Og pludselig så glemte de mig…

De sidste 3 uger af min graviditet med Cirkeline var frygtelige. Jeg var på fødegangen i tide og utide, bl.a. fordi jeg ikke kunne mærke liv. De havde ændret min termin mange gange og i min optik gik jeg på overtid 3 uger før deres beregner. Så jeg var ramt på flere parametre og naturlig nervøs, men det gjorde ingen forskel for dem. Da jeg ifølge mine beregner (set i lyset af insemineringen) var fulde 43 uger henne, var jeg en tur på fødegangen igen. Min krop havde det skidt og der var ingen snarlig fødsel under opsejlning. En jordemoder forbarmede sig og tog vandet, fordi det kunne tages. Fostervandet var grønt og herefter begyndte tingene var skulle gå lidt stærkt. Desværre tog det 14 timer fra de tog vandet og til Cirkeline blev født og på de 14 timer blev jeg mere og mere stresset, Cirkeline blev mere og mere stresset og jeg holdt til sidst helt op med at kunne samarbejde. Jeg fik besked på, at jeg ikke måtte få noget at drikke eller spise og det nok ville ende med et kejsersnit, når jeg nu ikke ville samarbejde. Jeg var bange. Ved 3. vagtskifte kom en jordemoder ind, hun indtog rummet og tog styringen, endelig kom Cirkeline ud ved min egen hjælp, men hun var så medtaget af fødslen, at jeg ikke måtte se hende med det samme. Efter 4 dage kom vi hjem.

Selv om Cirkelines død intet havde med den hårde fødsel at gøre, så var der ingen tvivl om, at den efterfølgende igangsættelse af både Gustav og Harald i uge 39 handlede om at gøre det trygt og delvist forudsigeligt for mig, og sådan oplever jeg også begge forløb. Jeg vidste godt, at igangsættelser kan trække ud, men jeg følte mig hele tiden velinformeret og tryg, og min oplevelse af begge de fødsler er også, at det gik som det skulle i forhold til ve-udviklingen og lignende.

Denne min 4. graviditet har været skønt. Jeg har nydt hvert øjeblik og har haft det fantastisk. Tidligt i forløbet blev det bestemt, at jeg også skulle sættes i gang den her gang. Der var ingen grund til ikke at gøre det. Det startede også fint, de kunne – som håbet både hos dem og os – desværre ikke tage vandet, i stedet ville de så gå lidt mere progressivt til værks og sætte mig på fuld dosis ve-stimulerende hormoner den første dag. Det lod også til at virke og de var fortrøstningsfulde og da jeg efter et tjek på fødegangen efter dagens 3. dosis, så var planen, at de ville tage vandet næste morgen.

Næste morgen var der pludselig ikke længere tid til mig. Jeg kom bag i køen og selv om, at havde svært ved helt at acceptere det, så var jeg trods alt fuld forståelig med det faktum, at igangsættelser viger pladsen for det spontane og akutte. Men de var opmærksomme på mig, som de sagde og jeg kunne bestemt ind til et tjek-op midt på dagen. Jeg brugte et par timer på at komme mig over den skuffelse og da jeg kom ind på fødegangen kl. 14 så alt fint ud, hvorfor vi blev sendt hjem med beskeden om, at de ville ringe mig ind mellem kl. 15 og tidligt torsdag morgen med henblik på at tage vandet. Så vi tog hjem og ventede.

Her er vi stadig. Rigshospitalet har ikke kontaktet mig, og der var kan være en million gode grunde til det, men jeg er et helt andet sted nu. Jeg kan ikke længere tage det rationelle ind. Jeg føler mig stresset, tidligere tegn på at noget var i gærde er forsvundet, jeg har ikke længere nogen fornemmelse med min krop. Jeg har stort set ikke sovet i nat. Jeg har grædt, for jeg er bange, og frustreret og er begyndt at frygte, at det her ender med en fødsel som Cirkelines, en fødsel hvor jeg ikke længere kan samarbejde, fordi jeg ikke længere ved hvad jeg skal regne med.

