Pludselig og uden varsel var der en teaser for morgendagens dokumentar på TV2 med titlen, Man slår da børn.
Det gør mig så ked af det og vred og frustreret og ulykkelig.
Jeg forstår det simpelt hen ikke… hvordan kan man få sig selv til det, for det er jo noget der står på igen og igen.
Skal jeg se dokumentar? Jeg ved det ikke, ved ikke om jeg kan klare det… allerede nu er jeg ved at tude. Det er jo børn.
Hvorfor kan de ikke bare blive behandlet med respekt og ubetinget kærlighed. De skal elskes og ikke slås.
Jeg kan slet ikke slippe det igen, de få billeder der blev vist har brændt sig fast.
Åh, jeg så også teaseren. Jeg kan slet ikke se sådan noget, jeg blir så ked af det og vred. Æv altså!
Nej! Jeg har ikke set den og er heldigvis ikke hjemme i aften. Jeg forstår det ikke. Stakkels, stakkels børn. Tænk at blive en del af en hverdag, hvor “en lille en” ikke skader. Jo, gu’ gør det så!
Jeg ser ikke den slags programmer længere.. En gang følte jeg at alle dokumentarer, både dem på godt og ondt, var interessante og relevante at se. Har dog fundet ud af, at jo ældre jeg bliver (eller måske jo flere børn, jeg selv bliver mor til
) des mere påvirket bliver jeg af de programmer, som viser hvor skrækkelige forhold nogle børn rent faktisk lever under.
Og nej, det giver absolut ingen mening, at nogen kan finde på at slå deres børn…
Jeg har det på præcis samme måde. Det gør ondt helt inderst inde at tænke på de børn der lider fordi hverdagen står på fysisk og psykisk (magt) misbrug. Jeg vil allerhelst lukke øjnene fordi det er så forfærdeligt, men måske er det netop det vi skal lade være med? Måske skal det netop gøre ondt, så vi til sidst handler?
Nope! Jeg kan huske, jeg så dokumentaren om ham, den lille dreng, hvis forældre var stof- og alkomisbrugere (Jørn? eller noed?). Jeg tudede og aede febrilsk den sovende Arthur i slyngevuggen, og da han vågnede holdt jeg konstant øjenkontakt med ham for at undgå, at han skulle mistrives ligesom ham drengen i dokuen. Så nej tak. Ikke mere af den slags.
Jeg så også teaseren – eller begyndelsen af den – og så zappede jeg væk. Og i dag synes jeg ikke, der er andet i netnyheder end mord og misbrug af børn. ØV! Jeg kan det heller ikke, og jeg hader, når jeg skal redigere den slags nyheder på jobbet…
Jeg skal ikke se det. Jeg kan slet ikke magte den slags programmer, for jeg bliver så gal i skralden.
Man slår bare ikke børn, heller ikke over nallerne, når de piller ved noget de ikke må!
Vold avler vold.
Jeg skal se det. Ikke fordi jeg synes det er rart, men fordi vi har et problem, hvis alle stikker hovedet i busken og ikke ser det fordi vi som mødre ikke kan magte det. Jeg har i mit arbejde desværre set flere eksempler på børn, der ikke trives p.g.a svær omsorgssvigt. Hvis ikke naboer, private, institutioner og andre omkring barnet valgte at gøre opmærksom på den slags, men blot stak hovedet i busken fordi man ikke kan holde det ud, så var de ilde stedt. Derfor er den slags programmer nødvendige i forhold til at have fokus på, at et mindretal af børn i Danmark lever under svære forhold, hvor de både får tæsk og manglende omsorg.
Jeg ved ikke om jeg ligefrem stikker hovedet i busken. Jeg vil mere mene, at jeg beskytter mig selv, fordi jeg ikke kan slippe det igen og bruger en masse indadvendt energi på det, der gør at jeg ikke kan være til stede for mine egne børn.
Jeg ved godt, at det er virkeligheden og jeg er helt på det rene med at man skal indberette, når der er begrundet mistanke. Det skylder vi børnene.
Jeg er bare ikke sikker på, at der kommer noget godt ud af mig for mig at se programmet, – og det er det jeg kæmper med lige nu.
Jeg synes et og andet sted også, at der er forskel på reelt at stikke hovedet i busken, når man står overfor et barn, der lider omsorgssvigt og så fravælge at se en tv-dokumentar, når man ved at det vil være rigtigt svært at se den.
Jeg er selv uddannet pædagog og har arbejdet med anbragte børn i mange år, – og er fuldt ud bevidst om vigtigheden af at man som voksen tager vare på de udsatte børn. Og så selv om jeg ikke har beskæftiget mig med det pædagogiske felt de sidste 6 år.
Jeg véd helt sikkert, at jeg IKKE skal se det program! De følelser det ville efterlade mig med, ville være så frustrerende og gøre mig så ubeskriveligt ked af det, at jeg vil skulle bruge uanede mængder af energi for at kunne lægge det fra mig igen. Dette har intet med at gøre, at jeg ikke “vil vide” hvordan den ubarmhjertige virkelighed ér for nogen børn, for én ting er stensikkert, blev jeg bekendt med, at et barn ikke blev behandlet godt, ville jeg reagere promte! Dét er min pligt som menneske, men det er ikke min pligt at se et program i fjernsynet, som jeg på forhånd ved, at jeg ikke magter at se! -De børn har forhåbentlig fået hjælp og jeg har ikke brug for at se hvor dårligt de blev behandlet før hjælpen kom til dem!
Kærligst, Karina