Ih, endnu en anmodning om et indlæg. Fantastisk. Det er altså spændende og udfordrende og giver mig mulighed for at komme lidt ud af boblen og skrive om noget, der måske ikke lige lå forrest, men dog stadig aktuelt og oplagt. LotteB vil gerne høre om det første skoleår. Gustavs altså. Snart er det hendes søn, der skal starte og hun synes, at det virker skræmmende. Jeg kan godt forstå hende.

Jeg vil gerne skrive, at jeg husker det SÅ tydeligt. Sandheden er bare den, det gør jeg ikke. Jeg husker det og det var fandeme overvældende og stillede store krav; mest til forældrene, syntes jeg. Men vi lærer jo hurtigt og det gør vores børn heldigvis også.

Det som jeg fandt mest angstprovokerende, var, at jeg skulle give slip. Løsrivelsen blev tydelig og her var der potentiale til udvikling. For Gustav skulle huske en masse ting selv – på skolen – og han var væsentlig mere overladt til sig selv (i børnehaven er der jo lidt flere mennesker og omgivelserne mindre). Han havde et ansvar over for de ting, der hang i garderoben og der var lidt af detektivarbejde, når han skulle hentes, at finde det hele. Fx den dag hvor hans ene gummisko var blevet væk og svaret fra de voksne lød: “Så må han hinke hjem!”. Jeg følte mi pænt presset og havde overhovedet ikke taget ha-ha-huen på. Det var en fredag og lørdag måtte vi købe et par gummisko mere. Heldigvis var den forsvundne sko dukket op mandag.

Til gymnastik gjaldt det om at huske alle sine ting efter bad og omklædning. Vi har mistet et håndklæde på den konto, men det overlevede vi også.

Så er der afleveringen om morgenen. Jeg afleverer og vi er på skolen halv otte. Det betyder, at Gustav skal være i GFO en halv time inden undervisningen starter. Skolen er i flere etager og GFO’en om morgenen ligger under hans etage, dvs. det er der, at han skal afleveres. Det gjorde vi hver morgen og pludselig en dag sagde Gustav, det ville han ikke. Han ville hellere sidde i puderne foran hans klasse og lege med sit medbragte legetøj til de andre begyndte at komme. Jeg var i tvivl om det var o.k. og hvad nu hvis han skulle bruge en voksen og skulle jeg sige det til nogen. Der har nu aldrig været problemer og det er det, som Gustav helst vil have. Men jeg var der alle mulige scenarier igennem og hvad hvis skolen pludselig brænder og hvordan ved de så, hvem der er kommet? Jeg kom frem til den konklusion, at han ikke var den eneste, der blev afleveret på den måde og at de større børn jo dybest selv administrerede det og derfor også befandt sig forskellige steder.

Heldigvis er det en god skole og en god klasse, – og jeg synes, at lærerne evner at rumme børnene og skabe nogle rigtige gode vilkår for dem. De bliver bl.a. opdelt i forskellige legegrupper, en ny hver uge og bestående af 4 børn, enten kun samme køn eller blandet. Meningen er så, at de skal lege sammen i 10-frikvarteret og de får et fast sted at mødes og så skiftes de til at vælge/bestemme legen. På den måde kommer de til at lege på tværs af klassen og får nogle andre kontakter end de måske selv er tilbøjelige til at opsøge.

Som forældre forventer de meget og jeg blev godt nok helt svedt i starten. Al kommunikation foregår på skolens intranet og det gælder bare om at holde sig opdateret med ugeplaner, madgrupper, fælles fødselsdage og så videre. Jeg troede seriøst aldrig, at vi skulle få et roligt øjeblik, når ungerne er blevet lagt, men dybest set så bestemmer vi jo selv kadencen, og jeg synes, at vi har fundet et leje, der passer fint.

