Nå men… Gustav er rigtig glad for sin nye børnehave (og det er jeg også). Han har ikke det samme behov for at flyve ud af døren, når jeg henter ham og det er altså virkelig dejligt. Den anden dag havde vi en snak om den gamle børnehave (jeg husker ikke lige hvorfor) og jeg spurgte ham om han savnede den. Nej sagde han. For de var sure når man kom og sure når man gik. Det synes jeg er voldsomme store ord for en dreng på snart 5 år.

Pædagogerne synes, at han er faldet godt til. Han er en enspænder og derfor tager det lidt tid for ham at blive en del af gruppen, men det går i den rigtige retning. Heldigvis.

I går startede han også til svømning. Han var bare så sej. Først tror jeg, at han blev lidt overrasket over, at jeg ikke skulle med ham i vandet (det plejer jeg jo), selv om jeg havde forsøgt at forberede ham på det. Men det gik fint alligevel. De fik en masse små øvelser, som at gå midt ud i bassinet mens de pustede til en bold og bagefter skulle de skubbe den med panden. Han fik både vand i øjnene og i munden, men klarede det alligevel i stiv arm. Jeg var simpelt hen ved at revne af stolthed.

Fra næste gang af så må man som forældre ikke komme med ind i svømmehallen med mindre man selv indløser en billet. Så det gør jeg. Jeg synes altså det er lige hurtigt nok at give helt slip på ham. Så vi tager af sted og er der før tid, så vi selv kan nå at lege i vandet og hvis han så synes, at det er o.k. så går jeg over i det store bassin og svømmer, når undervisningen går i gang og ellers sidder jeg bare i nærheden.

Han er bare blevet så stor. Det går stærkt. Han er også fræk. Nogen gange lidt for fræk og vi er blevet enige om, at vi simpelt hen ikke gider være dem, der skælder ud hele tiden. Så når det hele bliver en tand for meget, så får han lige fem minutter alene på sit værelse. Det fungerer faktisk godt og jeg vil egentlig ikke sige, at det er en straf og jeg tror heller ikke at Gustav opfatter det sådan. Derimod tror jeg mere, at han ser det som en mulighed for lige at komme ned i gear eller raset af (hvis han har været sur) og ofte går han jo i gang med en god leg. Og det sparer os alle for en masse negative udladninger.

Snart bliver han 5 år. Han har bestilt sørøverfest til sin fødselsdag. I haven. Så vi satser på en indian summer, hvor vi kan slå haveteltet op og nyde grillet mad og skattejagt. Det kan vel ikke blive så slemt som den monsun, der ramte os til sommerfesten. Jeg mener så uheldig kan man forhåbentlig kun være en gang.

Jeg har besluttet mig for at købe en Mulberry taske (inden for nærmere fremtid som belønning når jeg har smidt de berømte 10 kg). Jeg har kig på to (hvor af det så skal ende med den ene af dem), men de er desværre udgået af produktion og jeg står derfor i den situation, at jeg nok kommer til at købe den brugt eller hvis jeg er rigtig heldig via en forhandler i England.

Jeg ved også godt, at der findes en trillion sider, der sælger Mulberry kopier og det er da fristende og til langt, langt, langt under de gængse priser, men når jeg nu er der, hvor jeg gerne vil eje en Mulberry, så handler det jo bl.a. også om deres kvalitet. Derudover ville jeg aldrig føle mig helt trygt ved at købe noget fra en side, der kun kan kontaktes via en hotmail-konto. Men det er en helt anden snak.

For hvis jeg nu køber en taske brugt enten via E-bay, Trendsales eller Den Blå Avis, hvad bør jeg så være ekstra opmærksom på, så jeg ikke ender op med en dyrt betalt kopi? Er det nok at ønske den originale kvittering? Jeg ved godt, at jeg kan få tasken valideret via Mulberry, men det koster 450 kr. og de penge sparede jeg egentlig gerne.

Så har du nogen erfaring? Hvad ville du gøre?

Det opnår jeg nok ikke alene ved at droppe den daglige pose økologisk rørsukker (sat på spidsen!), så jeg holder også øje med alt det andet som jeg propper i kæften og siger pænt nej tak til portion nummer to selv om den frister og jeg egentlig heller ikke er mere sulten, men bare godt kan spise den.

Den går faktisk fint og jeg også begyndt at tænke på andet end sukker, når ungerne er lagt og mørket sænker sig og min mund pludselig begynder at kede sig… al begyndelse er svær.

