Kategoriarkiv: Børn

Slut med sut-dreng og hovedet fuld af snot-mor

Skrevet den by
16

Fredag kl. 12 som telefontiden sluttede måtte jeg pakke sammen og gå hjem. Hele kraniet var spækket til bristepunktet med snot. Seriøst. Hvad fanden sker der får det der forkølelsespis?

Lørdag var slut med sut-dag for Harald. Han har længe ønsket sig Woody fra Toy Story og vi har gerne vil give ham den, men vi syntes også, at det skulle ske i forbindelse med noget og så blev slut med sut-dag det oplagte valg. Det er ca. 6 måneder tidligere end med Gustav, men Harald har så til gengæld ikke været så knyttet til sin sut, som Gustav.

Så ikke noget med at trække pinen ud. Mandag fik vi lavet en plakat og så var der 5 dage til slut med sut. I går tog vi til Frederiksberg Have og fandt suttetræet, akkurat som vi gjorde med Gustav 4 år tidligere. Gustav havde nok håbet at gense sine sutter, men så længe får de ikke lov til at hænge, der er trods alt en vis oprydning. Sutterne blev hængt højt og så var han ellers klar til at møde Woody og vi kunne dårligt nå hurtigt nok hjem.

Glæden var stor, da han fandt pakken og Woody gemte sig på den anden side af papiret (og begyndte selvfølgelig straks at fortælle om alle de andre figurer, som han også gerne vil have) og da han skulle i seng gik det helt uden brok.

Jeg har stadig snot i hele hovedet både interna som externa og jeg er ved at blive sindssyg. Nå men I just have to suck it up eller…

nr1 nr2 nr3 nr4 nr5 nr6

Sommerklip

Skrevet den by
4

I går var det den tid på året, hvor drengene fik med trimmeren. Jeg elsker når deres hår er helt kort og tæt til hovedet. De ser så frække ud.

Gustav har bare også nået en alder, hvor han forventer at blive hørt og vi må sande at helt tæt med trimmeren ikke helt er noget for Gustav. Han vil gerne have beholdt sine hanekam.

Nu må håret vokse og så nu få genskabt hanekammen. En er vel snart otte år.

Det man læser – det er man selv.

Skrevet den by
4

Bortset fra at jeg føler mig lidt småfed. På maven. Så går det godt og det med maven går over, når jeg holder op med at tvangsfodre mig selv. Det er stadig koldt om morgenen, men lyset er blevet anderledes og så er det alligevel lidt svært at blive rigtig sur på DMI, skønt jeg dagligt gør et forsøg. Bare spørg Ulrik.

I går stod tællerne på 100 dage tilbage af udfordringen. Det burde jeg skrive nogle bevingede om. I morgen måske. Bagefter kan jeg passende skrive lidt om Harald og hans nye børnehave, og bagefter igen skal der vist også gøres lidt spalteplads til Gustavs og hans yndlingsfarve. Den er sort. Min egen den er gul.

Så bliv på url’en.

Tynd mave og en lillesøster

Skrevet den by
24

Onsdag. Ulrik er til petanque. Indendørs, så det er ikke med snebolde han triller. Ungerne sover.

Harald fik ny flyverdragt i dag. Min mor havde købt den til ham. Nedsat. Den anden han har er en arvesag fra Gustav og den fejler som sådan ikke noget, men nu har Harald de sidste par dage sagt, at han frøs, når jeg hentede ham og i dag har jeg været hjemme med ham og hans tynde mave. Uden at han rent faktisk virker syg. Han er på toppen, men det er tyndt, når han slår en skid.

Nå, men det med at han frøs fik mig til at spekulere på, om det kunne tænkes at flyverdragten var på sidste holdbarhed. Jeg mener, der er vel også grænser for meget sådan en sag kan vaske, selv om den bliver imprægneret  og stadig overleve endnu en vinter med frost og sne.

Det med hans mave tror jeg (og børnehaven) nok skal tilskrives, at han spiser sne alt det han kan komme til og det selv om, man beder ham om at lade være. Så gør han det bare, når man blinker. Han er en dreng på 3 år. What to do.