Gustav har været i en madgruppe, hvor de er 5 børn og hver anden måned skulle de sammen hjem til et af børnene for at lege og spise sammen. Jeg havde en forestilling om, at så skulle jeg hente dem og så skulle der handles ind og så skulle deres laves mad sammen med dem. Sådan blev det ikke. Heldigvis. Så bliver det måske om et par, men så er de jo tilsvarende større og kan vel sagtens noget mere selv. Madgruppen fungerede fint. De var 2 piger og 3 drenge og de evnede at lege sammen uden at blive uvenner.

Fælles fødselsdag. En gruppe af børn med fødselsdagen inden for 3 måneder slår sig sammen og så finder forældrene ud af, hvad der skal ske. Det fungerer fandeme godt. Man er mange flere hænder og det giver større frihed til at finde på noget og det er ikke mit indtryk at ungerne har et problem med det. Det er enten det eller man holder alene for alle sammen eller kønsopdeler det. Sådan bliver det måske i de større klasser.

Den største udfordring er faktisk, at Gustav ikke er til at hive noget som helst ud af om sin dag. Han informerer på et minimum og resten kan jeg læse på min telefon, siger han. Det gør jeg så. Det sværest har været at give slip og tro på, at han nok skal klare det og komme igennem dagen og rent faktisk sagtens kan finde ud af at gebærde ude i den store verden. I den offentlige rum.

Og mest er det jo kommet af sig selv. En dag ad gangen. Ret imponerende. Jeg skal stadig huske ham på en del ting og vi glemmer tit at tage hans penalhus med hjem om fredagen, for at fylde det op og spidse blyanter (køb allerede nu et lager af farveblyanter, blyanter, viskelæder, blyantspidsere og linealer). Og hvis der ikke er køleskab (er der ikke på Gustavs skole), så invester i en med køleelement i låget. Sådan en har Gustav og den er så god og til forskel fra nogle af hans klassekammerater, så gider han rent faktisk spise sin mad, fordi den ikke er varm til frokost. Og en drikkedunk. Den fra apoteket er god, fås i 2 størrelser og er uden alt muligt skidt.

Gustav fik jo en skoletaske. En stor en. Sådan som det skal være, men han har ikke brugt den. Endnu. Han har klaret sig med en lille rygsæk og de 600 kr. kunne været sparet det første år.

Noget andet der fyldte meget hos mig i starten, hvor alt var uoverskueligt og overvældende, var, at dels det arrangement de forventede af forældrene, bl.a. i form af udflugter og forældrefest… men det er altså gjort til skamme. Det hele er jo på frivillig basis. Der er en forældregruppe, som tager initiativet og så deltager man i det omfang man kan og vil. Og forældrefesten; den var fed.

Ja og så har vi fået nogle gode venner blandt forældrene, hvor deres søn og Gustav er bedstevenner. For ever. Det er også fedt. Det at have jævnaldrende børn, der kommer godt ud af det med hinanden, det giver noget ekstra i hverdagen, bl.a. fordi vi er gode til at samles og hygge os.

Så nu er det slet ikke så skræmmende, at Gustav skal starte i 1. klasse efter sommerferien. Selvfølgelig bekymrer jeg mig om han lærer at læse og regne og kan følge med, men for det meste så ved jeg også bare, at det kommer stille og roligt.

Og Gustav… ja han er fuldstændig upåvirket af det og har klaret endnu et skift i sit liv uden traume. Det er jeg ret sikker på. Han er i hvert fald faldet til og jeg er ret sikker på, at han kan lide at gå i skole, kan lide sine kammerater og selv synes, at den frihed og det ansvar, der følger med er fedt.

Så LotteB jeg håber sgu, at du kan bruge mit indlæg til noget og tak fordi du fik mig til at skrive det på den her tirsdag, hvor jeg er syg fra arbejdet med den værste hals nogensinde. Kan bogstavlig talt ikke sige en skid. Og hvad kaffen angår, så slipper du ikke.

Andet I vil vide?