Da jeg blev gravid med Cirkeline, var jeg klar eller parat. jeg ville gerne have et barn og jeg ville have et barn med Ulrik. Jeg vidste ikke, hvad der reelt ventede mig, men jeg havde da en forestilling om det. At Cirkeline skulle være syg og død, var en streg i regningen, en skamplet på den uskyldige forestilling om livet med et barn. Det tog pusten fra mig. Alligevel blev jeg gravid 4 måneder efter hendes død. Det var en nødvendighed. Vi havde brug for det. Jeg var stadig ikke til fulde klar over, hvad det ville sige, men jeg var uden tvivl mere klar end nogensinde før. Min krop var måske ikke helt parat og fysisk var min graviditet med Gustav hård.
Livet med Gustav var perfekt. Han er perfekt og han har bragt så meget fantastisk fylde ind i vores liv. Vi kunne slappe af og bare nyde ham. Jeg var også ret sikker på, at jeg bestemt ikke skulle have flere børn sådan lige med det samme. Jeg ville gerne give Gustav en søster eller en bror, men vi havde ikke travlt. Selv ikke da Gustav blev 2 år og mange overvejer endnu en lille en, var jeg parat til at blive gravid igen. Det blev jeg da Gustav nåede de 3 år, så kunne jeg godt mærke, at nu var tiden inden til at gøre noget ved det. Gustav skulle være storebror og jeg syntes, at det passede perfekt, at han nåede at blive 4 år inden babyen ankom.
Starten med Rahald har været hård. Vi havde ikke lige regnet med en omgang kolik og jeg havde øjeblikke, hvor jeg seriøst ikke kunne forestille mig, at vi nogensinde skulle komme om på den anden side og blive en normal familie igen. Men til forskel for den første tid med Gustav, hvor jeg ikke skulle have flere børn lige med det samme, så har jeg hele tiden haft det anderledes denne gang.
Jeg skal ikke være gravid de næste par år, men jeg skal være gravid igen. Det er helt sikkert. Vi skal have en mere. Sådan har jeg det i hvert fald. Ulrik er lidt mere reserveret omkring det, men lad os nu se om et par år. Jeg nyder til fulde min barsel med Harald og jeg glæder mig til at opleve ham, når han bliver endnu mere deltagende i vores familie og jeg er ret sikker på, at det her ikke handler om, at jeg skal igennem det hele én gang for at skabe det perfekte. Det findes ikke. Og hele tiden er der chancen for tvillinger.
Hvornår ved man, at man er færdig med at få børn?
Føles det på en bestemt måde (og jeg er bare underlagt mine hormoner)?
Og hvornår bliver man egentlig for gammel til det pjat?
Ved du det?
på et tidspunkt kunne jeg ikke rigtig finde udaf om jeg virkelig ønskede mig en 3er, eller jeg bare ikke kunne enes med tanken om at vi ikke skulle opleve endnu et kærlighedsbarn.
Nu ved jeg at vi ikke skal ha flere, for jeg kan mærke at vores forhold sammen som kone og mand, har det fint med de 2 vi har, dvs vi har også tid til at være kærester.. Vi har ingen familie der kan hjælpe, dvs hvis vi skal det mindste er det barnepige.
For gammel, næ jeg er 36år og min mand 45, hvis jeg sagde baby, var han klar
Alder er vel bare et tal, jeg føler mig som en på 25
Har ingen anelse om hvordan det er, for andre;-)
Men jeg er HELT sikker på jeg ikke skal have flere (det var jeg allerede da nummer 2 kom til Verden), jeg bliver stadig ganske skruk når små lækre nyfødte velduftende børn krydser min vej (eller jeg deres;o)) – men jeg selv har så ganske rigeligt i mine egne to, og Mandens skønne 3 – 5 til deling må være rigeligt;o).