Hvad så med noget motion? Egentlig synes jeg, at jeg er temmelig aktiv i løbet af dagen og jeg får da gået og cyklet en hel del kilometer med Harald og på mandag starter Gustav til svømning og så tager jeg med… og jeg skal altså mere end at kigge på, for som voksen må du kun være i svømmehallen, hvis du selv har indløst en billet. Så det gør jeg og springer i det store bassin i den halve time. Det passer til mit temperament.

Og hvad er status så efter 17 dage? Det er blevet til lige godt tre kilo. Det er en meget god start, – og jeg håber da at kurven vil være jævnt nedadgående. Den succesoplevelse trænger jeg til.

De synes, at Gustav indtil videre lader til at være faldet godt til. De siger også, at det tager tid at komme ind på livet af de andre børn og blive inviteret ind. Men han leger dagligt med nogen og ofte i formiddagstimerne, hvor han mere i eftermiddagstimerne søger sit eget selskab.

Han taler stadig om den gamle børnehave og vi kan sagtens mærke, at han lige skal vænne sig til det og Gustav bliver nok aldrig den store sociale fyr (han slægter sine forældre på), men det gør heller ikke noget. Jeg har det godt i min mave og jeg har på fornemmelsen, at Gustav trives i den nye børnehave.

Jeg håber, at det fortsætter på den måde.

Så er det noget for dig, så smid en kommentar og deltag i udtrækningen, der finder sted onsdag den 1. september, kl. 20.

]]> http://www.hende.dk/?feed=rss2&p=1007 1 http://www.hende.dk/?p=1005 http://www.hende.dk/?p=1005#comments Thu, 26 Aug 2010 18:06:48 +0000 FREDERIKKE http://www.hende.dk/?p=1005 Så er her en trøje. Den har faktisk været færdig i et stykke tid, men jeg har virkelig overvejet at beholde den selv – men er kommet frem til at den skal gives væk. Harald har allerede en vest i samme garn.

Blusen er strikket i strømpegarn, hvilket bl.a. betyder, at den er super tynd, men stadig varm da der er uld i. Den kan vaske i maskine på 40 grader. Den lukkes med knapper i nakken. Garnet er indfarvet med hhv. lysbrun og blå og danner mønsteret som blusen strikkes.

Målene er:
Brystvidde ca. 60 cm
Hel længde ca. 32 cm
Jeg skyder på 9-12 måneder (måske lidt mere)

Smid en kommentar hvis du er interesseret og så finder jeg en vinder på søndag kl. 20.

Der var ikke så meget at tale om. Harald trives. Er glad og en rumsterstang af format. Hun var overrasket over, at han var så god til at kravle, som tilfældet er. Han er vitterlig alle vegne og det går pænt stærkt, når han sådan på alle fire bevæger sig fremad. Nærmest i løb. Han spiser godt og er nede på 3 flasker om dagen, hvor den ene er vælling til natten. Han er stædig og temperamentsfuld og er i den grad et aktivt medlem af familien. Rahald og Gunnar har stor glæde af hinanden og lillebror gør sit ypperste for at holde trit med storebror.

Han blev vejet til ca. 9,8 kg og målt til ca. 72 cm.

Tilbage er der 2 måneder af min barsel, så starter han i vuggestue og jeg på arbejde. Det bliver Ulrik, der skal stå for indkøringen. Han klarede det jo perfekt med Gustav, men også fordi det jo er Ulrik, der afleverer om morgenen og så kan de lige så godt fra start af for oparbejdet en vis rytme.

Han er nysgerrig. Rejser sig op af ALTING og gør små spæde forsøg på at gå. Han elsker når Nilfisk kommer frem fra skabet, for den har lige den rette højde til at han kan placere hænderne på den og så ellers gå med når der bliver støvsuget. Han er rigtig god til at lege og holde koncentrationen og han kravler gerne fra et rum til et andet uden der nødvendigvis er nogen, der går med ham.

Hans søvn i dagtimerne er som altid, men jeg har vænnet mig til det og så bliver dagen tilrettelagt omkring mulige lure. Til gengæld sover han fortsat ganske flot om natten og det er sjældent, at der er nogen opvågninger fra han bliver lagt mellem halv syv og syv og frem til klokken seks næste morgen.

Det var stinkende hårdt at have et barn med kolik. Jeg ønsker det for ingen. Hverken kolik eller døde børn. Jeg kom i kontakt med sider af mig selv, jeg ikke anede eksisterende og faktisk heller ikke ønskede at stifte bekendtskab med. Pludselig forstod jeg det – virkelig fattede det – når kvinder, der havde haft børn med kolik, fortalte om, hvordan de havde låst sig selv ude på trappen uden at tage en nøgle med, lagt barnet i sin seng på den anden side af døren og så ellers ringet til manden og bedt ham komme.

