Gustav er mit spejl. Det giver indimellem nogle konflikter/kontroverser/problemer/sammenstød/ehm… interessante udfordringer. Jeg er den voksne, men det kan jeg godt glemme og det er altså ikke et kønt syn. Overhovedet. Så i morges havde vi en lidt kedelig start på dagen. Jeg tager den på mig, og mig og Gustav er gode igen (håber jeg virkelig), men jeg sidder nu alligevel med en trist følelse i maven og en umanerlig trang til at flæbe og løbe ned og hente ham fra børnehave og kysse og kramme ham til han stikker mig en syngende lussing.
I fredags ringede jeg mig barn syg fra arbejde (så goddag og velkommen efter barsel), da Harald havde det mindre godt. Mandag måtte jeg ringe og tage en fridag (i forvejen havde jeg fri tirsdag (i går) og i dag, hhv. pga besøg hos hudlæge med Gustav og i dag tandlæge til mig) og således har jeg haft tre dage hjemme med Harald (og faktisk i går med begge drengene). Det STRESSER mig. Jeg kan godt mærke – som jeg også skrev om i går – at der skal ikke så meget støj på linjen før jeg bliver kort for hovedet og med meget lidt overskud. Der er ingen tvivl om, at det var godt, at min barsel sluttede 12. oktober.
Nå men det gik jo lidt ud over Gunnar i morges. Fordi vi spejler hinanden. Så jeg var lidt kort for hovedet, vrissede lidt af Harald og pludselig var Gustav også sur og vrissede og endte med at sidde og skrige ude på trappen og så eksploderede det for mit indre. Jeg hader det. Jeg hader det mest af alt fordi Gustav bliver så ked af det og fordi jeg også godt kan mærke, at han nok også bliver lidt bange og jeg hader det fordi der er alle de her triste og kedelige og slet ikke rare følelser inden i mig bagefter og de vil ikke rigtig slippe sit tag.
Så ved du hvad? Jeg glæder mig til at jeg skal tilbage på min pind i morgen.