Så jeg holdt fødselsdag i skønne omgivelser, med skønne mennesker og med et utroligt afslappende udgangspunkt. Der var flag, der var grill, der var købt ind til hjemmelavede hamburgers og der var mulighed for overnatning. Vi var 50 mennesker, hvor de 16 af dem var børn. Hver familie fik sit eget værelse med køjeseng og var planen, at slappe af, nyde hinanden og hygge os.

Det tror jeg, at alle gjorde. Både os med og dem uden børn. Kolonien ligger lige ned til stranden, der er stor grund og et pænt L-formet hus fra 2008 med plads til alle. Der blev tænd bål senere på aften og mange blev hængende foran flammeren til langt ud på natten.

Jeg havde en pragtfuld dag sammen med dejlige mennesker. Der var ingen stress, ingen jag og i morges da vi vågnede – mig og mine var de første kl. 06.20, men det vidste jeg – så havde vi rigeligt med tid til at spise morgenmad, gå til stranden, spise lidt mere og tage det stille og roligt.

Det var fødselsdag som jeg ønskede det, og jeg har indtryk af at alle syntes, at det var hyggeligt. Så det gjorde slet ikke ondt at blive 40 år. Overhovedet ikke ondt.

Jeg er begyndt at hvile mere i mig selv og jeg bruger væsentlig mindre krudt på udefrakommende støj. Jeg er simpelt hen så træt af at høre på andre menneskers brok over den og den ikke siger tak eller den og den gør sådan og ikke sådan eller den og den skriver sådan og måske er vores relation ikke til det. Jeg må bare sige; så gør noget ved det!

Er det noget, der virkelig generer dig og vil verden være et bedre sted, hvis der bliver ændret på det. Så. Gør. Noget. Ved. Det.
Grib fat i vedkommende, hvis det er det, der skal til eller også må du lade det ligge. Lad nu vær med at bruge din tid og energi på det, hvis du ikke selv vil gøre en indsats.

For det er en stor del af det jeg har brugt det sidste år: At give slip, børste af og gøre op med mig selv, hvad det er jeg gider bruge min tid til og på. Folk i trafikken kører med hovedet under armen, men jeg kan ikke råbe dem alle op og jeg gider ikke være aktivist og stå på et gadehjørne og punktere cykeldæk. Så jeg bider det i mig og bruger ikke mere energi på, at der igen er en, der ikke rækker hånden ud ved sving eller stopper helt ude i krydset til gene for alle andre. Det er ikke det værd.

Jeg har selv været sådan en med en mening om alt. Sådan en der mente, at der kun var en måde og det var min måde. Og sådan er en del af mig stadig, det skal jeg ikke kunne frasige mig, men jeg prøver ikke at lade mig påvirke af det og se det som en personlig fornærmelse at nogen lever deres liv anderledes.

Gustav er blevet tilbudt ekstralæsning 2 timer om ugen. Det har vi sagt ja tak til. Han har brug for et lille skub til at komme ordentlig i gang og skolen har skønnet, at det bedst gives ham inden for nogle mindre rammer. Så han og 2 andre går fra.

Gustav virker ikke hæmmet af det eller trykket. Han ved godt, at det ikke er smadder nemt for ham og han ved godt, at han har brug for lidt mere tilløb til at komme i gang, fordi det er her usikkerheden spænder ben for ham.

Og så øver vi hjemme. 20 minutter hver dag er planen.

Vi følges stadig om morgenen. Det synes jeg er dejligt, – og jeg har indtryk af, at Gustav også trives godt med det. Han snakker stadig om at køre hjem fra skole alene, men når jeg så siger farvel i skolegården og spørger ham, så foretrækker han alligevel, at jeg kommer og henter ham. Det gør jeg gerne. Det andet skal nok komme.

Sidst på linjen: Han er bare blevet så stor. På alle fronter. Virkelig.

Der er 20 dage tilbage af min udfordring og jeg forstår det simpelt hen ikke. Tænk at jeg havde viljestyrken til at ændre en adfærd hos mig selv. Tænk at jeg havde overskuddet til at erkende over for mig selv, at det var mig og ikke mine børn, der var noget galt med. Tænk en gang.

Vi har alle sammen ændret os eller nok mere korrekt; vores samvær har ændret karakter. Mine børn er ikke længere usikre på mig. De skal ikke længere bruge unødvendig energi på at finde ud af mit humør eller falme i blinde for hvornår nok er nok.

De er stadig børn. De larmer stadig. Slås med hinanden. Driller hinanden. De gør som børn gør. Det er bare blevet nemmere at tackle det. Det er blevet nemmere at give plads og det er blevet væsentlig nemmere at sætte grænser uden at brøle dem omkuld og komme med (tomme) trusler. Det er bare blevet nemmere at være klar i mine udmeldinger.

Jeg er blevet den mor, jeg altid har ønsket at være. Sådan tænker jeg lige nu, som jeg sidder her i sofaen og reflekterer over de sidste 345 dage. Ulrik har været en god støtte, når jeg har været på vej ud på et sidespor og på den måde har jeg nemmere kunne finde tilbage igen. Lige som det også har gjort en kæmpe forskel, at jeg har involveret Gustav i det. På den måde har det været nemmere at skære igennem og forklaret det med, at her råber vi ikke af hinanden. Her behandler vi hinanden med respekt. For det er jo dybest set det, det handler om: At respektere hinanden.

For mig har det ikke kun været et spørgsmål om at stoppe op og tælle til ti. For mig har en stor del af udfordringen ligget i at lære at elske mig selv, at acceptere mig selv og arbejde med de mange svingninger i mit humør. For der vil altid være dage med mindre overskud og selvhad. Det tror jeg er uundgåeligt.

