SIG FARVEL
Sig farvel – hvad præster ved om sorg.
En bog af Julia Lahme.
En fantastisk fortælling om det mest smertefulde; at miste den man har kær og hvad sorgen egentlig er for en størrelse. En bog der sætter ord på tankerne og følelserne. En bog der er helt sin egen. Det er ikke sikkert, at den fortæller dig noget nyt, men jeg vil alligevel vove den påstand, at den samler ordene ét sted.
Jeg har nydt at læse bogen. Nydt det faktum, at den bekræftede en følelse jeg længe har haft, nemlig at sorgen ikke er konstant, den bliver erstattet af savnet og selv om livet går videre – før det gør det – så vil Cirkeline altid være med mig. Jeg har sagt det før. Der er tiden før og efter Cirkeline. Det er min tidsregning.
No. 1 — 26.09.2009 at 11:42
Jeg har hørt om den bog, og vil rigtig gerne læse den…
JEg tænker også i før og efter India… MEn tit tænker jeg også om det ville have været sån hvis hun var barn nummer 2, 3 eller 4 (sagde jeg 4 børn!?!) … Eller om det “bare” var at jeg blev mor :O)
No. 2 — 26.09.2009 at 12:36
Jeg tror, at en del af det handler om, at man er blevet mor og fundamentalt rykker det jo ved en uanset om barnet er dødt eller levende, men jeg vil alligevel vove den påstand, at det er blevet mere tydeligt netop fordi vi mistede Cirkeline. Jeg har gjort op med ufattelig mange ting/mennesker, og det tror jeg ikke, at jeg havde gjort på samme måde, hvis ikke vi havde mistet Cirkeline. Det er svært at sige, for nu er vores virkelighed jo et mistet barn og dermed er det vores udgangspunkt
No. 3 — 26.09.2009 at 23:23
Jeg ved lige hvad I mener. I min verden er der også flere tidsregninger. Før jeg fik børn, men også før Mie. Mie var som bekendt vores 3. barn. Det at blive mor er banebrydende. Men det var først, da jeg også blev mor til et dødt barn, at jeg begyndte oprydningen i mit liv. Det var også her, der opstod et nyt punkt nul i forholdet til at lytte til mig selv. Se ind og virkelig mærke efter, hvad det var, jeg måtte ønske mig af de dage, jeg selv har tilbage.
No. 4 — 26.09.2009 at 23:24
Når det så er sagt (ovenstående indlæg), så kan jeg mærke, at jeg må have fat i Julies bog.
No. 5 — 27.09.2009 at 09:01
Julias bog er god. Jeg synes ikke, at den er epokegørende – men det er 6 præsters syn på sorgen og deres udgangspunkt er helt utroligt jordnært
No. 6 — 27.09.2009 at 10:28
Skal helt sikkert også have læst bogen… har dog ikke mistet et barn, men en storebror og meget familie. Min store datter har mistet sin bedste drengeven i trafikken – så bogen kommer helt sikkert indenfor vore døre…
No. 7 — 27.09.2009 at 16:22
Kisten, Julia (forfatteren) har heller ikke mistet et barn, men sin mor for 3 år siden. Bogen er til alle, der har haft et tab tæt inde på livet