søvn. Så mange ting kaster sig frem og tilbage i mig; den dårlige samvittighed over at være ryger og gravid, den dårlige samvittighed over erkendelsen af det ikke bare lige lader sig gøre at slukke smøgen… hvad enten jeg tænker på livet inden i mig eller ej. Herefter følger – ganske obligatorisk – vreden over at lade det ødelægge noget så smukt, vreden over at jeg ikke bare nyde nuet som det fremstår lige nu; struttende.
Sandheden er enkel – hvad enten jeg med tiden bliver røgfri eller ej – jeg vil have røget mens jeg er gravid og derfor er forskellen allerede sket. Og værre endnu; jo mere jeg tænker over det, desto mere ryger jeg – og så er jeg jo dybest set lige vidt.
Budgettet er afleveret i banken, nu venter vi i spænding – trækker dårligt vejret – på hvad resultatet bliver. Hvad mon vi har råd til og hvor mon vi havner?!
• Sikke en lyd
22.01.2004
Første jordmoderbesøg og aldrig har jeg mødt et så dejligt og imødekommende menneske, fuldstændig åben og helt uden fordomme; en tung sten blev fjernet fra mine skuldre og den dårlige samvittighed bliver pakket væk. Så lagde jeg mig på briksen og hun satte en lytter mod min mave og straks herefter kunne fraglens hjerte høres i rummet og sikke der er fart over feltet.
ET PAR TIMER SENERE: JEG ER KRAFTEDME PIKKE HAMRENDE LORTE SKOD TRÆT AF FUCKING NO GOOD TISCALI OG ENDNU MERE FUCKING TRÆT AF AT DE IKKE KAN ELLER VIL OPLYSE MIG HVEM AF DEM DER TJENER MEST OG DERFOR I SIDSTE ENDE KAN TRÆFFE DE RIGTIGE BESLUTNINGER. DET ER UNDER ALLE FUCKING OMSTÆNDIGHEDER SLUT MED AT TALE MED SÅDAN EN FLOK KONTORFISSELETTER M/K FOR DE HAR KRAFTEDEME IKKE OPFUNDET DEN DYBE TALLERKEN - OG DET ER VED AT VÆRE SIDSTE GANG DE HAR FUCKING DRIFTPROBLEMER MENS JEG VIL VÆRE ONLINE
• Ufatteligt at jeg kan rumme
23.01.2004
Og min storebror ringede tilbage, jeg rystede over hele kroppen - i den anden ende af røret var der det her væsen som jeg delte blod med; følelsen var enorm. Vi skal ses, helt sikkert og jeg skal på loftet og lede efter billeder af en far, farmor og farfar - og så skal vi fortælle historier og lære hinanden at kende.
Sikke et vidunderligt år.
Veninden er blevet færdig med sit speciale og hun har meldt sin ankomst blandt os andre, så snart tager jeg forbi og vi kan nyde hinandens selskab. Hun havde en forespørgelse og i samråd med kæresten er den blevet imødekommet; selvfølgelig må hun deltage ved fødslen - det oplevelse skal hun have.
Jeg er på vej i bad, snart pakker jeg en kæmpe taske og drager af sted på job... og rigtig hjem kommer jeg først søndag aften.
• Hvor starter jeg?
26.01.2004
Dørtelefonen ringede, det var ham og jeg hørte hans trin op ad trappen – så tabte jeg kæben og ville frygtelig gerne sige hej, men endte op med at sige: Hold kæft hvor du ligner vores far. Og det gør han vitterlig, og det gør vi – og det er så imponerende og det var 3½ time i et dejligt selskab… jeg ved at vi gentager succesen, for måske mangler vi en hel barndom sammen – men så har vi til gengæld hinanden resten af livet. Og så er jeg sgu faster. Sådan! Til to halvstore piger, og der er en 3. på vej… og de vil blive jævnalderen – som vi er – og han vil blive onkel.
Så gloede vi billeder og jeg fortalte historier… og der kan fortælles endnu flere, men alt kan ikke rummes på én gang – og jeg vil ham igen og igen.
Puha, tror jeg skal tude og det er af glæde.
• Når grænsen for familie rykker sig
27.01.2004
I en alder af 30 år skulle jeg endelig få ansigt på dette væsen af kød og blod. Altid har jeg kendt til hans eksistens og altid har jeg haft et inderligt ønske om at vi en dag skulle lære hinanden at kende – og altid har jeg spekuleret over hvor han var, hvad han lavede og altid har det været en mærkelig bevidsthed at vide at jeg ikke var alene.
