Her midt i ferien har jeg været ved at brøle væsentlig mere end jeg bryder mig om. Jeg har til dels kunne styre det. Til dels, for selv om jeg ikke har brølet ad dem og blæst dem omkuld, så har jeg alligevel været tæt på.

Jeg øver mig hver dag på at gøre det bedre og jeg bliver klogere på hvad der virker og ikke virker. Den største øvelse for mig, er, at slappe af, give plads og være mere med frem for at være hende, der udstikker ordrer og stiller urimelige krav til alt muligt. For sandheden er den, at det går bedst, når jeg er til stede uden en skjult dagsorden. Så jeg gør mit ypperste for at møde dem, der hvor de er.

For Gustav betyder det, at nøde hans selvværd ved bl.a. at fortælle ham, at jeg kan godt forstå ditte og hint kan være svært og jeg ved jo, at han er væsentlig mere sensitiv end gennemsnittet. Så når Harald skubber til ham, så føles det for Gustav som om, at han bliver væltet omkuld og det reagerer han på. Det reagerer jeg også på. Ved at blive sur og skælde ham ud og forvente, at han lader være. Det er bare ikke løsningen og det får jo ikke Gustav til at ændre sin adfærd. I stedet efterlader det ham med følelsen af, at han ikke er god nok. Det er så sårbart for mig.

Når jeg brøler så fik jeg det jo ikke bedre og det var jo ikke fordi drengene lærte noget af det. De blev i stedet bange for mig og jeg sad tilbage med dårlig samvittighed. Det er svært at slippe. Svært ikke hele tiden at hælde skyld og skam ned over dem.

Faktisk føler jeg ofte – nok fordi det også er sådan – at det går mest ud over Gustav. Det er som om at Harald er beskyttet af sin alder, hvilket han til dels også er, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det skal gå dobbelt ud over Gustav.

Jeg synes, at der sker små fremskidt. Det går ikke stærkt og jeg ved også godt, at den slags ikke kan forceres – men jeg glemmer at rose mig selv, når det så lykkes og fungerer og i stedet fokuserer jeg på alle de gange, hvor jeg brænder en lille smule sammen.

For virkeligheden er den, at når jeg virkelig forsøger (når vi forsger – for det kræver teamwork mellem mig og Ulrik), så spiller familien rigtig godt og det føles rart at være sammen og de konflikter/konfrontationer, der måtte være synes at ubeskrivelige små og tackles på tilfredsstillende vis.

Jeg ved godt, at ingen er perfekt og der for de fleste er perioder med mere skæld ud end andre. Jeg stræber på ingen måde efter det perfekte og jeg forventer heller ikke, at jeg på den anden side aldrig skælder ud og bliver sur. Men jeg stræber efter at behandle mine børn med væsentlig mere anerkendelse og respekt end jeg synes, at tilfældet har været.