Aner du også et lille hak i pladen?

Jeg er simpelt hen så godt pakket ind i det der barselsland, at jeg slet ikke opdager, at vores server (og dermed hende.dk) er nede.

Til gengæld har jeg virkelig tænkt meget på hende.dk (igen) og jeg er (igen, igen) virkelig i tvivl om, hvad fanden jeg vil med hende. Jeg ville gerne skrive flere indlæg og være lidt mere til stede på den konto, men jeg synes også, at skriverierne bliver mere og mere dagbogsagtige. Dertil kommer at blogskriveri fungerer bedst på computeren og med konstant på farten og baby henslængt over den ene skulder-livet, så lægger det bare mere op til det hurtige fix ved In(sta) your Face(book) – om end det heller ikke rigtig spiller for mig.

Så har jeg tænkt lidt over det. Tænkt at måske skulle jeg bare fortsætte i den dagbogsagtige stil, og så er det måske slet ikke så svært at skabe lidt indhold, – om end det for læseren måske bliver kedeligt; for jeg er jo ikke nogen Anne Frank og vi befinder os ikke midt i 2. verdenskrig på flugt for nazisterne.

Og det blev hverdag

I dag er det 3 uger siden, at Hans blev født. Forelskelsen har ikke lagt sig, men hverdagen er trådt ind ad døren og skæret er blevet lidt anderledes. Ulrik er vendt tilbage til sit arbejde og det ekstra sæt hænder mellem kl. 15 og 17.30 kan godt mangle en lille smule, specielt fordi der ikke rigtig er nogen rytme i forhold til Hansen. Det kommer, det kommer. Jeg ved det godt.

Han vejer nu 4200 gram og har taget 1 kg på på 14 dage, så han er i hvert fald ikke en dreng, der holder sig tilbage og jeg har en seriøs sødmælksproduktion kørende. Han spiser godt på den der slowfood-måden og faktisk sover han for det meste også godt med 2-3 optankninger pr. nat. Det er fint. Vi har haft nogle dage, hvor det er svært for ham at lade luften passere, så der har været ilagt skrigeture, der fik mit hjerte til at bløde en lille smule, for kan vi ikke bare aftale, at vi ikke ender med en omgang kolik igen?

Jeg forsøger virkelig at trække vejret helt ind og helt ned i maven, mens jeg gør mit überste for at lære mit barns signaler at kende, og samtidig forsøger jeg at frasortere omgivelsernes velmenende råd, mest for at skærme mig selv. Hansen og jeg må prøve os frem.
I går forsøgte jeg med at tage ham fra brystet efter et stykke tid, men det fungerede skidt. For måske var hans helt basale behov dækket og måske var han virkelig mæt, men han var alligevel ikke færdig og store gode bøvse hjalp ikke; han skreg og han blev ved at skrige til han blev lagt ved brystet igen, hvor han faldt til ro og mens han diede pruttede han uden besvær.

Så meget bliver man bedre til i takt med at børneflokken øges, men der er virkelig også ting, hvor man starter forfra. Hver gang. Man famler i blinde og føler sig lige så usikker som allerførste gang.

Drengene er stadig søde ved ham, men de er også en smule utålmodige, for hvornår kan de lege med ham og lige nu, hvor han mest er arme og ben i alle retninger, så er han slet ikke sjov, men mere lidt småfarlig med sine cirkelspark og lige højre. Vi kunne kalde ham Gamle Hansen efter bokseren, der er kendt for sit effektive højrekryds.

Vi har ikke været så meget omkring, endnu – men det kommer, det kommer og jeg har besluttet mig for, at jeg ikke har travlt og mest af alt gør jeg som Hansen og er lige midt i det. Det er noget af en øvelse på mange niveauer; for jeg kan godt lide planlægning og en vis form for forudsigelighed. Men jeg kan næsten ikke forestille mig andet end at det faktisk er sundt for mig; bare at læne mig tilbage og nyde hele lortet.

Hans3uger

Så det gør jeg.
God weekend til dig, dit vidunderlige menneske.

Love is in the air

I dag er det 14 dage siden, at Hans blev født. På en gang er det som om, at han har været her altid og på en gang som om han lige er kommet. For mit eget vedkommende er jeg stadig høj ovenpå den bedste fødsel ever; jeg har stadig brug for at tale om fødslen, klappe mig selv på skulderen, fordi jeg virkelig var pissesej. Det hele er fortsat så levende i mig, hver en vejrtrækning, hver en ve.