Gustav oplyste ved morgenbordet, at han bedst kan lide matematik, natur og teknik samt billedkunst, og at han gerne vil have en lillesøster.

Uanset så vil jeg gerne give Gustav det mere.

Skrevet den by
5

Jeg elsker mine børn. Jeg er også ret sikker på, at jeg elsker dem lige meget. Lige som jeg ved, at det også er ganske ubetinget. Jeg kan have øjeblikket, hvor jeg er træt af dem eller bliver irritereret på dem enten fordi de larmer, ikke lige gør som jeg forventer eller fordi de rent faktisk opfører sig som helt almindelige børn.

Lige nu er vi et sted i en af Haralds faser, hvor Kong Ødipus har gjort sit indtog. Han kræver sig fuld adgang til sin mor og bliver dybt såret og dramatiserer alting, hvis han føler sig afvist. Så er mor dum og tarvelig og han bærer nag. Længe. I hvert fald lige indtil han opdager, at mor har bevæget sig væk fra ham. Så starter velcroen igen.

Det er egentlig ikke et problem og jeg synes som sådan heller ikke, at det er en frygtelig opslidende fase. Vi har været fuldstændig samme sted med Gustav, da han var på Haralds alder. Forskellen fra den gang og nu er så til gengæld at Harald i langt højere grad har en konkurrent, som Gustav ikke havde. Nemlig Gustav.

Netop det har været det og er det opslidende i den her fase. Ikke så meget deres rivaliserende adfærd – fordi jeg på den konto er kommet frem til at det er en del af det at være søskende, men fordi jeg faktisk indimellem sidder tilbage med følelsen af, at jeg ikke fordeler sol og vind lige.

Der vil altid være situationer, hvor det er skævt fordelt. Den er jeg med på. Det er nok mere den følelse i mig, at jeg skubber Gustav lidt væk. Der er tilmed dage hvor jeg føler mig fremmed i forhold til ham, føler mig afvist af ham og ikke forstår ham. Så spekulerer jeg på, om han føler sig svigtet af mig, føler sig snydt fordi Harald kom og hvad nu hvis han kommer til at hade mig for evigt, når han bliver voksen.

Så når han i forbindelse med en kommende forældresamtale på skolen taler med sin lærer, om hvad han gerne vil noget mere, siger, at han gerne vil læse mere med sin mor. Så tuder jeg og bebrejder mig selv alt muligt og forstår slet ikke, at det skal være så svært for mig at bruge noget mere tid om aftenen, når han bliver puttet, med at sidde sammen med ham og læse.

Faktisk læser Gustav og jeg sammen hver dag. Så når han siger som han gør, så hører jeg noget andet. Så hører jeg, at han beder om mere tid/opmærksomhed som fra mig. Tiden som jeg ikke samtidig bruger på Harald, lige som Harald får tid som jeg ikke samtidig bruger på Gustav. Fordi Harald er i en fase og dramatiserer alting og gør krav på og så gør jeg for fredens skyld, du ved.

Forskellen mellem Gustav og Harald er 4 år. Så der hvor det lille barn gør krav på ved at fylde meget og brokke sig højlydt, der gør den større krav på ved at sætte ord på og trække sig en smule (for at beskytte sig selv, tænker jeg).

Uanset så vil jeg gerne give Gustav det mere. Fordi han rent faktisk beder om det. Jeg har bare haft lidt svært ved at høre for larmen af Ødipus.

En hel uge med løsrivelse og mod

Skrevet den by
8

En hel uge hvor vi har kysset farvel i skolegården. En hel uge hvor han er gået det sidste stykke vej alene. En hel uge hvor han er stoppet op 2 gange i rundgangen for at vinke gennem ruden. En hel uge hvor det på én gang har været stort og på én gang været med en knude i maven. En hel uge hvor min store dreng har løsrevet sig lidt mere. En hel uge hvor han modigt har sunket klumpen i halsen og sagt til mig, at vi sagtens kan gøre som dagen før.

Det har også været en hel uge for Harald i den nye børnehave. En hel uge med leg. En hel uge med kun middagslur en dag. En hel uge hvor vi hver morgen forbereder ham på, at han skal i børnehave og han retter os med ordene: Nej ikke børnehave. Ny børnehave!

