Det Orange Næsehorn har flere gange opfordret til, at man sender et billede af de situationer, hvor man ville have brølet af sine børn og jeg har flere gange tænkt, at det vil jeg gøre for på den måde måske at se det lidt udefra og forhåbentlig få et smil på læben i stedet for. Der har bare ikke rigtig været anledning til at gøre det eller situationer, hvor jeg har tænkt nu tager jeg et billede og så holder jeg brølet tilbage.
For jeg brøler ikke fordi de laver skarnsstreger. Det generer mig ikke, at de vælger at tømme en hel ny køkkenrulle for papir, fordi de skal bruge røret. Det generer mig ikke, at de spilder saft på gulvtæppet eller pludselig står og tegner på væggene eller slår hul i gipsvæggen med et trætog. Det får mig ikke op i det røde felt. Jeg kan blive irriteret og sur – men jeg blive ikke vred.
Jeg brøler fordi de larmer i sådan et omfang, at jeg reelt bliver topstresset og slet ikke kan sortere i det. Det er ikke larm, som når de leger individuelt med biler eller lego eller lignende. Det er den slags larm, der opstår, når de ikke rigtig kan finde ud af det med hinanden og samtidig ikke vil lade hinanden være og så ender de op med at drøne rundt efter hinanden i lejligheden med en pitch så høj, at jeg kan mærke hvordan mit blodtryk stiger og det begynder at dunke i mine tindinger. Det er det, der kan få mig til at brøle. Jeg bliver anspændt og kan slet ikke tænke klart.
Så de røg i tøjet og vi gik i haven, her er der trods alt lidt højere til loftet. Så selv om jeg ikke brølet af dem i dag, så var jeg godt nok meget tæt på og det gik for alvor op for mig, hvad det er der trigger mig.
God løsning! Det er også lige præcis det der får mig ud af balance, al den støj og larm!
Du er sej! Og jeg blir lidt stolt, på dine vegne. Du har taget kontrollen og bestemmer selv og lader ikke situationen tage over. Godt gjort.
Jeg forsøger også at parkere ‘Sure mor’ i et hjørne, men det er svært. Der er ikke så meget råben her, mere skæld ud og på skammel – lidt for hurtigt….
Det indlæg kunne være skrevet af mig! Min mellemste søn havde i en årrække en vane med at producere lyde i en uendelig kværnen, når han legede eller var godt tilpas. Det kunne drive mig til vanvid fordi det var en støj og nogle lyde, der fuldstændig lavede kaos og rod i mit hoved og forhindrede mig i at tænke to sammenhængende tanker. Han er heldigvis vokset fra det, men jeg kunne også brøle højt og inderligt dengang fordi det gik helt ind under huden på mig. I dag er “brøleriet” meget reduceret, men jeg husker det som var det i går, da mine drenge havde samme alder som dine.
Jeg tror også at det der giver “stress i hovedet” er konflikter mellem børnene der accelererer. De andre “ulykker” giver netop (medmindre der sker mange samtidigt!) “kun” anledning til almen irritation
Du er sej sej SEJ! Frederikke. Det der er vi mange som kan lære meget af!
Jeg har det præcis sådan. Det er mine drenges larm, når deromme loge ved, hvad de skal lave og derfor karter rundt, der stresser mig, men allermest deres skænderier. Jeg bliver stresset, det suser for ørerne, jeg sveder og min hjerne bliver til grød og så er det jeg nogle gange kommer til at brøle. Jeg er ellers temmelig tålmodig og giver laaaang snor i forhold til mange ting, men når de begynder at flakse rundt mens de siger en masse lyde elller mens de skændes, så brænder jeg sammen,
Der skulle stå ” når de ikke ved hvad de skal lave”
Hold nu op, hvor er det altså fedt at få jeres tilbagemeldinger. Tak for opbakningen og så håber jeg, at vi fremover kan hjælpe hinanden
Fuck, det er lige nøjagtig det samme der trigger mig!
Shit.
Brølede af mine børn i dag. Tre gange i træk.
Min mand tog ikke telefonen, taxafirmaet tog ikke telefonen. Vi var klar i lånt hus, og skulle hjem. NU. Men ingen tog telefonen, og ungerne løb rundt om hinanden og gejlede hinanden mere og mere op! Shit!
Jeg har ellers virkelig prøvet IKKE at brøle af dem, men i dag smuttede den. Øv!
Ja øv, men vi er jo ikke supermennesker, selv om vi har mange gode intentioner og kun vil vores børn det bedste, så smutter den også indimellem og specielt når vi føler os en smule presset. I morgen bliver det anderledes