DEN SKRØBELIGE TILKNYTNING
I går var der en episode med Harald, der fik mig til at stoppe op og blive opmærksom på, at jeg reelt ikke har fået bearbejdet alt det kolikhalløj.
For det er jo ikke bare – ikke for mig i hvert fald – et spørgsmål om at han græd og ikke længere græder. Der har været en masse støj i mere end en forstand og det har helt klart påvirket en masse aspekter i forhold til min tilknytning til Harald og i forhold til mit eget billede som mor til Harald, men så sandelig også i forhold til hele familiestrukturen her hjemme. På mange måder synes jeg, at kolikken kan sidestilles med den krise, der ramte os, da vi mistede Cirkeline: Der var tab af forventninger.
I forsøget på at få Harald til at sove mere sammenhængende søvn i løbet af dagen, har jeg forsøgt at presse ham ind i et mere fast skema. Så da han vågnede fra sin middagslur efter 30 minutter i går, blev jeg stædig og valgte at få ham til at falde i søvn igen. Det gik absolut ikke efter planen.
Harald begyndte at skrige. Det stod på i 30 minutter og jeg var pludselig tilbage til vores dage med kolik. Jeg blev fuldstændig lammet og lige der tog jeg en beslutning om at nok er nok.
Bagefter lod jeg ham hænge i slyngen og så gik vi ellers rundt i lejligheden i en time i skumringen i tavshed. Jeg havde intet at give af. Overhovedet. Jeg var indadvendt og jeg græd.
Da kolikken stoppede gik det op for mig, at jeg havde holdt min søn en smule på afstand. Jeg havde en vis distance til ham. Det var en nødvendighed for at kunne overleve, dels pga. den ufattelige og vedvarende gråd som jeg ikke kunne stoppe, dels fordi jeg reelt havde øjeblikke, hvor jeg var så hundeangst for at jeg skulle miste ham.
Vi er så småt ved at finde ind til hinanden igen. Mig til ham. Men det er skrøbeligt, det mærkede jeg i går og det gør mig så ufattelig ked af det; han er jo for pokker min søn og jeg elsker ham helt ubeskriveligt meget.
Og fordi det er så skrøbeligt, så er jeg nødt til at værne om det og lade det finde ro. Jeg har taget en beslutning om, at Haralds rytme er den som er styrende. Så jeg lader ham sove de 30-45 minutter ad gangen og lader ham være vågen i 45-60 minutter. Det fungerer allerbedst. Det opdagede jeg i dag og min søn var glad hele dagen og jeg var glad.
Vi putter ham stadig for natten kl. 18.30 og indtil videre sover han til næste morgen kl. 6.30-7 med amning kl. 23, 02, 04 og kl. 06. Det er helt fint med mig. For så længe jeg har en stille aften, så får jeg slappet af.
Endvidere er voksiposen lagt væk og i stedet er Harald nu direkte i City Eliten, så kan han – når han er vågen – sidde op (på den skrå og tilbagelænet måde) og følge med. Det er vist noget han kan lide.
Det bliver ikke mit sidste indlæg om kolik. Nu er der kommet hul på bylden.
No. 1 — 10.03.2010 at 20:31
Frederikke – du er et af de modigste mennesker jeg kender….kram til dig for din ærlighed og pøj-pøj med at lære Harald at kende “forfra”.
No. 2 — 10.03.2010 at 20:40
Jeg kan kende SÅ meget det du skriver. Dengang bøffen skreg på dén måde begyndte jeg altid at kampsvede, fordi jeg ikke vidste hvornår hun ville holde op igen. Det gør jeg stadig en gang i mellem, når jeg ikke helt kan finde ud af hvorfor hun græder og om hun har tænkt sig at holde op igen. Jeg har vist heller ikke helt fået bearbejdet det.
No. 3 — 10.03.2010 at 20:51
Wow. Dit indlæg har givet mig stof til eftertanke. Jeg har selv haft det rigtig svært i forhold til Carl og hans manglende evne til at sove. Det har tit fået savnet til Elisabeth til at blusse op, for det jeg ikke fik med hende var jo det jeg havde ønsket mig. Ét barn – et nemt barn som Ingrid vel at mærke – som man kunne tage med rundt i barnevognen. Det kunne man ikke med Carl og kan stadig kun tildels. Det har været en kilde til rigtig meget stress at have sådan et barn der skreg når han var færdig med at sove og som ikke gad at ligge i en barnevogn med mindre han sov. Det har i den grad været tab af forventninger, men det ser jeg først nu da du gør mig opmærksom på det. Du er fantastisk og gør dig så mange kloge overvejelser Frederikke.