Om alderen spiller ind, det ved jeg ikke – jeg er 29 og har de sidste knapt 8 år vidst jeg ikke ønskede flere;o).
både efter 1. og 2. barn spekulerede jeg på, om lysten til at få flere børn mon nogensinde ville forsvinde, eller om den ville være konstant uanset antallet af børn. efter 3. barn var jeg HELT SIKKER på, at jeg ikke skulle have flere. dét var åbenbart mit mæthedspunkt. jeg er ellers sådan en, der elsker at være gravid og elsker hele babyrumlen, men jeg er fuldstændig og aldeles færdig med at kaste mig ud i det igen. jeg er bare ikke det mindste skruk og jeg kan mærke, at det bliver jeg heller ikke igen.
jeg tror, det er tanken om de 17 år, der ligger efter barslen, hvor man tuller rundt i en lille lykkeboble med sin lille symbiotiske englebasse, der afholder mig. for uanset at jeg elsker livet med mine tre børn, så kan det jo også være et slid og et slæb med konflikter, med tandlægebesøg, lægebesøg, forældremøder, legeaftaler, madpakker, lektier, fritidsinteresser osv. Jeg føler ikke, jeg har mere tid at give af til flere børn. Men samtidig har jeg dog, nu hvor mine børn er blevet større (den yngste er snart fem), dog fået mere tid til mig selv – og holddaop hvor er det også fedt. Det er ligesom om jeg har fået mig selv tilbage – en længe savnet ven, som jeg lidt havde glemt, jeg havde. Og jeg hvor meget jeg end elsker babyer og at være mor, så har jeg bare mere lyst til at bruge den nyerhvervede tid til at drage omsorg for mig selv end endnu et barn.
Og det har egentlig været en overraskelse. Jeg var indtil nr. 3 som sagt ret sikker på, at jeg aldrig ville føle mig færdig med babybusiness.
/line
Hej Frederikke
Tillykke med de to fine børn du har. Det er for mit vedkommende blevet en erkendelse at jeg altid vil have et ønske om et barn mere, men fornuften spiller jo ind på forskellige planer og barnets tarv er det primære,er der overskud til barnet og om man kan modstå omgivelsernes kommentarer med hensyn til ens alder ved fødsel men også senere i barnets liv. Det kan vel beskrives som en slags sorg over en periode af ens liv der slutter når man vælger at sige dette er det sidste barn
Jeg er selv mor til dreng 8½ år, dreng 6½ år, pige 3½ år og dreng på 1 år. Jeg er 37 år og føler mig ikke for gammel.
venlig hilsen Camilla
Jeg har det nøjagtigt lige som Line (lidt spooky faktisk), så jeg kan ikke skrive det bedre.
Jeg kan godt frygte lidt, at jeg er én af de kvinder der aldrig får nok!
-om der så er mand indover eller ej får vi at se -lige nu tvivler jeg..
Men jeg ved helt 100 % at jeg skal have mindst én mere -og jeg går lige så stille igang i det nye år -så passer det perfekt med at Emma er lidt ældre, og vil forfærdelig gerne prøve at få et september barn
Jeg bliver 41 år lige om lidt, og har et skønt biobarn og to skønne bonusbørn, og ved helt sten-sten-sikkert, at jeg ikke skal have flere børn. Jeg elsker alle tre børn højt, men uden at det skal misforstås, så nyder Allan og jeg også, at vi har tid for os selv og at børnene er så store nu, at de er 99% selvhjulpne (mon den sidste % nogensinde kommer) og ikke kræver så meget praktisk arbejde, som de gjorde da de var små.
Men men men … når det så er sagt, så har jeg da tænkt tanken, at hvis Allan havde været virkelig opsat på et fælles barn, så kunne han da godt have fået mig overtalt
Jeg skal ikke have flere. Jeg ville gerne, jeg synes det var fedt at være gravid og jeg elskede babytiden, og til tider kan jeg stadig føle mig skruk.
Men … jeg skal ikke have flere. Jeg skal ikke have flere, fordi jeg ikke er parat til endnu engang stå med ansvaret 24/7 for et andet menneske, fordi jeg nyder og glæder mig over al den tid jeg har, der er helt min egen og også fordi min kæreste ikke vil – det sidste er også vigtigt.
Men det betyder ikke, jeg ikke ind imellem godt kan drømme.