Harald synes, at det er lidt svært med Hans. Han vil gerne være storebror og vise, at han selv kan en masse og få ros få det… samtidig er det ikke nemt at måtte vige pladsen, når Hans kræver mad og tør ble og opmærksomhed. Så opstår alle Haralds behov også og øv for beskeden om, at man lige må vente et øjeblik. Men vi er opmærksomme på det og vi skærmer ham, roser ham og finder øjeblikke hvor det kun er ham.

Gustav er stor. Storebror. Han har prøvet det før og samtidig har han nået en alder, hvor han bl.a. ser det som en mulighed for lidt frirum. Han er rigtig god til at hjælpe til og forholde sig til Hans, men det sejeste er nu, at han tager sin plads og cykler sjældent hjem fra fritidshjemmet før de lukker, og han hygger sig og er en glad dreng.

På tirsdag vender Ulrik tilbage til sit arbejde, og så skal der lige justeres til, men det er vist mest i forhold til den hverdag mig og Hans skal have.
Og tiden går og det føles rigtigt og rart.

image

Baby, brystmælk, bleskift og bare lige en time på øjet-barselsboblen

Hansen er 8 dage gammel i dag. OTTE DAGE?! I går og starten af natten besluttede han sig for – for anden gang på de 8 dage – at øge mælkeproduktionen, og jeg var en lille bitte smule grædefærdig i går på den der semiforurettet måde, for det havde vi ligesom ikke afstemt med hinanden, men Hansen han kommunikerede vredt med sine panderynker (hvor 5 rynker er maks.-grænsen for hans tålmodighed og der hvor han sætter foden ned) og var i sidste ende også den, der græd højest. Således blev det, at mælkeproduktionen blev øget i nat og vi derfor begge to, mig og Hansen, er rimelig smadret i dag.

Og i grove træk er det jo stort set det, som vi bruger tiden på, og indimellem så græder jeg også lidt på ham, sådan stille og sørgmodigt. For er det virkelig den sidste baby, vi skal have? Det var jo en pissefantastisk fødsel, også selv om det gjorde ondt. Oplevelsen så gennemført intens; jeg er nemlig stadig der, hvor jeg til stadighed undres over, at ens tissekone udvider sig i det omfang. Seriøst, det er sgu da ufuckingtroligt, ja? Og slyngevuggen, den er jo både blevet sort og lækker og er super dekorativt, når den hænger der, skal det også være sidste gang, at vi bruger den? Og talte vi ikke om den anden dag, at man bare bliver bedre og bedre til det der forældreshit i takt med antallet af børn og ekstrabonus er, at man samtidig køber mindre og mindre udstyr, dels har man allerede, dels finder man ud af, at man kan klare sig med helt ubeskriveligt lidt. Virkeligt.

Men… o.k. altså det er nok den sidste baby til os. Vi bliver ikke yngre og alle de drenge vi allerede har, ja de bliver også ældre og da vi skrev Hansen op til vuggestue og børnehave i går, så virkede det helt overvældende at se på skrift, at han skal starte i skole sommeren tyve tyve. Det er jo om længe-agtig.

Tænk en gang at jeg skulle ende op med at blive sådan en, der er pissegod til at føde.

Jeg kontaktede Rigshospitalet torsdag morgen efter en dårlig nat, og de bad mig komme ind kl. 08. Her beklagede de håndteringen og bad mig lige vente et øjeblik. Det gjorde jeg og kort efter kom jordemoderen ud og sagde, at nu tog de vandet på mig. Her efter blev vi sendt ud på en gåtur i små 2 timer for at få lidt skred i tingene og fordi vandet ikke ligefrem var gået i en stor skylle. Vi gik ned til Trianglen og på det tidspunkt lignede jeg godt nok en, der havde pisset i mine bukser. Vi købte en kop kaffe og gik tilbage og lidt omkring, da det efterhånden blev for koldt at rende rundt med våde bukser. Tilbage på fødegangen fik jeg skiftet tøj og der var gjort en stue klar til mig. Her blev jeg mødt af den sødeste jordemoder og vi talte lidt om forløbet, før, nu og fremtidigt.

