40 år. Fire nul. Fyrre. Fire årtier. To snese. XL med romertal. Der er fylde og kvindelighed over tallet 40. Det tager sig fint ud på skrift. Lyder tilmed godt og ser friskt ud. Ikke træt som 39. Niogtredive er noget, der hænger. Fyrre derimod er kvindelighed. Det er form. Det er finesse. Fyrre er den perfekte omkreds af modenhed.
Er jeg træt af at blogge? Egentlig ikke. Til gengæld har tingene ændret sig de sidste par år og det er nok blevet sekundært. Udfordringen det sidste år har sendt mig på lidt af en rejse rent udviklingsmæssigt og jeg ser rigtig mange ting anderledes end tidligere. Det kommer til at lyde som noget selvoptaget pis, men faktum er at det er blevet mere Frederikke og mindre jante.
Jeg er begyndt at hvile mere i mig selv og jeg bruger væsentlig mindre krudt på udefrakommende støj. Jeg er simpelt hen så træt af at høre på andre menneskers brok over den og den ikke siger tak eller den og den gør sådan og ikke sådan eller den og den skriver sådan og måske er vores relation ikke til det. Jeg må bare sige; så gør noget ved det!
Er det noget, der virkelig generer dig og vil verden være et bedre sted, hvis der bliver ændret på det. Så. Gør. Noget. Ved. Det.
Grib fat i vedkommende, hvis det er det, der skal til eller også må du lade det ligge. Lad nu vær med at bruge din tid og energi på det, hvis du ikke selv vil gøre en indsats.
For det er en stor del af det jeg har brugt det sidste år: At give slip, børste af og gøre op med mig selv, hvad det er jeg gider bruge min tid til og på. Folk i trafikken kører med hovedet under armen, men jeg kan ikke råbe dem alle op og jeg gider ikke være aktivist og stå på et gadehjørne og punktere cykeldæk. Så jeg bider det i mig og bruger ikke mere energi på, at der igen er en, der ikke rækker hånden ud ved sving eller stopper helt ude i krydset til gene for alle andre. Det er ikke det værd.
Jeg har selv været sådan en med en mening om alt. Sådan en der mente, at der kun var en måde og det var min måde. Og sådan er en del af mig stadig, det skal jeg ikke kunne frasige mig, men jeg prøver ikke at lade mig påvirke af det og se det som en personlig fornærmelse at nogen lever deres liv anderledes.
Der sker på én gang så meget og på én gang så lidt. Lige nu bruger jeg meget af min tid på planlægning af det store fire nul, – og faktisk er der ikke så meget mere at planlægge og koordinere; resten afhænger jo faktisk af vejret.
Gustav er blevet tilbudt ekstralæsning 2 timer om ugen. Det har vi sagt ja tak til. Han har brug for et lille skub til at komme ordentlig i gang og skolen har skønnet, at det bedst gives ham inden for nogle mindre rammer. Så han og 2 andre går fra.
Gustav virker ikke hæmmet af det eller trykket. Han ved godt, at det ikke er smadder nemt for ham og han ved godt, at han har brug for lidt mere tilløb til at komme i gang, fordi det er her usikkerheden spænder ben for ham.
Og så øver vi hjemme. 20 minutter hver dag er planen.
Vi følges stadig om morgenen. Det synes jeg er dejligt, – og jeg har indtryk af, at Gustav også trives godt med det. Han snakker stadig om at køre hjem fra skole alene, men når jeg så siger farvel i skolegården og spørger ham, så foretrækker han alligevel, at jeg kommer og henter ham. Det gør jeg gerne. Det andet skal nok komme.
Sidst på linjen: Han er bare blevet så stor. På alle fronter. Virkelig.
Fredag kl. 12 som telefontiden sluttede måtte jeg pakke sammen og gå hjem. Hele kraniet var spækket til bristepunktet med snot. Seriøst. Hvad fanden sker der får det der forkølelsespis?
Lørdag var slut med sut-dag for Harald. Han har længe ønsket sig Woody fra Toy Story og vi har gerne vil give ham den, men vi syntes også, at det skulle ske i forbindelse med noget og så blev slut med sut-dag det oplagte valg. Det er ca. 6 måneder tidligere end med Gustav, men Harald har så til gengæld ikke været så knyttet til sin sut, som Gustav.
Så ikke noget med at trække pinen ud. Mandag fik vi lavet en plakat og så var der 5 dage til slut med sut. I går tog vi til Frederiksberg Have og fandt suttetræet, akkurat som vi gjorde med Gustav 4 år tidligere. Gustav havde nok håbet at gense sine sutter, men så længe får de ikke lov til at hænge, der er trods alt en vis oprydning. Sutterne blev hængt højt og så var han ellers klar til at møde Woody og vi kunne dårligt nå hurtigt nok hjem.
Glæden var stor, da han fandt pakken og Woody gemte sig på den anden side af papiret (og begyndte selvfølgelig straks at fortælle om alle de andre figurer, som han også gerne vil have) og da han skulle i seng gik det helt uden brok.