Min yngste er 11, den ældste 16.. måske er der bare gået for mange år, de er blevet store og kan selv, og jeg har set en min egen frihed igen .. Ingen tvivl om at børn er en fantastisk ting, men også noget der hører en periode til.
jeg bliver 39 næste gang, og som sådan ville jeg ingen kvaler have ved at springe ud i det igen.. men jeg skal ikke have flere
Jeg er SÅ færdig med små børn!!!!!!!!!!! Og det selvom jeg engang drømte om 4 børn (det har jeg i princippet også men i min ungpige drøm var de levende alle sammen)
Jeg indrømmer gerne at natteroderi IKKE er mig – hold kæft jeg har været nattegrim og ond i sulet – og alligevel elsket den lille skabning der holdt mig vågen…
Engang SKREG mine æggestokke og hele min krop når der var babyer i farvandet – nu (de sidste par år er det kommet gradvist) – jo tak de er søde, men intet hiver og slider i mig mere.
Rent praktisk – ja flere børn – hormoner/adoption – begge dele nærmest utopi pt – men det er ikke grunden til at jeg er færdig med små børn!
Jeg har elsket at være gravid og jeg har elsket at have små børn. Så jeg synes faktisk det er ret vemodigt ikke at skulle have flere, jeg har 3 stk i alderen 5,10 og lige knapt 13 (altså snart teenager, puha). Nogen gange kan jeg drømme om en baby, men jeg kan også mærke at jeg måske ønsker mig flere babyer, men jeg ønsker mig ikke flere børn…og babyer bliver jo til børn.
Min fornuft siger mig også, at jeg ikke kan overskue at tage mig af flere børn, og jeg synes jo jeg bør have lidt overskud til dem jeg har. Jeg synes på mange måder det er ligeså krævende at have skolebørn som små børn, bare på en lidt mindre udmattende måde. Og med de store børn følger også alle legekammeraterne, så man har altså ofte dobbelt op af børn i hjemmet. Og de store børn har ønsker og drømme om tøj, ferier m.m og det koster jo pengen, så jeg ved slet ikke om vores økonomi vil kunne bære endnu et barn, og vi lever faktisk i forvejen ret spartansk i forhold til mange andre, fx uden bil og udenlandsferier.
Men jeg tror først jeg accepterer at der ikke kommer flere små babyer den dag jeg ikke kan reproducere mig mere ;0)
Pudsigt det kommer op som et emne. Jeg har selv gået og tumlet med netop det samme. Skal, skal ikke? Har jo som du to børn i hånden og en i hjertet, (11 og 5 år her i maj) men kan stadig ikke forlige mig med tanken om, at nok er slut for denne gang. Har talt lidt med manden om det, som stiller sig tvivlende og knap så varm på ideen. For som han siger” Vi har det jo godt, som vi har det nu, hvorfor ikke bare nyde det”. Oven i det ville en flytning og en masse andre ting vælte om på det hele, hvis en ny baby skulle komme. Har prøvet at lave en + side og en – side i tilfælde af ny baby. Der kommer vist nok flest minuser, desværre. Som en anden skrev, så er det nok mere en drøm end realitet. Jeg lovede mig selv for mange år siden at 35 år måtte være grænsen for mig, også rent fysisk. Jeg er 37 ½ og det er bare skide hårdt at “lukke” porten bag sig og smide nøglen væk for ever. Men det er nok bare et stadie i et kvindeliv, som med så mange andre ting
Jeg syntes også det er svært. Efter den første var vi hurtigt parate til en mere. Efter den anden vidste vi, at vi gerne ville have en mere, men Magnus var noget mere krævende og derfor ville vi gerne vente lidt. Nu er Maja kommet og jeg er afklaret med, at jeg (nok) ikke skal have flere børn. Vores liv er ikke gearet til det og jeg har rigeligt i de tre. Alligevel står der en dør på klem. Der kan ske mange ting og jeg vil ikke afvise, at der kunne komme flere. Havde jeg været yngre, tror jeg vi havde fået en efternøler. Men tre små børn er nok og skulle vi have en efternøler bliver vi vidst for gamle. Min (umiddelbare) deadline er ved de 40.
Har en på 6, 4 og 1 og skal ikke have flere. Hjertet siger ja men hjernen siger nej. Simpelthen fordi der går for meget tid fra de store, når der kommmer en ny. Og selvom en søskende er en gave at få – og en man har for livet, så vil jeg ikke byde de tre jeg har, at deres behov sættes på en form for stand by, fordi babys behov skal dækkes først. Derudover må jeg sande, at store børn på 4 og 6 også tager tid. Der er mange legeaftaler, når man begynder i skole fx og den mellemste bliver let klemt og skal have ekstra opmærksomhed.