Hele tiden er min krop i en slags alarmberedskab, den står standby og samtidig skal det omkring mig fungere. Der er stadig 2 drenge, der også har brug for en vis form for regelmæssighed og som også er begyndt at være frustreret over at baby ikke kommer, og at mor ikke helt er til stede. Det er et underlig vakuum, for den rationelle side af migkan sagtens rumme, at virkeligheden nu en gang er foranderlig og ingen er herre over særligt meget, og så længe jeg kan mærke liv, så må jeg tro på, at alt er som det skal være. Det er til gengæld svære at overtale følelserne til den virkelighed. De mosler rundt i mig og giver mig hjertebanken og gør det svært for mig at slappe af og lytte og tage ind, og desværre er det ofte sådan,a t det lige præcist er sådan, at det er den følelsesmæssige del af en, der får taget styringen.

Det er pisse ubehageligt og dertil kommer til faktum, at jeg også er skuffet og vred over Rigshospitalets håndtering, specielt fordi vi havde en aftale om, at de ville kontakte mig uanset, også blot for at fortælle mig, at det ikke kunne blive til noget alligevel. De glemte mig, tænker jeg. I hvert fald fik de aldrig ringet og nu sidder jeg her tidligt morgen med hævede øjne og en urolig krop.

Om lidt er det mig, der kontakter dem. Hvad der sker derfra, ved jeg ikke.

Status

De kunne ikke tage vandet i går morges, så jeg fik piller til at modne det hele en smule. De første inden jeg forlod hospitalet. Det startede godt og der kom regelmæssige plukkeveer med bid, så efter 4 timer hvor de næste piller skulle spises, syntes jordemoderen at jeg lige skulle se an i yderligere 2 timer, for at undgå at blive ramt af en ve storm. Nu gik det langsomt i sig selv i forhold til regelmæssighed og efter 2 timer fik jeg besked på at tage  pillerne. Så skete der lidt igen og efter 4 timer tog jeg de sidste piller og skulle møde på fødegangen kl. 21.30.

Det virkede godt. Ve-aktiviteten tog til og bed. Så vi startede med at gå lidt omkring på hospitalet og jeg måtte bruge energi på vejrtrækningen, men det havde desværre ikke givet nok og efter midnat tog vi hjem for at få søvn. Det fik vi og nu er det hele ligesom gået i sig selv. Pis altså. Fuldstændig som med igangsættelsen af Harald.

Sådan er det jo med igangsættelser og indgriben. Jeg ved det godt. Jeg er forberedt på det. Savner mine drengene nu og er atter på vej på fødegangen for at se om der kan komme lidt mere skub i det.

Så radiotavsheden skyldes at vi arbejder på det.

Mens vi venter på baby

Det er først i morgen, tirsdag, at en igangsættelse finder sted, altså med mindre hele Rigshospitalets optageområde er gået i fødsel.

Jeg er klar. Vi er klar. Har slappet af hele weekenden og samlet ungernes elektroniske tog. Så er tiden gået med det.

Så der er ingen fødsel i gang. Endnu.
Sov nu godt derude.

At få hjælp til at komme i gang.

Jeg bliver sat i gang i næste uge, inden påske, hvis det ikke er sket af sig selv inden, da er jeg fulde 39 uger. Lige som med Gustav og Harald, og alene af hensynet til mig. Der er ikke en medicinsk årsag. Der er en psykisk.

Der er delte meninger/erfaringer om igangsættelse og I behøver ikke dele dem med mig, slet ikke de dårlige, det har jeg ikke brug for. Enhver fødsel har sine risici og jeg har både læger og jordemødre ind over og jeg er tryg.

Min graviditet har været god og længe forestillede jeg mig, at jeg ville se, om jeg gik i gang af mig selv, men jo tættere på vi er kommet terminen, desto mere har jeg brug for, at de holder mig i hånden. Cirkeline døde ikke af de tre ugers overtid, men fostervandet var grønt og mentalt var jeg så slidt, at jeg dårligt kunne samarbejde.

Min jordemoder siger, at her fjerde gang satser de på, at de kan nøjes med at tage vandet og med de sidste ugers mange plukkeveer, så virker det som en reel mulighed, men alt det bliver der taget stilling til, når jeg står på fødegangen. Umiddelbart bliver det tirsdag, men det kommer helt an på, hvor mange fødsler, der er i gang den dag. Er der knald på, så må jeg vente til en anden dag. Det er jeg helt indforstået med.

Vi glæder os. Vi er klar. Jeg aner ikke, hvad kønnet bliver. Jeg har drømt, at det bliver en dreng, men hvis jeg skal sammenligne graviditeter, så har jeg cravings for appelsin ligesom med Cirkeline.

God torsdag til dig, dig og dig. Og tak fordi du er der, læser, kommenterer og forholder dig. Det betyder noget. Du betyder noget.