No. 4 — 10.03.2010 at 21:08
Klap på skulderen herfra. Du tager dig selv med på nogle interessante rejser – eller livet tager dig med på nogle interessante rejser, skulle jeg måske skrive. Du er sej at du åbner øjnene og lære!!
No. 5 — 10.03.2010 at 21:29
Jeg vil tilslutte mig koret: jeg respekterer dig SÅ meget for din ærlighed og evne til at se tingene lige i øjnene.
Og jeg kan genkende meget af, hvad du skriver om tilknytning til et “vanskeligt” barn (mit ord). Lige nu er jeg meget, meget tæt på mit yngste barn som er 21 måneder. Tættere end vi nogensinde har været, og jeg kan mærke at der sker en heling i forhold til, hvor svært det var med ham for mig i starten af hans liv. Så jeg vil bare sige giv tid, giv tid og det falder til ro og bliver i orden
Jeg synes det lyder helt rigtigt at lade ham styre sin soverytme om dagen. Vi kan så nemt blive påvirkede af, at børn skal sove på nogle bestemte måder, men børn er jo for pokker forskellige.
Rigtig meget held og lykke med det hel.
KH
No. 6 — 11.03.2010 at 09:10
Jeg er enig med dig.
Det tog mig omkring et år at vænne mig til, når Arthur skreg om aftenen – selv om den reelle kolik ‘kun’ varede omkring 4 måneder. Det sidder i kroppen. Og det er en KÆMPE byrde!
For mig var det meget dobbelt. Jeg brokkede mig over min søns gråd, fortalte hvor hårdt det var – og samtidigt turde jeg ikke ‘give’ ham fra mig, fordi jeg så ville se det som om, jeg kapitulerede, at jeg ikke elskede ham. Det, der gjorde det værre, var, at der var meget familie, der – trods kolikken, trods han ikke sov – ikke ville lade mig være ked af det. “Han er det bedste, der er sket for dig!” blev de ved med at sige, og ja, det var han da. Men han var også det værste. Det var slet ikke sådan, jeg havde troet, det ville være at blive mor…
For mig tog det omkring et år at føle mig som rigtig mor. Omtrent lige så længe, det tog at få hans kolik ud af min krop. Det første år frøs jeg til is, når han græd om aftenen – også selv om det kun var for at vi skulle komme og finde sutten til ham.
I dag er Arthur nok tæt på verdens nemmeste 2,5 årig. Mild, glad, god, sover som en drøm. Men det har fannerme også taget en krig at komme dertil. Nu er mit håb, at lillebror (37+noget) ikke får kolik.
P.s. Det hjalp mig, da jeg læste om en kvinde, der først følte sig som mor, da hendes datter var 10 måneder eller noget. Eller -da jeg læste artiklen som gravid, tænkte jeg ‘hun er fucked up!’. Men senere blev den artikel bare et pejlemærke. ‘Det er okay – vi bliver alle mødre på forskellige måder på forskellig tid – for vi har forskellige børn’.
P.p.s. KÆMPESTORT KNUS TIL DIG – for det er noget fuck at gennemgå…
No. 7 — 11.03.2010 at 10:13
Jeg har ikke (heldigvis!) haft kolik børn, og jeg har ikke prøvet at miste et barn (gudskelov!)-alligevel kan jeg nikke genkendende til det du skriver om den skrøbelige tilknytning. Jeg fik en ret alvorlig fødselsdepression første gang, og overvejede seriøst at bortadoptere min dreng -senere at slå os begge ihjel! -jep, seriøs depression.
Idag hvor han er 4 år har jeg stadig dårlig samvittighed over at jeg (!) ikke formåede at skabe morten korch fuglefløjt over hele linjen, for jeg elskede (og elsker) ham ubeskriveligt *suk*
Jeg er ret sikker på Silas er mit hjertebarn -måske pga den hårde start vi fik, ikke at jeg ikke elsker Emma lige så meget, det er bare på en anden måde…
Og så kan jeg godt sidde i en stille stund og overveje hvem af mine unger jeg skal redde først, hvis jeg skulle tage det frygtelige og hjerteløse valg! Betyder min umiddelbare tanke alligevel at jeg elsker mit ene barn højere end det andet?!
No. 8 — 11.03.2010 at 10:24
Hej Frederikke,
Jeg kan kun give de andre ret i, at du gør dig nogle skarpe iagttagelser. At det er iagttagelser af dig selv og dine nærmeste gør det kun endnu mere imponerende. Jeg er imponeret over dit klarsyn og din evne til at verbalisere de svære følelser!!
Som de andre der har kommenteret kan jeg godt selv genkende og mærke det er du skriver om. Dog havde min datter (nu 8 mdr) ikke som sådan kolik (eller hvad definerer egentlig kolik??), men hun skreg meget hver aften (så måske alligevel…). Tænkte ikke på det som kolik dog. Det er heller ikke pointen.