Jeg har stadig snot i hele hovedet både interna som externa og jeg er ved at blive sindssyg. Nå men I just have to suck it up eller…
Varslingssirenen lyder. For mig varsler den, at vi har ramt maj og jeg snart har fødselsdag.
Den lange tone lyder. Faren er forbi.
Vi ses senere.
Måske skal min næste udfordring være 365 dages dedikering til bloggen. Det ville klæde mig, tænker jeg. Nå men, intet nyt er godt nyt og jeg vil ikke sige, at jeg lider af skriveblokering. Jeg tænker bare ikke rigtig i indlæg i øjeblikket.
Jeg har tankerne alle mulige andre steder, fx på min kommende 40-års-fødselsdag. Den er i den grad lige rundt om hjørnet. Gæsterne er inviteret. Jeg glæder mig. Det bliver totalt laid-back og DIY-style. For vi satser jo stærkt på at vejret bliver super lækkert, så der kan tændes op i grillen og så står den ellers på hjemmelavede burgers og vaffelis med hele svineriet.
Og for lige at slutte hvor jeg startede, måske er 365-dages-dedikering slet ikke nogen dårlig idé, for det her, det støver fandeme. Hvilket det jo også kan gøre i 365 dage og så siger jeg bare stakkels dig og mig og alle mulige andre. På den anden side kunne det jo tænkes, at det gav mig et skub i den rigtige retning. For lige nu er der godt langt mellem snapsene her på hende.dk.
To slebne brilleglas indfattet i et stel som bæres foran øjnene for at korrigere for synsfejl, idet stellet hviler på næseryggen og oversiden af ørerne.
Så kom dagen hvor skærmbrillen blev skiftet ud med noget mere stationært.
Jeg tror ikke det handler om alderen.
Det er blot et symptom på den digitale verden vi lever i.
Nyder de spæde solstråler i haven. Harald leger og Gustav gemmer sig indenfor. Ulrik er ude og spille petanque. Det er lørdag og jeg har været træt i ugen. Underbemanding på job og omstrukturering, der er ved at komme på plads, spiser af overskuddet. Så i dag tanker vi op, og jeg har fået nyt strik på pindene. Må sige farvel til en 5 år gammel sweater og erstatte den med en ny.
På The Orange Rhinos facebookside bliver der talt om stressede dage og hvordan man undgår dem. Først ville jeg skrive en kommentar der – men så kunne jeg godt mærke, at mit svar blev meget langt og dybest set synes jeg, at det fortjener sit eget indlæg her på siden… for skønt det er mig, der kæmper (og det er så ikke rigtig en kamp mere), så er I rigtig mange, der støtter mig og alene af den grund vil jeg rigtig gerne dele med jer.
Min værste fjende: At komme for sent. Jeg har nu 86 dage tilbage af udfordringen og det har været et af mine helt store arbejdsområder. Så læste jeg en artikel om, at man ikke kan skynde på børn. Den del af hjernen, der kan forudse og planlægge, er først udviklet når de er i slutningen af deres teenagerår og så vidste jeg, at det var mit ansvar. Noget af det allerførste jeg skulle øve, var at spørge mig selv: Hvad er det værste, der sker, hvis vi kommer for sent? Og hele tiden holde det op mod en rolig morgen, hvor vi alle kommer ud af døren med en følelse af, at vi alle sammen er ok og fortjener gode morgner.
Så kiggede jeg på mig selv. Jeg trives allerbedst med struktur og forudsigelighed, når jeg ved hvad mit næste skridt er. Når børnene er hentet hjem, så har vi alle sammen brug for vores rum til at koble fra. Drengene kan godt lide at fjernsynet bliver tændt, så hænger de i sofaen eller sidder på gulvet og leger mens det kører i baggrunden. Det generer mig ikke. På den måde fornemmer jeg, at de går til og fra i takt med deres behov. På et tidspunkt bryder de op og går på deres værelser eller i gang med helt andre lege.
Jeg laver mig en kop kaffe, sætter mig i køkkenet, måske lidt wordfeud, måske nogle blogs, måske nyhederne, måske ingenting; blot kaffe. Bagefter rejser jeg og går i gang med aftensmaden. Når jeg laver mad, så rydder jeg op samtidig. Det er vigtigt for mig, at der ikke flyder med knive, skeer, gryder, mad o.a. Så dækker jeg bordet (nogen gange – ikke tit – spørger jeg ungerne, om de vil hjælpe, hvilket de vil nogen gange, ikke tit). Ulrik nok kun lige at komme ind af døren og få 5 minutter, så spiser. Klokken er nu halv seks.
Efter aftensmaden er der kommet lidt mere energi til alle, specielt drengene og de drøner frem og tilbage og mellem benene på os mens vi rydder af bordet. Nu har vi en times tid sammen, alle 4. Klokken syv bliver Harald puttet og i mens går Gustav på værelset og finder på noget vi skal lave, når Harald er faldet i søvn. Far børster Haralds tænder og synger den første sang, så overtager jeg og synger 2 sange, mens Ulrik dækker morgenbordet, så kysser jeg ham og siger, nu skal jeg smøre madpakker. Så ligger han der og falder i søvn til lyden af madpakker, der bliver smurt.