Ulrik var med hele mandagen, så gik han et par timer tirsdag og både onsdag, torsdag og i dag fredag er Harald blevet afleveret om morgenen og har glad sagt farvel. Han er træt, når han bliver hentet, men alligevel ikke træt nok til at han falder i søvn i klapvognen på vej hjem. I stedet putter vi ham tidligt (kl. 19) og han falder i søvn med det samme. Sover 12 timer og er klar igen til ny børnehave.

To store drenge. Mine store drenge.

Der er stadig en masse at have fokus på.

Skrevet den by
8

Den anden dag som Gustav og jeg cykler hen til skolen i morgens mørke hører jeg ham sige: Mor, har du lagt mærke til at vi stort set aldrig bliver uvenner om morgenen mere?
Om jeg har? Min elskede store dreng, det kan du tro, at jeg har.

Jeg blev så glad og så lettet. Fordi det fortæller mig, at det nytter noget. Det fortæller mig, at det ikke kun er mig, der synes, at det er blevet lidt nemmere og fordi det fortæller mig, at det nok skal blive rigtigt godt. Vi er ved at ændre på noget sammen.

Brøleriet er lagt på hylden og det glæder mig. Til gengæld kan jeg godt mærke, at jeg skal arbejde lidt mere med min rummelighed i forhold til hans sensitivitet. Det nytter jo ikke noget, at jeg bliver irritereret over, at han synes, at decemberstormen i årets julekalender er skræmmende og han helst ikke vil se resten af afsnittene.

Jeg kunne måske gøre mig selv (og ham) den tjeneste at tage det stille og roligt og en dag ad gangen, og ender det med at vi ikke får set julekalenderen i år (bortset fra bamse og kylling), så går det nok alligevel. Så det skal jeg virkelig have meget mere fokus på og jeg finder inspiration hos Louise på Hold af.

Nå!

Skrevet den by
4

Der er bare dage, øjeblikke, situationer, hvor jeg virkelig bliver i tvivl om jeg fordeler sol og vind lige. Hvor jeg bare – midt i orkanens øje – pludselig kan mærke en kæmpe splittelse og frustration over, at det skal være så svært (indimellem) at have børn.

Stor og lille. Stor eller lille. Der er 4 år mellem mine unger. Et bevidst valg, før var vi ikke parate og jeg har ikke fortrdt aldersforskellen. Langt de fleste dage er den perfekt. Til gengæld er der også de dage, hvor jeg bliver ramt af den. Ramt af at 4 år er mange år og der derfor nødvendigvis må være en forskel på dem, mellem dem.

Så synes jeg, at jeg er lidt mere efter Gustav, fordi han er ældst og derfor ikke skal jagte Harald rundt i lejligheden eller skubbe ham, når de leger. Han er meget hårdhæmmet over for ham. Nogen gange tænker jeg, at han kompenserer for sin egen følsomhed ved at reagere på det, der er trygt, dvs. lillebror frem for kammeraterne. Andre gange ved jeg godt, at det blot handler om at han er 7 år og synes, at Harald er pissehamrende irriterende. Hvilket jeg sagtens kan forstå.

Harald er bare den lille. Han bliver først 3 år om en måned. Han er langt fremme i skoenen på nogen områder, sådan er det jo at være nr. 2 – men på andre områder er vi også nødt til at skærme ham. Han får lidt mere line i situationer, hvor Gustavs måske bliver strammet. Harald har tidligt lært at slå fra sig og give igen, hvis man skal overleve og han skyr ingen midler. Desværre kan han ikke finde ud af at geare ned igen og det må vi hjælpe ham med.

Så i øjeblikket er vi meget opmærksomme på at han for den fornødne ro, vi fjerner ham fra sitautioner der langsomt er ved at trappe op og vi gør meget ud at fortælle Gustav, at Harald er mindre og kan ikke klare de samme ting.

Jeg er sikker på, at hverken Gustav eller Harald lider overlast og jeg er helt sikker på, at Gustav ikke tager skade af at få stillet krav og bedt om at udvise hensyn. Jeg ved også, at vi ikke altid fordeler sol og vind lige i kampens hede. Fordi det er umuligt. Fordi vi alle kun er mennesker.