Når hun ikke skreg var hun nem og ville både sove og hygge sig med sit legetøj osv.
Nu skriger hun ikke om aftenen mere, men er ikke særlig ‘nem’ iøvrigt. Overhovedet. Hun lader mig gang på gang stå tilbage med følelsen af, ikke at være præcis den mor hun har brug for. Jeg har indtrykket af, at det eneste hun vil, er at bruge mig som et middel. Hun vil op til mig og så vil hun ikke være der alligevel, men hun vil heller ikke ned igen. Hun gider kun sjældent de rolige aktiviteter, hvor vi har god kontakt (heldigvis gider hun godt den slags med sn storebror:))
Som du skriver, er børn jo forskellige. De har deres individuelle soverytme og deres individuelle legepræferencer. Jeg må nok krybe til korset og indrømme, at jeg også er skuffet. Igen det der med forventninger. For sådan var storebror jo og derfor skal lillesøster også være sådan. Og det er sådan babyer skal være. Man skal sidde med dem på skødet og lege og hoppe med dem og synge for dem og kigge dem dybt i øjnene og de SKAL elske det!
Men altså sådan er det ikke med den her fidus… Og jeg kan mærke, at mine tabte forventninger på samme måde får mig til at lukke lidt af overfor min datter. Og det gør mig selvfølgelig rigtig ked af det – og det hele bider sig selv i halen og jeg begynder at overveje hvad f…. det er jeg har gjort forkert.
Min sp har foreslået, at jeg hver aften forsøger at skrive de små succeser ned. I hvilke situationer havde vi god kontakt og hvornår og hvordan fungerede det godt. At fokusere på det positive altså:)
Men jeg er glad for at høre fra andre, at det sandsynligvis vender på et tidspunkt.
Held og lykke med den nye strategi! Glæder mig til at følge Jer videre.
Lina
No. 9 — 11.03.2010 at 10:40
Angst blandet med tab af forventninger lyder som en styg blanding. Jeg kan godt forstå det er skrøbeligt at finde ind til hinanden igen. Man må føle sig så afvist, når der bare er gråd og intet virker?
Stort cyberkram!
No. 10 — 11.03.2010 at 11:05
Du er sej smukke! Tænk, hvor er dine to drenge heldige at have dig som mor. Med så meget selvindsigt og evne og mod på at sætte ord på. Vores børn må sgu ikke vokse op og tro at vi er perfekte, for det er vi ikke, det er der ingen der er!
Kæmpe kram til dig
No. 11 — 11.03.2010 at 11:31
Først og fremmest: Tak for alt jeres ærlighed. Jeres kommentarer falder ikke kun på et tørt sted, de giver også en følelse af samhørighed og det er altså guld værd. For det er alle de forbudte følelser, der kommer op til overfladen og det er noget trygt i at vide, at man ikke står alene med følelsen af ikke at slå til.
#Janne: Tak og du har ret; jeg skal lære Harald at kende én gang til.
#Kitkat: Jeg har ofte oplevet at kampsvede, når Harald satte i gråd og det er gerne, når vi er ude. Så er situationen bare det mere pressede, synes jeg og oplevelsen af stress endnu større. Det tager sikkert noget tid at bearbejde det, men at være ærlige omkring det må være en start.
#Sofie: Tab af forventninger er nok det, der forstyrrer mest. For vi har jo en forventning til, hvordan skal være. Det er sjældent, at denne forventning bliver indfriet og langt de fleste gange er det muligt at trække på skuldrene og sige, nå ja – men så er der alle de ting, som der sjældent bliver talt om eller sat fokus på og så er det, at går op for en, at det ikke er o.k. Det er svært at give slip på forestillingerne, men det er så pokkers befriende, når det endelig sker.
#Lotte: Tak. Jeg må også sige, at jeg er kommet vidt omkring rent følelsesmæssigt.
#Dorte: Børn er forskellige. Heldigvis. Alligevel kan jeg godt mærke, at der går noget tid eller skal særlige omstændigheder til før det for alvor går op for mig. Jeg glæder mig til en heling af forholdet mellem mig og Harald. Jeg ved, at det er mig selv, der skal arbejde på det og de første skridt synes at være 1. at erkende det, 2. at tale om det.
#Maria: Jeg kender dig. Af en og anden grund er det så sårbart for mig at tage imod omgivelsernes hjælp og tilbud om at give mig lidt fri. Jeg får det skidt, når jeg tænker det til ende, for hvordan kan jeg ønske mig fri fra mit eget barn. Sandheden er bare den, at det behovet er der og den frihed kan give lidt mere overskud til det videre forløb.
