CIRKELINE KOM TÆT PÅ
Det er længe siden, at jeg har været hos Cirkeline. Jeg tror faktisk aldrig, at der har gået så lang tid før. Det er o.k. – om end jeg godt kan mærke, at det stikker lidt i mig nu. Tiden har bare ikke været til det og vejret har også spillet en afgørende faktor. Sneen har ligget tungt og gjort det til mere en udfordring at forcere snedriverne. Generelt er det blevet mindre efter afstanden til hende (vel egentlig både fysisk og psykisk… piv) er blevet større.
I en travl hverdag med to levende drenge og en masse logistik, så er det også en naturlig udvikling. Cirkeline er jo med på sin egen måde, nogen gange mere nærværende i sit fravær end andre gange. Det kan stadig være pokkers sorgfuldt, at vi skulle sige farvel til hende, men mest af alt synes jeg, at det er frygteligt abstrakt at have et dødt barn.
Billedet af hende er statisk. Indimellem forsvinder det i en tåge af øjeblikke og de 10 dage med hende synes nogen gange at være en fortælling end et reelt minde. Måske er det derfor, at der er tidspunkter, hvor jeg bliver nødt til at skrive om hende. For så mærker jeg hende, kommer i kontakt med savnet. Er det masochistisk? Måske. Et og andet sted også en nødvendighed.
Døde børn bliver ofte glemte børn i forhold til omgivelserne og man kan vel ikke forvente andet. Det er jo ikke deres hverdag, deres virkelighed. Udviklingen er ikke den samme. Der er ikke noget nyt at berette – men indimellem dukker savnet op til overfladen og behovet for at genfortælle – for vores vedkommende – 10 dage.
Det er ikke muligt at bruge Cirkeline som erfaringsgrundlag for børns udvikling. Vores børn. Her er det Gustavs udvikling, der bruges som målestok for Haralds. Det er så få ting i forhold til Cirkeline, der gør sig gældende i forhold til Gustav og Harald… som fx graviditeten, fødslen og hvor hurtigt mælken løb til.
Tænk en gang… det her indlæg var lige hvad jeg havde brug for. Jeg fik mærket hende og i det sekund Harald vågnede, så forsvandt sorgen over det, der ikke fik lov til at være og blev erstattet af alt det, der kom i stedet for. To dejlige drenge. Jeg er lykkelig, heldig og taknemlig.
No. 1 — 3.02.2010 at 11:03
Suk smukke, hvor er det bare rigtigt. Forbandet rigtigt!
No. 2 — 3.02.2010 at 14:50
Hej Frederikke
Dejligt at du bruger bloggen til at fortælle om de tanker og overvejelser du gør dig. Jeg forstår godt at du engang i mellem må tale om Cirkeline for at gøre hende konkret. Minderne blegner jo, jo længere tid der går efter at vi har mistet. De bliver til små glimt, som nogen gange føles som var det en drøm.
God onsdag til dig.
No. 3 — 3.02.2010 at 15:22
Frederikke, når du skriver som du gør, føles det meget levende for mig. Mine tårer presser sig på og jeg synes, at du formår at holde mindet om Cirkeline i live på en smuk måde. Det er mere end blot en fortælling.
No. 4 — 3.02.2010 at 17:15
Jeg genkender så meget det abstrakte minde, nødvendigheden og savnet. ‘Intet nyt at berette’, men alligevel et vist behov for netop det…
No. 5 — 3.02.2010 at 17:49
Smukt skrevet…
No. 6 — 3.02.2010 at 18:16
En gang imellem må vi på en eller anden måde være i kontakt med vores døde børn. At skrive om dem en af måderne. Sådan kan jeg også stadig have det. Jeg er jo “en af dem”, så jeg holder meget af at læse om Cirkeline. At høre hendes historie og de små ting, der knytter sig til den.
No. 7 — 3.02.2010 at 21:23
Ihh altså – og man mærker hende helt igennem skærmen altså!! Og sandt med lykken, hvor er du sej og go til at få det ud.
Ved du hvad. Da jeg var 14 døde min lillebror og bedste ven. Han var 13. Vi var pseudotvillinger og bare bedst sammen var vi. I rigtig lang tid mærkede jeg ham hele tiden – næsten for meget. Nu er det mange år siden og jeg er voksen, har børn, familie og alt det der. Men han sniger sig stadig på gør han. Ikke mindst fordi min ældste ligner ham så forbandet meget!! Han mangler bare et par blå stålbriller – så er den hjemme! Ind imellem kommer sorgen og savnet stadig snigende – men så siger Hjalte et eller andet sjovt eller skørt der gør ham til helt præcis sig selv og så strømmer lykken nemlig igen.
SÅ døde børn og for mit vedkommende døde søskende skal bare være der ikk?? Og så får de mere plads når det er nødvendigt. Vi taler stadig om Kim – ind imelllem mere og tit mindre.
Jeg synes du er rigtig god til at få Cirkeline med. Måden du deler hende med os er helt helt ubeskrivelig modigt og sejt synes jeg. Det er så levende og rigtigt – og ja…
No. 8 — 3.02.2010 at 21:52
Puha, Frederikke. Du skriver så smukt og selvom jeg aldrig har været i din situation, så rammer du alligevel helt ind i hjertet og det giver helt og aldeldes mening at du skriver, som du gør. Smukt!
No. 9 — 4.02.2010 at 16:20
Når jeg er presset og træt af ingen søvn om natten, så er det som om jeg savner Elisabeth lige lidt mere end ellers. Så har jeg brug for at få sat ord på. Det gør ondt, men samtidig også godt. De døde børn er der jo et eller andet sted, også selvom de ikke får lov at fylde ret meget i en allerede overfyldt hverdag, og en gang imellem kræver de lidt af pladsen. Det var så lige nu Cirkeline fik brug for at titte lidt frem. Sådan er det bare nogen gange og faktisk helt rart når det sker synes jeg.
No. 10 — 7.02.2010 at 20:06
Du rammer mig virkelig på den måde du skriver. Det stikker i mig når jeg læser det.
Hjælper med at sætte pris på nuet, hverdagen, de hårde nætter og ja.. det hele. Livet. Det er skønt.
Er frygtelig ked af at hære om jeres enorme tab, men det er fantastisk at høre at du er så god til at bearbejde det. Tak for at du vil dele det med os.