Har bare måtte sande, at det at jeg måske kunne ønske mig en nr. 4 bestemt ikke er de tre børns tarv.
Tror jeg vil sætte alderen til maks 40 ved den sidste. Så er man trods alt 58 til studentergildet
Vi har 2 børn en på 4 og en på 5,5 år, har faktisk gerne ville have en mere, altså hvis jeg kunne blive naturlig gravid, men pga en mand med en skade som gør at jeg er “enlig” mor til 3, har jeg måtte erkende at vi har måtte stoppe her, synes ikke jeg kan tilbyde mine børn at der går endnu mere tid fra dem end der gør pga en syg mand. Så det har været med sorg i sjælen, at jeg har solgt deres barnevogn, men det er den eneste rigtige beslutning. Men ved også at jeg nok skal komme over det, men det giver et stik i mig når jeg ser store gravide maver eller små babyer. Dog husker jeg mig selv på hvor meget lettere det hele er nu hvor ungerne er blevet store og selv hjulpen.
Jeg skal ikke sætte tal på, hvornår “man” er for gammel. Der er flere ting, der gør sig gældende her. Selv var jeg 25, da den første kom til verden, så da jeg var 35 dømte jeg mig selv “for gammel til flere”. Og så ved jeg godt, at nogen ikke får den første, før den alder er nået.
Da vores vi havde fået nr. 2 gemte jeg alt, også selv om jeg ikke var sikker på om jeg skulle have flere. Nummer 3 kom også. Det var Mie. Med hendes død var der pludselig grundlag for nr. 4. Jonas kom og tog os med storm. Men med ham forsvandt ønsket om flere børn. Jeg har slet ikke lyst. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at få tøjet ud efterhånden som han voksede ud af det. Og det var en festdag, da barnevognen gled ud af vores indkørsel for sidste gang.
Nu er mine unger 17, 15 og 11. Vi nyder, at de bliver store, og at tilværelsen forandrer sig. Jeg har nydt at bære liv og oplevelsen omkring fødslerne, men jeg har ikke lyst til at tage turen en gang til.
nu har jeg læst alle jeres kommentarer og tænker: hvor er I heldige, at I har mere end 1 barn. Jeg har en datter på knap 15 og har hele tiden ønsket flere – men vi har været alene, hende og jeg, hele tiden og der dukkede aldrig en mulig far op. Jeg har aldrig haft lyst til at få nr 2 uden en mand, og nu er det for sent. Heldigvis har jeg jordens dejligste datter og jeg nyder og har nydt hende i fulde drag – men sorgen over ikke at være mor til 2 eller 3 vil altid være der.
Du ved, jeg ville have givet alt for endnu en lille baby, men sådan skulle det ikke være og vi nyder de 4 vi har og mindes efterhånden den 5. lille fyr med mere glæde og kærlighed end sorg.
Men en 6′er ville have været skønt og det tog mig vel 4 år, at erkende, at det ikke skulle være og nu har jeg det OK med det. Jeg ønsker mig ikke længere en baby, hvilket vel trods alt er meget heldigt i en alder af 45. Omvendt ville jeg have et mega problem, hvis jeg pludselig var gravid, men det er en anden sag. For selvfølgelig ville vi beholde den og be’ til at den var OK.
Jeg troede aldrig jeg ville misten lysten til en baby, men langsomt voksede det frem i takt med at min alder steg, for hver gang lagde jeg 18 år til og helt ærligt synes jeg, at jeg er for gammel til at blive mor nu. Måske ikke så meget lige nu, hvor jeg stadig kunne gå for at være 8-10 år yngre, men når jeg ser frem i tiden.