Det er lidt pudsigt, det du skriver med at det tog et år at få kolikken ud af kroppen. Det er jo ca. den tid, den tager at få den værste sorg ud af kroppen, når man mister noget (i vores tilfælde Cirkeline). Men det giver også rigtig god mening.
#Karina: Er det egentlig ikke lidt interessant, du siger, at du heldgivis og gudskelov aldrig har hhv. mistet et barn eller haft et barn med kolik og jeg siger, at jeg heldigvis og gudskelov aldrig har oplevet en fødseldepression. For jeg kan end ikke begynde at begribe, hvor følelsesmæssigt hårdt ramt man må være og hvor “farligt” det kan være.
Hele problematikken omkring kærligheden til ens børn… puha, den har jeg haft oppe og vende i mit indre mange gange og en dag må jeg skrive et længere indlæg om det. P.t. har jeg en voldsom skyldfølelse over for Gustav. Jeg føler, at jeg tilsidesætter ham og jeg føler indimellem også, at der vokser en afstand mellem os. Jeg vil så gerne give ham endnu mere, men Harald har bare taget alt min tid og mit overskud. Der har intet været tilbage. Det gør ondt.
#Lina: Vi fik ikke lægens ord for, at det var kolik. Den diagnose/tilstand stillede vi selv, nok mest fordi vi havde brug for at forklare alt den gråd ikke kun overfor os selv, men også overfor vores omgivelser. Kolik defineres ved mindst 3 timers gråd om dagen, mindst 3 gange om ugen og i 3 måneder.
Det tærer voldsomt på en, når man ikke rigtig kan læse sit barn eller af uvisse årsager ikke opfylde deres behov og utilstrækkelighedsfølelsen er abnorm.
Det lyder som en rigtig god idé at skrive alle de små successer ned. Det vil jeg tage til mig og måske det også er en god idé at overføre det til Gustav, når han bliver puttet om natten, at tale om fx 3 gode ting, der er sket i løbet af dagen.
#HeidiBF: Ikke kun afvist, men også på nippen til selv at afvise. Det er frygteligt.
#Jeanette: Jeg håber sådan, at de vokser op med følelsen af, at jeg elsker dem uanset og jeg virkelig forsøger at gøre mit allerbedste hver eneste dag og selv om de måske indimellem føler sig overset, så håber jeg aldrig, at jeg giver denm grund til at føle sig svigtet.
No. 12 — 11.03.2010 at 11:31
Du er simpelthen så sej. Magen til viljestyrke, ærlighed og selvindsigt skal man lede længe efter.
Er ikke i tvivl om at Harald og dig nok skal finde hinanden.
Mange tanker herfra.
No. 13 — 11.03.2010 at 11:32
#Marlene: Tak for dine ord. Jeg tror også, at vi er på vej – men jeg synes sgu, at det skulle gøre rigtigt ondt først. Øv.
No. 14 — 11.03.2010 at 12:41
Frederikke, jeg (og andre) har skrevet det før, men du er en fantastisk mor! Du er så meget i kontakt med dine egne følelser og hvordan du gerne vil ændre det, som ikke er rigtigt for dig og din familie. Jeg beundre din selverkendelse og styrke.
No. 15 — 11.03.2010 at 13:02
Tager hatten af for dig, Frederikke…
Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har været mere end almindelig heldig med mine børn og deres milde/glade sind som babyer.. (de tager så revenche når de bliver et par år og finder ud af, at de da også har en mening… om ALTING
Jeg kan næsten begynde at svede blot ved tanken om, hvordan det er/har været for dig (og for flere af de andre som har kommenteret).. Hold fast, det lyder virkelig benhårdt!!
Du klarer det SÅ flot – og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hverken Gustav eller Harald kunne have fået en mere nærværende, opmærksom eller reflekterende mor..
De vil vokse op som trygge og kærlige drenge!
- du og Harald vil finde hinanden på ny lige så stille..
Kram herfra
Knus fra Kivi
No. 16 — 11.03.2010 at 19:48
[...] marts 2010 · Skriv en kommentar Dette skønne indlæg med tilhørende kommentarer ovre hos Frederikke fik mig til at tænke på et af de sidste tabuer [...]
No. 17 — 11.03.2010 at 21:31
#Vevika og Kivi: Tusinde tak for jeres ord.
Og endnu en gang tusinde tak for jeres støtte og tak for jeres opbakning og opmuntring. Det betyder noget, at I synes, at jeg gør et godt stykke arbejde som mor… men der er opstår også en vis form for præstationsangst: for kan jeg virkelig leve op til alt det og så håber jeg bare, at mine unger – der hvor det tæller – også får den oplevelse