TRÆTTE TIRSDAG
Mandagen sluttede med en time alene under dynen efter Gustav var blevet puttet og faldet i søvn. En time hvor jeg gloede serie, mens Ulrik gik med Harald i klapvognen.
Vi havde en invitation til i dag hos Sofie, men den blev desværre aflyst. Måske var det godt det samme, for selv om det umiddelbart tegnede til en usædvanlig god tirsdag, hvor jeg havde fået 4 timers i streg den første del af natten, så endte det med baby i viklen hele morgen, formiddagen og de første par timer om eftermiddagen indtil storebror skulle hentes og bøvlebaby kom i klapvognen.
Det er muligt at vi er kommet meget af kolikken til livs, men der er stadig bøvl. Jeg ved ikke om det præcist er maven, men noget er der og det er tydeligt at se, at der ligesom kommer nogle jag. Værst er det – pudsigt nok – når han skal sove. I dag var det stort set umuligt for mig at lægge ham fra mig uden at det samtidig satte gang i sirenen.
Selv havde jeg erhvervet mig en hovedpine og orkede faktisk ikke at pakke både mig og baby ind for at gå rundt i 2900 Crappiness uden formål. Faktisk ville jeg allermest gerne putte med baby under dynen. Det lod sig bare ikke gøre og måske giver jeg ALT for hurtigt op og måske burde jeg bare lade baby græde lidt og det tager ingen jo skade af, vel?
Det gør jeg. Tror jeg. Jeg kan ikke holde babygråden ud og slet ikke, når jeg samtidig kan høre, at det er fordi, der er noget galt. Jeg kan ikke holde babygråden ud, når jeg nu ved, at den reelt stopper så snart han er helt tæt til mig. Så er det er sikkert min egen skyld, fordi jeg for længe siden tog en beslutning om, at mit barn (mine børn) ikke skal græde, hvis de kan trøstes.
Så jeg fik ikke hvilet mig. Jeg fik lullet rundt med Rahald i viklen. Han fik sovet og jeg fik gået nogle kilometer (mindst!) frem og tilbage mellem køkken-alrum og soveværelset (de eneste steder, hvor vi har varmekilder).
Fik hentet Gustav, fik ringet til veninden og fik en aftale i stand. Hun kommer lige om lidt og henter mig og drengene og så kommer Ulrik efter arbejde. Så får vi et bad, spiser mad og hygger i et fantastisk selskab. Det kan altså virkelig – om noget – bringe solen frem efter en grå dag. Så gør det ikke noget, at vi kommer lidt senere hjem og ikke får overholdt sengetiden.
PS: Tusinde tak for jeres tilstedeværelse og super skønne tilbud om at agere varmestue. Det luner i sig selv.
No. 1 — 26.01.2010 at 17:34
Nå men den der tudemarie med skide ondt i maven ser faktisk temmelig nuller ud som han sidder der helt tæt ind til sin smukke mor:o)
No. 2 — 26.01.2010 at 18:08
Altså den lille Harald. Hvor er det bare svært, når man ikke kan finde årsagen til gråd og ubehag. Men hvor er du bare god til at hjælpe ham og skabe ro og sikkerhed. At det så går ud over dig og din søvn er bare rigtig rigtig øv – forhåbentlig ændre det sig lige pludselig
) Ved ikke om jeg har skrevet det tidligere, men vores lille Johannes sov/boede på os/vores arm/bryst den første måneds tid+ og det var SÅ hårdt! Men pludselig var det slut og det hårde lå vist allermest i, at vi ikke vidste, hvornår det ville slutte…
Og jeg er for øvrigt helt enig i din holdning til “unødvendig” gråd. Johannes bliver også trøstet, nusset og pusset. Og jeg kan høre nok så mange gange at børn ikke tager skade af at græde lidt, men det gør jeg!
Og lige en sidste ting. Dejligt at have dig tilbage. Du har et enormt overskud!
No. 3 — 26.01.2010 at 19:14
Altsaa ham lille Rahald han lyder fuldstaendig som min Lucas da han var lille. Bare rolig, det varede “kun” 10 maaneder!!!! Den eneste maade vi kunne faa ham til at falde til ro paa var at vikle ham super stramt ind i et taeppe eller dyne og saette ham i en gynge. Saa faldt han i soevn eller hvis han kunne faa lov til at sidde stramt viklet ind i sin auto stol.
Det er bare saa haardt, ikke mindst for psyken.
Naa ja, Lucas var vel ogsaa lidt en undulat for han kunne rigtig godt lide at falde i soevn med et viskestykke over hovedet. Saa blev der ligesom lukket af for alle ting og saa kunne han jo ligesaa godt sove!! Proev det!!
No. 4 — 26.01.2010 at 21:12
Kære Frederikke
Jeg har heller aldrig kunnet holde ud at ungerne græd, og kan det stadig ikke. Derfor har vi nu i 10 år haft en eller flere unger i smørhullet i dobbeltsengen. På et tidspunkt vil de hellere sove i egen seng. Viklen er vi her i huset også meget glade for. Jeg har aldrig forstået hvordan det kan være sundt at skrige sig i søvn om man er 2 måneder, 2 år eller 5. Det må da være forfærdeligt. Du gør det helt rigtige, ligenu er det hårdt – men det bliver lige pludselig anderledes. Husk nu også at nyde det, pludselig skal guldklumpen konfirmeres
No. 5 — 27.01.2010 at 15:58
Kære Frederikke,
Tillader mig lige at blande mig. Du skriver ” Jeg ved ikke om det præcist er maven, men noget er der og det er tydeligt at se, at der ligesom kommer nogle jag. Værst er det – pudsigt nok – når han skal sove.”
Nu ved jeg jo ikke hvordan du putter ham, men mange børn der bøvler med maven, bryder sig faktisk ikke om at ligge på ryggen og får netop ondt, når de ligger sådan. Ved godt man ikke “må” ligge dem på siden….men her hjælper det altså når sønnen på 5 måneder har ondt i maven. Og hvis du putter sammen med ham er der vel heller ikke den store risiko for, at han ruller om på maven.
Og så er jeg helt enig med dig i, at børn ikke skal græde, hvis man kan trøste dem. Mener bestemt at der er en grund til de græder…
No. 6 — 28.01.2010 at 11:46
Jeg lægger Harald til at sove på siden, i løbet af natten triller han selv om på ryggen. Når har de der jag, så svøber vi ham i hans dyne og sidder med ham, men måske vi skulle forsøge os med at svøbe ham og så lægge ham på siden i sengen og så vugge ham på den måde. Det tror jeg, at jeg prøver