Så fik jeg en stedfar – i en sen alder – og han tog den plads en far skal have og med sig havde han en dreng og pludselig fik jeg den familie jeg altid havde ønsker mig. Det ændrede dog ikke på bevidstheden, ændret ikke på savnet og ændret ikke på ønsket om at finde frem til de oprindelige rødder.
Og jeg føler mig så lykkelig over at jeg rent faktisk er beriget med mennesker der alle holder af mig – og skønt det synes rodet på overfladen, så synes sammenhængen ganske tydeligt for mig. Jeg har en storebror af blod, jeg har en lillebror af blod, jeg har en far af blod – og midt imellem har jeg så en stedfar og stedlillebror. Et netværk af muligheder – og det slående er fællesskabet; vi mangler alle en del af hinandens barndom.
Bror, bolig, bryllup og barn… Fire meget store B'er.
Resten af dagen kommer til at foregå i slowmotion charme ellers tror jeg bare at jeg brister på midten.
• Kroppen er kommet på arbejde
28.01.2004
Vågnede i morges og troede jeg skulle dø - det gjorde ondt som en i helved hen over lænden. Måske jeg har ligget forkert, hvæsede jeg indædt til mig selv og skred i bad. Smerterne blev dog ved og jeg ringede til lægen; en tid torsdag og så ellers på arbejde. Det blev værre og værre og jeg kunne hverken sidde, stå eller gå. Jeg måtte hjem igen og have fat i lægen. Det fik jeg og det er blevet til at jeg skal holde øje med hvor konstante smerterne er. Umiddelbart mente han det var mit bækken som gav efter for graviditeten og derfor ikke noget alvorligt. Jeg har fået sovet og smerten synes mindre... hvis jeg lader være med at lave pludselige bevægelser, lader være at bukke mig og svinge med hofterne. Så jeg prøver virkelig at lade være. Så må vi se hvordan morgendagen er.
• I dag ringede mine storebror...
30.01.2004
jeg er blevet faster (igen!) og denne gang til en fin og velskabt dreng.
Opvasken vokser på køkkenbordet, fjernsynet har i lang ikke sendt noget med indhold, mine øjne svir, vi leder efter et hus og Junior lusker rundt. Smerterne i mit bækkenet er væk, tilbage er ømheden, trætheden og det mørke under mine øjne. Håret trænger til at blive vasket og jeg trænger til at blive puttet under dynen.
Sov godt.
• At tage tyren ved hornet
31.01.2004
Ikke bare er opvasken vokset til en surrealistisk størrelse på køkkenbordet; der står den og ligner en storby med dens høje bygninger og smalle gader – men overalt i lejligheden ligger der bunker af rod og ragelse. Sengen er ikke redt – kan egentlig ikke betale sig og det er ikke fordi jeg er på vej i seng, men sengetøjet skal skiftes; længe siden der er vasket tøj, længe siden der er vasket gulv og i det hele taget længe siden jeg var motiveret for at holde mit hjem i nogenlunde orden. I takt med at jeg blev 30 år så dalede min interesse for de huslige pligter og interessen er kun blevet mindre efter vi har talt om at købe hus.
Henter juice, tager et glas fra skabet… tager det sidste glas fra skabet og undrer mig over hvordan det lader sig gøre at to mennesker på en uge har brugt 12 af hver slags service, hvordan to mennesker i en hel uge er mødtes i køkkenet for at lave mad, gå ned med skraldet og for at kommentere på opvasken – uden dog at ville gøre en forskel.
I dag skal det være, det har vi i hvert fald lovet hinanden, aftalt med hinanden – men indtil videre er vi ikke kommet længere. Bevares vi har da både været uden for, en tur i boghandleren og supermarked, men opvasken… det er bare så uoverskueligt og jo mere uoverskueligt det synes, desto mindre får vi gjort og dosmersedlen vokser til en surrealistisk størrelse, punkterne bliver flere og flere.
Så drikker jeg ud, slukker cigaretten, ruller ærmerne op, sparker til kæresten og skruer op for tempoet. I dag skal det simpelt hen være, i morgen skal vi se på huse og snart har vi forhåbentlig skrevet under på en købsaftale.
I aften – når alt er tilbage deres på respektive pladser, så vil jeg foretage et telefonopkald, skrive et par e-mails og fjerne kroppens uønsket hårvækst.