Jeg husker specielt en episode, hvor jeg fuldstændig opløst af gråd ringede til Ulrik på hans arbejde og bad ham komme hjem fordi jeg simpelt hen ikke kunne klare mere. Kolikken stod jo på fra klokken 15 om eftermiddagen og frem til midnat, herefter var der jo dagtimerne, hvor Harald ikke sov og jeg var virkelig i søvnunderskud. Bagefter ringede jeg til min mor og spurgte om hun ville hente Gustav fra børnehave og om hun ville tage Harald med.

Mine bønner blev hørt. Ulrik kom hjem og mormor hentede Gustav sammen med Harald. Jeg kunne lukke døren og lukke mine øjne. Så snart jeg gjorde det så kørte tankerne rundt i mit hoved. Jeg følte mig som en fiasko. Tænk en gang at jeg ikke var i stand til at hente min søn fra børnehave og tænk en gang, at jeg ikke var i stand til at rumme min søns gråd. Jeg var splittet mellem det at være mor og gerne ville være mor og det at have brug for at sove.

Jeg ved godt, at hverken Ulrik eller min mor så mig som en fiasko og jeg ved godt, at de gerne ville hjælpe mig… men det ser jeg først på den anden side af kolikken. Det er så svært at bede om hjælp. Så skide svært.

Harald har svært ved at falde i søvn. Det foregår ikke uden gråd. Det er svært for ham at overgive sig. Jeg kan mærke, at jeg har fået mere overskud (her på den anden side af kolikken) til at rumme Harald, når han græder og generelt er ked af det. Jeg evner at være der sammen med ham, lade ham være svøbt i mine arme og lade ham græde. For jeg ved, at jeg er der for ham og jeg ved, at han kan mærke det. Det er blevet væsentlig mere legalt for mig ikke at kunne stoppe min søns gråd.

Det tror jeg, at det er noget af det, jeg har lært af kolikken. At være til stede og rumme. For nogen gange er der ikke så meget andet at gøre.

Med kolikken er der tab af forventninger. Med kolikken er der (for mit vedkommende i hvert fald) en usikker og forsinket tilknytning til mit barn.  Med kolikken er der også velmenende, men ofte misforstået råd (fuldstændig som i tiden efter Cirkeline). Det skriver jeg ikke for at pege fingre af nogen. Det er der ingen grund til. Jeg er slet ikke i tvivl om, at folks omsorg er oprigtig.

Nogen gange tænker jeg, at jeg med Cirkeline blev en erfaring rigere i forhold til omgivelsernes trøst i en svær tid. Jeg har lært at sortere og kun tage det ind som giver mening. Med Cirkeline hørte vi ofte, fordi det hele er så akavet og ingen for helved ved hvad de skal sige: Så må I op på hesten igen. Nå nå. Ja o.k. Hvis det bare var så simpelt.

Med Harald var det ofte, fordi ingen rigtig kan forstå støjen, hvis de ikke selv har prøvet det: Husk at nyde de timer, hvor han ikke græder – for det går jo snart over! Nå nå. Ja o.k. Hvis det bare var så simpelt.

Støjen. Gråden. Kolikken. Når min lille nyfødte baby bare skreg af sine lungers fulde kraft og når jeg intet (absolut INTET) kunne stille op. Den helt karakteristiske lyd som kolikken har. Lyden der bare skar sig ind til marv og ben. Lyden der satte kroppen i fuld alarmberedskab. Lyden der fik magtesløsheden til at komme krybende og gjorde håndfladerne klamme.

Gråden, der trak ud til timer og min stive krop med de maniske bevægelser, der gradvis blev voldsommere for at aftage, når det gik op for mig, at det alligevel ikke hjalp. Behovet for at stoppe det og pludselig stod jeg på gulvet i stuen med et utrøsteligt spædbarn i mine arme og brølede: HOLD NU FOR HELVED KÆFT!

Den dårlige samvittighed fulgte altid efter et kolikanfald. Når Harald så holdt op med at græde, når han endelig kunne falde til ro ved brystet og jeg sad der alene i mørket… så kom den dårlige samvittighed snigende og nogen gange blev den hængende lige indtil næste kolikanfald.

Dårlig samvittighed over, at jeg ikke var i stand til at hjælpe ham. Dårlig samvittighed over, at jeg skreg af ham. Dårlig samvittighed over, at jeg godt kunne mærke, at jeg holdt ham på afstand og ikke mindst dårlig samvittighed over, at jeg ikke have overskud til Gustav.

]]> http://www.hende.dk/?feed=rss2&p=982 16