Fik en besked tidligere i dag. Der stod: “Hvad er det med de blogs… så bliver der skrevet om, at man ikke vil råbe af sine børn og dagen efter er alting rosenrødt eller dem, der skriver om at de er begyndt at løbe og 4 dage senere gennemfører de deres første maraton?”
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er med de der blogs og faktisk havde jeg også en forestilling om, at det skulle være langt svære for mig og at mine indlæg ville handle om alle de time out, jeg gav mig selv i løbet af dagen og hvor mange gange jeg måtte tælle til 10.
Det har jeg stadig til gode. Der er kun lige gået 20 dage og hvem ved hvordan det hele ser ud på den anden side af de næste 20 dage. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det var nemmere end først antaget og det meget er kommet af sig selv, da jeg først tog beslutningen.
Jeg ønskede en forandring. Jeg havde det ikke godt med altid at være sure mor, der råbte meget højt. For det gjorde jeg. Ofte. Jeg havde ikke lyst til at mine børn skulle råbe af hinanden eller læse usikkerheden i deres øjne; det var der vi var på vej hen.
Det er nemmere, men det kræver stadig en del af mig. Til gengæld har jeg på kort tid allerede fået en masse ud af det. Jeg har fået det bedre med mig selv. Jeg slapper pludselig mere af og giver plads og konflikterne findes et helt andet sted lige pludselig. Det er virkelig en belønning, der er til at tage og føle på og som animerer mig til at fortsætte.
Så når jeg nu ikke brøler af dem, hvad gør jeg så? Jeg holder fast i det, der fungerer. Nu kan jeg putte mine børn uden at blive sur og føle at hele min aften er ødelagt, fordi jeg igen endte op med at hæve stemmen og være møg ubehagelig i min adfærd. I stedet bliver jeg i det og lader det tage den tid det tager og faktisk tager det mindre tid, at putte dem nu end tidligere… muligvis fordi de ikke bliver puttet med et højt stressniveau og deres små hjerter ikke pulserer uhæmmet bag brystet. Sådan tolker jeg det.
Jeg synes, at jeg har taget ansvar og det føler jeg, at de kan mærke. Jeg sætter stadig grænser og kan stadig blive irriteret og sur, men jeg tromler ikke imod dem og står hævet over dem mens jeg skyder med skarpt.
Jeg kan meget bedre lide den her version af mig og det er jeg sikker på, at de også kan. Med hensyn til den der maraton om 4 dage; så har DMI lovet regn og jeg tror ikke mine gummisko kan tåle vand. Hvis du forstår sådan en 
Jeg forstår det slet ikke???Har du fået kritik for at skrive om din succes mht ikke at hæve stemmen overfor dine børn??? Har du fået kritik over du ikke har skrevet op og ned over hvor hårdt det har været? Jeg håber det er mig der misforstår hele indlægget. Jeg synes du er SÅ sej!
Jeg tror ikke, at du har misforstået noget. Jeg er ret sikker, at der ligger en anelse af kritik i den besked, men måske også lidt ironi? Jeg har nu valgt ikke at tage det ilde op. Orker det ikke og tænker, at der er så meget vi aldrig rigtig forstår
Du har ret!-Og så er verden jo også bare meget dejligere når man ser glasset som halvt fyldt, og ikke omvendt:) Jeg har btw løbet 2 dage nu, så mon ikke jeg er også er ved at være klar til om ikke andet et halv-marathon eller noget? God dag.
Som Vibeke skriver, så synes jeg også at det er sejt gået – og jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke med de næste 344 dage. Du skal nok nå godt i mål
Nu har jeg jo været i gang med mit løbeprogram i snart 3 uger, så det der marathon om 4 dage, det nupper jeg da bare
Det er vist også på tide med et maraton så
Sådan som du skildrer situationen inden er det sikkert og vist at noget måtte gøres – og så må enhver finde sin metode.
Og selvfølgelig er der ikke nemme løsninger/orakelkure her – så ville de jo sikkert have været valgt for længst!
Fortsat held og lykke med det. Og du vælger naturligvis selv hvad du vil dele – sådan fungerer “de blogs” da!
Jeg ved ikke hvad det er. Men jeg synes det er sejt.
Og så tænker jeg; hvor stor en rolle spiller det, at hele Verden er blevet involveret. At ordene er skrevet ned. At alting bliver en lille smule mere virkeligt, når det er sagt højt.
Og at de gode oplevelser smitter, når man husker dem og holder fast
Du har ret i, at det spiller en stor rolle, når man involverer flere mennesker i det. Der er bare flere at “stå til ansvar overfor”, flere der kan holde en op på det