Så lige pludselig kommer det….helt af sig selv….men få nu lige den lille lækre 4′er først (og så kan jeg vel blive barselsvikar for dig, hvis der stadig ikke er nogen jobs at få
Jeg har 4 skønne unger på 11, 8, 3½ og 7 måneder, og jeg skal ikke have flere siger, min hjerne og mín mand. Mit hjerte får vist aldrig nok. Jeg tror det er noget jeg skal have lov til at “sørge” over – at jeg aldrig igen skal være gravid – føde – og have en lille ny baby. Jeg kan med min forstand godt se at vi har nok nu, men skulle det ske at jeg bliver gravid igen – så skal den lille da være så hjerteligt velkommen
Jeg bliver jo så også præsenteret for gravide, fødende og babyer hver dag på mit job – kald det lige selvpineri 
Mht at være for gammel – jeg var 25 første gang og 36 her med nummer 4, og jeg synes overhovedet ikke jeg er for gammel til at få flere – måske jeg får det sådan en dag, hvem ved. Hilsen Betina Bjerg Rasmussen
Det er faktisk ret spændende – og underholdende – at læse alle kommentarerne. Jeg ved ikke helt selv…må se hvordan det bliver at ha’ 2 styks + en hund + en mand, som gerne vil sejle en del i udlandet. Det er en balance som skal findes…
Egentlig var jeg hooked på 2 og kæresten på 3, og nu er det lidt omvendt med mig på 3 og ham på 2 (han har en ven, som har 3 drenge og som giver udtryk for at det er hårdt arbejde og ægteskabet lider under det…).
Jeg tror at jeg ligesom nogle af de andre får det svært når jeg ikke længere kan reproducere mig selv. Det er ligesom et kapitel som skal lukkes – og det bliver svært. Tilgengæld har jeg ingen fordomme overfor mødre på ca. 40 og det er jo heldigvis også ved at være helt normalt. Så grænsen går nok omrking de 40-42 år…
Det bliver spændende at følge jer, Frederikke…og tjek iøvrigt lige http://voresborn.dk/psykologi/5835-er-du-skruk
For pokker hvor er I fandeme alle sammen nogle lækre kvinder. Virkelig. Tusinde tak for jeres kommentarer. Det har været så interessant at læse jeres bevæggrunde for og imod flere børn. Jeg bliver så glad hver gang I inviterer mig inden for hos jer og det betyder virkelig noget. Det som jeg synes har været rigtigt interessant denne gang, er, at langt de fleste af jer faktisk både har 3 og 4 børn.
Som en “gammel” mor vil jeg da også gerne knytte en kommentar. Jeg har 3 pragtfulde piger på hhv. 2, 14 og 17 år. Jeg blev skilt fra de stores far da de var 8 og 10 år og levede alene med dem i ca. 3 år. Så mødte jeg “prinsen på den hvide hest” og vi fik et ønskebarn sammen. Jeg var 41 år da jeg fik nr. 3 og var ikke et sekund i tvivl (og det var iøvrigt planlagt) om at jeg skulle være mor igen. Mange har den betragtning at det er utroligt hårdt, som “gammel” mor, men jeg har en helt anden opfattelse. Jeg har lige pludselig 2 ekstra sæt hænder som hellere end gerne tager sig af deres lillesøster. Min kæreste og jeg tager roligt ud om aftenen, trygt vidende at de 2 store piger passer deres lillesøster, mindst lige så godt som vi kan gøre…. som en mor med en hel del erfaring kan jeg kun sige at jeg føler at moderrollen er meget nemmere at håndtere jo “ældre” man bliver.
Kære Frederikke, jeg har i stilhed læst om dit liv igennem mange år nu, og føler at du virkelig kan give mig noget. Du er helt igennem inspirerende for så mange mennesker og jeg beundrer din måde at være på. Jeg mistede min mor 6 dage efter jeg fødte den lille efternøler (iøvrigt opkaldt efter min mor), og har på min måde også et stort tab at skulle forholde mig til. Jeg læste bogen du anbefalede : Hvad præster ved om sorg med meget stor interesse.
Mine 2 store piger, var både ørebørn og havde kolik så jeg kan sagtens sætte mig ind i mange af dine problematikker.
Hej Susanne, tak for din kommentar og hvor gør det mig oprigtig ondt, at du skulle miste din mor så kort efter din datters fødsel.
Jeg kan huske, at jeg en gang (for maaaaange år siden) sagde, at jeg skulle have børn inden jeg blev 25 år og fik jeg ikke det, så skulle jeg ikke have børn. Nå men heldigvis blev jeg klogere og jeg føler mig da heller ikke gammel, om end jeg nogen gange ville ønske, at jeg kunne være ung mor, som min mor er… (18 år ældre end mig).