Tyve over syv er både Harald faldet i søvn og madpakkerne er smurt. Så mødes vi på Gustavs værelse. De fleste dage skal vi spille domino. Der er også dage, hvor ingen orker domino eller samværet. Så laver vi hver vores indtil klokken er otte, hvor Ulrik børster Gustavs tænder og vi sammen putter ham. Så spørger Gustav i mørket om jeg ikke lægger mig lidt hos ham. Det gør jeg. Tyve over otte er både Gustav faldet i søvn og teen Ulrik har sat over færdig. Nu var vi små 2 timer til os selv. Måske går jeg i bad, måske strikker jeg, måske ser vi en film, måsker læser jeg blogs, måske skriver jeg blog.
Næste dag ringer vækkeuret klokken seks. Jeg står op. Tager tøj på og går nedenunder. Der sættes vand over til kaffe og børnene bliver vækket. Gustav tager sit tøj på og sætter sig foran sin computer og spiller mindcraft. Harald kaster sig i sofaen foran fjernsynet og forlanger tegnefilm og varm mælk på flaske.
Tyve minutter i syv bliver Gustav kaldt til bordet for at få morgenmad. Bagefter er tiden igen hans og senest 20 minutter over syv er vi ude af døren. Det fungerer godt. Det er blevet en rytme, der passer os alle sammen og som har lige præcist den forudsigelighed, der skal til. De gode morgner, giver gode dage. Det har jeg lært og jeg kan møde på arbejde 45 minutter senere uden at have en klump af dårlig samvittighed i halsen.
I går var Harald hjemme sammen med mig. Hans astma bronkitis havde det ikke godt og iblandet en begyndende forkølelse, så var det bedst at give ham noget ro. Jeg fik så til gengæld ikke meget ro og hen over middag havde jeg verdens største boble, der omringede mit hoved. Vi havde en hyggelig dag.
Mormor tilbød at komme og hente Gustav fra skole. Det gjorde godt. Da de kom tilbage spurgte jeg Gustav om han ville med mormor hjem. Det ville han selvfølgelig gerne og straks efter tog de af sted. I dag da jeg ringede for at høre om han var klar til at blive hentet var svaret nej. Han ville gerne blive hos mormor, der var ved at lære ham at spille kort.
Det forstår jeg godt. Pludselig huskede jeg, hvordan jeg sad hos min egen mormor og spillede kort med hende, og så slog det mig, at jeg syntes, at min mormor var gammel og selv om vi hyggede os og det altid var dejligt at være hos mormor, så var hun – da jeg var 7 år – gammel.
Sådan ser jeg slet ikke min mor. Overhovedet ikke. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er det billede som Gustav vil få af sin mormor. Sådan er det vel bare i forhold til børn og alle os andre. Og ja min tanker kredser meget omkring alder i øjeblikket. Jeg runder lige straks 40 år, hvilket jeg glæder mig til. Glæder mig til festen og fejringen og jeg synes også at tallet 40 er flot. Dejligt rundt.
Måske er det naturligt at gøre en slags status, når man når hertil i livet. Måske er det naturligt at spejle sig i sine omgivelser og spekulere over hvor gamle folk omkring en er. Måske ligefrem sammenligne sig selv og google hele internettet for at se hvor gammel den og den er og slå en lille glædeslatter op, hvis vedkommende er yngre og alligevel ser ældre ud.
Jeg ser et i spejlet. Jeg tror, at mine omgivelser og mine børn ser noget andet. Sådan rent fysiologisk. For alder er mange ting. Der er den biologiske alder og den alder man føler sig, tænker jeg.
Føler jeg mig 40 år? Hvordan skal man føle sig, når man bliver 40 år? Gør det ondt? På en og anden måde definerer 40 år en skillelinje. I 20′erne tog jeg en uddannelse og fik skabt mig en karrierer, som jeg identificerede mig med. Jeg fik mine børn i mine 30′er og fik en ny titel som mor, som jeg også identificerede mig med. Og nu er tiden inden til at lade dem gro endnu mere, give slip og selv komme videre. Er det sådan det er at blive 40 år? Er det det man gør?
Alder er bare et tal, siges det. Måske. Der er ingen tvivl om, at selv om jeg føler mig ung og fuld af liv – så mærker jeg alderen på min krop. Jeg har ikke den samme udholdenhed som da jeg var 20, ej heller den samme sorgløshed. Det samme kan jeg sikkert sige om de 30 og nok også om de kommende 40, altså om udholdenheden, – omend jeg synes at skellet mellem de 30 og de 40 er mindre end da jeg fik fra 20′erne til 30′erne.
Det er sikkert ikke det sidste fra min hånd omkring alder. Ikke fordi jeg føler mig kriseramt, for det gør jeg ikke – men fordi jeg et og andet sted føler, at jeg er i gang med redefinere mig selv. Lyder det tosset?