Nu er det jo ikke kun problemer med ham Gunnar-drengen. Langt fra. Mest er det vist bare alderen. Faktisk er han jo verdens mest fantastiske dreng og jeg elsker ham helt ubeskriveligt meget. Nogen gange vist mere end han bryder sig om (sådan i offentligheden), men det er vist også noget med alderen.

Han er så god til at fortælle historier og hver morgen, når vi cykler i skolen, så lukker han mig ind i et helt særligt univers af fortællinger om alt muligt. Jeg synes, at det er en beundringsværdig evne, som han har og jeg nyder hvert et ord fra hans læber, – også selv om historierne nogen gange er så langt ude at det er svært ikke at grine eller ryste på hovedet.

Ofte starter det blot med en gennemgang af en oplevelse eller en leg, som han har leget med sine kammerater – men på et tidspunkt får fantasien frit spil og så gælder det om at holde tungen lige i munden for at følge med. For har han bare den mindste fornemmelse af, at jeg ikke lige hører helt efter (fordi jeg nogen gange forsvinder i mine egne tanker på den cykeltur om morgenen), så kommer det promte: “Hvad var det jeg sagde mor?”, og det gælder jo om ikke at komme til kort.

Det fantastiske ved den fantasi er, at det også giver mig en mulighed for at give slip og følge med ind i et drenge-univers af ubeskrivelige dimensioner og faktisk også en forståelse af hvordan han tænker, oplever, leger og fordyber sig.

De morgner er guld værd. Det er min og hans tid og jeg elsker det.