Og som jeg skriver det her indlæg opdager jeg, at det faktisk IKKE EN SKID handler om at dele sol og vind lige. Faktisk handler det bare om, at jeg BLIVER FUCKING TRÆT af at gentage mig selv over for de børn. Nå.

Når A betyder B og automatisk medfører et C

Skrevet den by
9

Er jeg for hård ved mig selv? Tja, er vi ikke alle sammen det på et tidspunkt? Det tror jeg. Det ved jeg, at jeg er. Til gengæld tænker jeg også, at jeg ikke opfører meget anderledes end så mange andre og at vi alle dybest set ønsker os det samme fra vores forælderskab.

Da jeg blev mor startede en udvikling af dimensioner. Nogle kræver mere arbejde end andre. Fordi jeg stiller krav, fordi jeg undervejs finder ud af, at der er ting jeg virkelig gerne vil gøre en indsats på at ændre. Det er primært den adfærd, som jeg udviser i bestemte situationer, fx når jeg brølede (bemærk nu venligst datid) af mine børn.

Det var en adfærd, der skabte en uhensigtsmæssig kontakt mellem mig og mine børn. En adfærd der uden undtagelse efterlod mig med en sort samvittighed og hvor jeg pludselig fandt mig i rollen som den sure mor, der aldrig gav plads eller slip. Det klædte mig ikke og det var ikke en mor, som jeg havde lyst til at være. Heller ikke selv om andre var sådan.

Jeg er 133 dage inde i udfordringen og det har været en øjenåbner for mig. Jeg synes, at jeg er blevet meget mere afklaret omkring de ting, der fik mig til at råbe og derfor er det væsentlig nemmere for mig at handle anderledes og beskytte mig selv og mine børn for så store udsving. Det betyder også at jeg langsomt finder mere og mere ind til den mor, jeg gerne vil være og derfor kommer der helt naturligt andre aspekter ind, som jeg ønsker at gå efter i sømmene.

Den anden dag skrev jeg om, at jeg bliver pænt træt af mig selv, når pladen går i hak og jeg slet ikke kan slippe fokus fra det, der ikke er væsentligt. Jeg havde valgt et lidt ironisk tilgang til det, dels fordi jeg godt kan se det komiske i det. At stå der og nærmest observere sig selv ude fra, høre sig selv, sige til selv at nu er det ikke vigtigere med den cykelhjelm og alligevel bare fortsætte derudad. For knappen nærmest har sat sig fast.

Den slags slipper jeg nok aldrig helt. Det er en del af det at være menneske, men når jeg bringer det frem og når jeg ønsker at ændre på det, så er det jo fordi, at jeg har en oplevelse af at det sker lige lidt vel rigeligt og fordi jeg simpelt hen mener, at jeg vil gøre mig selv (og mine børn) en stor tjeneste ved at slappe lidt mere af.

Jeg har valgt, at jeg vil arbejde rigtig meget med mig selv, når det gælder min kontakt til mine børn. Dermed fravælger jeg ikke at være autentisk. Overhovedet ikke. Til gengæld ønsker jeg at fravælge alt det, der pludselig foregår på en daglig basis og som mest af alt er spild af tid. Min tid. Deres tid.

Nu har jeg haft hende.dk i 12 år. Lige præcist i den her måned. Der har været pænt meget veldokumenteret udvikling i gang og jeg har rykket mig med kæmpe skridt siden mit første indlæg, dels fordi jeg har ønsket det, dels fordi livet har bragt en masse med sig, der har krævet udvikling.

Nogen bliver trætte af at høre om det. Synes, at jeg er lige den tand for meget og forventer lidt for meget af mig selv og livet og mine børn. Det kan jeg ikke ændre på. Det vil jeg ikke ændre på. Jeg gør det fordi det betyder noget for mig. Jeg ønsker forandringen både i det store og i det små.

Hej jeg hedder Frederikke og jeg er 133 dage inde i udfordringen og jeg er begyndt at have det rigtig godt med mig selv både som mor, kvinde og menneske.