Mit værktøj har bl.a. været at finde tilbage til noget af det jeg godt kan lide. At forkæle mennesker i mit liv. Madpakkerne er ikke en sur pligt. Aftensmaden er ikke en sur pligt. Hentning af børn er ikke en sur pligt. Indimellem selvfølgelig – men hey jeg har selv ønsket mine børn og så må jeg fandeme også være i stand til at spytte i glasset og sluge det råt. Jeg arbejder 30 timer om ugen, så på den konto er jeg altså ikke specielt overanstrengt og jeg har en masse gode timer sammen med mine børn, og det betyder altså ikke noget, at der er dage, hvor det tager 2 timer at få hentet begge unger. For vi har ikke travlt, heller ikke i regnvejr.

For hvad er det, jeg skal nå? Hvad er det, jeg gerne vil hjem til? Mest af alt vil jeg jo bare gerne være sammen med mine børn, så er der andre ting, der må vente. Det er mit værktøj, det er bl.a. det jeg overlever på og det er det, der har hjulpet mig igennem 345 dage. Der er noget, der kommer før så meget andet og det er samværet med mine børn, – og de dage, hvor ingen rigtig gider være sammen med nogen, fordi man har brug for rummet til sig selv (både mig og mine børn), så gælder det stadig om ikke at stresse eller forvente alt muligt. Så gælder det bare om at give slip og give plads.

Så jeg har gjort op med mig selv, at jeg godt gider være hende, der rydder op efter mine børn, fordi alternativet er, at jeg bliver småstresset af at legetøjet flyder og fordi det er mit behov, at der bliver ryddet op nu. Jeg gider godt være hende, der smører madpakker om aftenen til hele familien, fordi jeg ved, at det gør Ulrik glad. Jeg gider godt være hende, der sørger for at maden er klar til når Ulrik kommer hjem og vi kan spise, fordi så er Ulrik ham, der lapper min cykel eller slås med ungerne på madrassen eller kører dem fra Herodes til Pilatus og ham der handler ind lørdag morgen. Jeg gider godt være hende, der sørger for vasketøjet og jeg gider godt være hende på nedsat tid.

Det passer til mit temperament. Det giver mig en masse godt i retur og det er bl.a. det jeg har brugt noget af de 345 dage på at finde ud af. Stemningen er anderledes i dag end tidligere. Jeg er stadig den voksne og de er børn og der er kampe, der skal kæmpes og konflikter, der skal løses og stemmer, der må hæves – men der ingen grund til at brøle af og buldre mod dem.

Lørdag var slut med sut-dag for Harald. Han har længe ønsket sig Woody fra Toy Story og vi har gerne vil give ham den, men vi syntes også, at det skulle ske i forbindelse med noget og så blev slut med sut-dag det oplagte valg. Det er ca. 6 måneder tidligere end med Gustav, men Harald har så til gengæld ikke været så knyttet til sin sut, som Gustav.

Så ikke noget med at trække pinen ud. Mandag fik vi lavet en plakat og så var der 5 dage til slut med sut. I går tog vi til Frederiksberg Have og fandt suttetræet, akkurat som vi gjorde med Gustav 4 år tidligere. Gustav havde nok håbet at gense sine sutter, men så længe får de ikke lov til at hænge, der er trods alt en vis oprydning. Sutterne blev hængt højt og så var han ellers klar til at møde Woody og vi kunne dårligt nå hurtigt nok hjem.

Glæden var stor, da han fandt pakken og Woody gemte sig på den anden side af papiret (og begyndte selvfølgelig straks at fortælle om alle de andre figurer, som han også gerne vil have) og da han skulle i seng gik det helt uden brok.

Jeg har stadig snot i hele hovedet både interna som externa og jeg er ved at blive sindssyg. Nå men I just have to suck it up eller…

Vi sidder ved spisebordet og Harald vil have noget, der står på køkkenbordet. Ulrik siger, at han bare kan hente det, hvortil Harald svarer med et fast blik og en vred konstaterende tone: Harald har ikke store arme.

Det har han jo ret i. Den slags lange arme har de færrest faktisk.

Eller da jeg henter ham fra børnehaven og han hele vejen hjem spørger mig hvad brumbassen hedder, og mit svar er, at brumbasse hedder brumbasse. Det svar kan Harald ikke bruge til noget. Han vil gerne vide hvilket navn, der står i nakken på brumbassen.

Åh, det vil jeg egentlig også gerne.

Den slags er der en del af og den måde at anskue verden på, gør indimellem alting lidt lettere.

Den lange tone lyder. Faren er forbi.
Vi ses senere.

Jeg bruger stadig kogebogen. Meget. Ofte. Til gengæld har jeg samtidig fået mig et andet opslagsværk, nemlig Valdemarsro fantastiske side med rigtig, rigtig gode opskrifter. Hun har virkelig gjort noget ekstra ud af det, forsøgt sig frem og til sidst valgt at dele med dig og mig.

Jeg bliver tit inspireret af hendes side og ligesom min elskede kogebog, så får du også et vellykket resultatet hver gang. Næsten. Jeg har endnu ikke haft godt held med pitabrødene, men jeg har også kun forsøgt mig én gang.

Så sharing is caring, og jeg vil gerne dele Valdemarsro’s side med dig.

Gustav har bare også nået en alder, hvor han forventer at blive hørt og vi må sande at helt tæt med trimmeren ikke helt er noget for Gustav. Han vil gerne have beholdt sine hanekam.

Nu må håret vokse og så nu få genskabt hanekammen. En er vel snart otte år.