Jeg har en grænse, der hedder 40 år – men den kan sagtens ændre sig en smule, bl.a. fordi vi jo skal i behandling og ting har det med at tage tid, når man har brug for, at det går lidt stærkt.
Beslutningen om ikke at få flere børn tog jeg for snart 4 år siden i en alder af 40 år. Nogle gange – og kun i få øjeblikke – tænker jeg tanken, måske jeg skulle ha’ haft en til (det ville så være nr. 4). Men jeg fortryder ikke, at jeg valgte sterilisation for 4 år siden.
Nu er den yngst snart 11 år – den ældste er 21 år – og mon ikke jeg bliver beriget med nogle børnebørn en dag!
Jeg synes det er skønt, at “være voksen igen” og endda sammen med en skøn mand. Det at vores yngste er 10 år giver en helt anden frihed for mig, jeg kan gøre mange af de ting, som jeg i årevis har tilsidesat alene af hensyn til børn og mand.
Jeg har ikke længere en dårlig samvittighed over at bruge mere tid på mig selv (træne og være sammen med veninder).
Jer tror desværre, at vi kvinder er rigtig gode til at se de behov som vores børn og mand har, og vi derfor “glemmer” os selv og vores behov. Giver det mening??
Jeg var lige knapt 25 år, da jeg i 2001, 4 uger efter specialet var afleveret fødte den første. Regnede vist dengang med, at vi selvfølgelig skulle have de dér to børn, man jo plejer at få. I dag er jeg 33 år og mor til 3 levende (på 8½ år, 3½ år & 1 år) samt 1 død. Vi besluttede allerede før jeg blev gravid med vores yngste datter, at 3 levende børn ville være passende for vores familie..
Manden, fornuften, hjemmets størrelse og antallet af timer i døgnet taler også alt sammen for at det skal være sådan, og selvom jeg et sted i hjertet til evig tid nok vil være en lille smule kronisk skruk, og derfor mentalt har ladet døren stå lidt på klem, hvad det spørgsmål angår, så satser jeg på, at vi holder fast i at stoppe her og nyde de 3 fantastiske og helt unikke livsstykker vi har hos os…
Så ja, jeg er sgu nok færdig nu!
Hvor HAR det været givende at læse alle jeres kommentarer. Nogle af indlæggene fik mig næsten til at knuse en tåre. Hvor har nogle af jer været meget gennem… Jeg er nok selv i det der midterstadie. Der hvor man er sikker på, at der ikke kommer flere, og så alligevel – adspurgt i næste øjeblik “jamen kunne du ikke tænke dig…”. Jo, det kunne jeg nok godt. Men så var der altså bare mange ting, der skulle være anderledes. Fx min kæreste ønsker ikke flere børn. Faktisk har vi jo sammen tre. Og det er kun mig, der ville blive glad for en baby. Jeg kan heller ikke få tankerne bort fra, at det jo ville blive min personlige frihed, det ville gå ud over. Jeg nyder jo i fulde drag, at mine to – nu 6 og 8 år – er så store. At vi kan lave så mange ting sammen. Jeg ved også, at jeg ikke orker at skulle overskue legeaftaler, lægebesøg, skolearrangementer, arrangementer til sport osv osv for mere end to børn
Hatten af for jer, der kan! 
Hej Frederikke,
jeg går og tænker de samme tanker for tiden…mine levende børn er nu 4½ og 1½, og jeg kan mærke at jeg ikke er færdig med at få børn. Det er min mand til gengæld (mere eller mindre). Jeg er heller ikke selv sikker på at det ville være en god idé at få et barn til, men længslen er der. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg selv vil, det skifter fra dag til dag. Jeg har trods alt oplevet at det gik galt én gang, at mit barn var sygt. Nu er jeg 36 og tænker selvfølgelig på risici, sandsynligheder, tal, statistikker… Jeg kan bare mærke at jeg ikke umiddelbart er parat til at give helt slip på drømmen om et barn til.
Det er ikke let…
KH Ruth
Pingback: GODT NYTÅR | hende.dk