JEG TROR PÅ DET

Nu er jeg sikker i fuld gang med at jinxe hele lortet, men jeg vover pelsen. Vi har nu haft 14 dage uden kolikgråd. FJORTEN DAGE! Det er næsten ikke til at forstå. Der er stadig gråd, men det er til at holde ud og vi er efterhånden ret sikre på, at det ikke er kolikgråd, men nok mere en afart. Der er stadig bøvl med maven, specielt når luften skal passere (mavedråberne har dog hjulpet helt ekstremt) og afføringen er næsten blevet en daglig begivenhed.

Nu er der vist en masse ting, der skal indhentes. Så Rahald Habibi er vågen væsentlig flere timer og det virker som om, at vi så småt kan begynde at arbejde på en rytme. Det her er jeg dog noget forsigtigt med, da jeg ved, at det hele lynhurtigt kan vende og det egentlig fortsat passer bare at flyde med.

Harald er helt klart et slyngebarn. Måske fordi jeg er meget mere slyngemor end med Gustav, måske som følge af kolikken, måske en kombination. I går købte jeg en slyngevugge over nettet og venter på, at den ankommer med posten. Vi har en Leandetvugge lige nu, men den gør ikke det samme som slyngevuggen. Måske er det penge ud af vinduet. Nu ser vi og ellers må jeg en tur på Trendsales med den.

Det er virkelig en helt anden baby, vi har fået os. Han er også blevet meget mere glad og sender smil af sted. Selv storebror (der ellers var begyndt at tegne mig med Harald interna i stedet for externa) er begyndt at blive godt tilfreds med lillebror.

Tror vi på det? Ja vi gør så! (Råbt med samme iver som Byggemand Bob og hans slæng).