Så er man der i forløbet, hvor man hele tiden spørger sig selv, er det nu?

Jordemoder fik fandeme trykket så meget på maven, da hun skulle komme med et fosterskøn, at jeg nærmest gik i fødsel i går. Nærmest ing?! Altså enten det eller også var det den pludselige craving, der gjorde at jeg på under 30 minutter fik kværnet en dobbelt daim, en marsbar og en liter chokolademælk. Baby har sgu da fået et seriøst sukkerchok og forsøgt at presse sig ud.

Fødsel er måske nok så meget sagt, for det er nok mere den der latente fase, som jeg mærkede i går aftes, da jeg flere gange måtte koncentrere mig om vejrtrækningen og på et tidspunkt var jeg så mør, at en fødsel inkl. smerter var mere end velkommen.

Nå men det stoppede på et tidspunkt og jeg faldt i søvn og fik sovet. I dag er jeg træt og har slået mig ned i sofaen. Her forestiller jeg mig, at jeg kommer til at opholde mig hele dagen; siddende, liggende, vågen, sovende.

38 fulde uger

Er lige kommet hjem fra jordemoder. Alt ser fint ud. Et fosterskøn på 3300 gram. Blodtryk 110/70. Vægtøgning på 11 kg. Hovedet vender ned. Plukkeveerne er tiltaget, kroppen er træt og jeg er så klar og tilbage er den sidste ventetid.

image

Lidt bonusinfo. Ved fødslen vejede ungerne følgende:
Cirkeline 3500 gram.
Gustav 3450 gram.
Harald 3710 gram.

Åbenbart enten eller

Enten laver jeg for lidt og bliver helt komatøs af det eller også laver jeg får meget og bliver lige så komatøs, dagen derpå. Er i hvert fald så træt lige nu, at det gør ondt i mine øjne og kan slet ikke overskue i alt 2 kilometers gang til og fra børnehaven. Bliver simpelt hen nødt til at tage bilen, så jeg bare kan komme hjem og slænge på sofaen.

Kan tilsyneladende ikke finde den der mellemvej, som alle taler om og Krak skal man ikke bruge, for så kommer man på udflugt i Danmark… og det orker jeg helt ærligt slet, slet, slet ikke.

Sover også dårligt om natten, vågner hver gang jeg vil vende mig om, strander på ryggen i processen og ligger bare der og spræller med arme og ben som et insekt på ryggen. Seriøst. Det er som om alt bliver lukket ned indvendigt.

Tirsdag

Brugte 3 timer, efter morgenaflevering af barn og moderat 2 kilometers trav, på dels at sove, dels at vågne. Måtte tvinge mig selv med trusler om siddesår og akut vægtøgning, hvis jeg ikke gjorde noget. Nu.

Fik med møje og besvær bundet mine gummisko (havde haft ballerinaer på i går, men Harald kaldte dem konsekvent sutsko – det var mere end mit hormonelle system kunne klare, fik også fede fødder i dem) og fandt min cykel frem. Sidder oprejst på den, men kan snart ikke svinge ben over stang og sadel, og cruisede i lokalområdet. Hvor jeg blev gjort opmærksom på, at Lyngbyvej fra Emdrupbroen og til Hans Knudsen plads er spærret fra i dag og halvanden år frem.

Nå men må finde alternative cykelrute til hhv. jordemoder og Rigshospitalet. Skal jo nok ikke regne med at gå 18 måneder over tid, men kunne jo strengt taget nå en graviditet mere i samme periode. Dog nok ikke en reel mulighed, hvis jeg konsulterer Ulrik.

Cykelturen gav nyttig oplysning og energi. Det sidste havde jeg mest brug for. Nåede både at tømme opvaskemaskinen, der fornylig tømte sig selv ud over køkkengulvet, og fik lagt tøj sammen og på plads. Så tror jeg også, at gassen går af ballonen, når klokken runder de 20-stykker. Der er alligevel grænser for den gravides overskud med 3 uger til termin.

Talepædagogens konklusion er, at hans sprogforståelse både er god og alderssvarende, og vi samler op om et halvt år. I mellemtiden kan vi alle sammen blive bedre til at benævne flere navne for det samme; dørnøgle, cykelnøgle, bilnøgle… garnnøgle eller nåeh nej. Tilbage er en snak med børnehaven og jeg er sikker på, at vi er på dette vej. Igen.