Hun syntes, at jeg skulle få et lavement, gå til frokost og bagefter komme tilbage og så ve-stimulerende drop, fordi der ikke var kommet veer efter de havde taget vandet. Det gjorde vi og kl. 14 fik jeg lagt drop, kl. 16 var jeg aktiv i fødsel. Veerne tog til og jeg sagde nej tak til smertelindring, jeg skulle bare ikke have noget (epidural som tidligere), der potentielt kunne forsinke forløbet, for den sødeste jordemoders vagt sluttede kl. 19 og det skulle bare ske inden.

Det gjorde det. Kl. 18.15 i et sand smertehelved af 3 presseveer kom Hans til verden, den mindste af alle vores unger med sine 51 cm og 3140 gram. Han var smurt ind i fosterfedt og fik en turkis tophat på. Han lignede godt nok en smølf. Det var den bedste af alle mine fødsler. Jeg var så mentalt moden og klar til være til stede under fødslen, og Hans var også den af alle vores unger, der var stort set upåvirket af forløbet. Hans hjerterytme var så godt som stationær, og jeg stod op under det meste af udvidelsesfasen, hvilket fungerede rigtigt godt. 4 timer efter fødslen tog vi hjem.

Nu er vi hjemme. I morgen kommer både jordemoder og sundhedsplejerske på besøg. Han er stadig super lækker og blød og dufter godt. Gustav er ikke synderlig imponeret, Harald derimod tager sin nye rolle som storebroder til baby Hans meget alvorlig. Virkelig alvorlig.

Der er plads til forbedring af deres håndtering af forløbet, selv min journal blev væk under fødslen og de fik heller ikke kontaktet mig dagen efter fødslen, som er procedure efter en ambulant fødsel… men lige nu er det en parentes, for jeg er så stolt af min præstation under fødslen, så stolt af mig selv og jeg befinder mig stadig en lykkerus. Tænk en gang at jeg skulle ende op med at blive sådan en, der er pissegod til at føde.

Hansen

Og tak til dig, dig, dig og ikke mindst dig for opbakning, trøst, interesse og lykønskninger på hjemmeside, facebook, instagram og telefon.

Og pludselig så glemte de mig…

De sidste 3 uger af min graviditet med Cirkeline var frygtelige. Jeg var på fødegangen i tide og utide, bl.a. fordi jeg ikke kunne mærke liv. De havde ændret min termin mange gange og i min optik gik jeg på overtid 3 uger før deres beregner. Så jeg var ramt på flere parametre og naturlig nervøs, men det gjorde ingen forskel for dem. Da jeg ifølge mine beregner (set i lyset af insemineringen) var fulde 43 uger henne, var jeg en tur på fødegangen igen. Min krop havde det skidt og der var ingen snarlig fødsel under opsejlning. En jordemoder forbarmede sig og tog vandet, fordi det kunne tages. Fostervandet var grønt og herefter begyndte tingene var skulle gå lidt stærkt. Desværre tog det 14 timer fra de tog vandet og til Cirkeline blev født og på de 14 timer blev jeg mere og mere stresset, Cirkeline blev mere og mere stresset og jeg holdt til sidst helt op med at kunne samarbejde. Jeg fik besked på, at jeg ikke måtte få noget at drikke eller spise og det nok ville ende med et kejsersnit, når jeg nu ikke ville samarbejde. Jeg var bange. Ved 3. vagtskifte kom en jordemoder ind, hun indtog rummet og tog styringen, endelig kom Cirkeline ud ved min egen hjælp, men hun var så medtaget af fødslen, at jeg ikke måtte se hende med det samme. Efter 4 dage kom vi hjem.

Selv om Cirkelines død intet havde med den hårde fødsel at gøre, så var der ingen tvivl om, at den efterfølgende igangsættelse af både Gustav og Harald i uge 39 handlede om at gøre det trygt og delvist forudsigeligt for mig, og sådan oplever jeg også begge forløb. Jeg vidste godt, at igangsættelser kan trække ud, men jeg følte mig hele tiden velinformeret og tryg, og min oplevelse af begge de fødsler er også, at det gik som det skulle i forhold til ve-udviklingen og lignende.

Denne min 4. graviditet har været skønt. Jeg har nydt hvert øjeblik og har haft det fantastisk. Tidligt i forløbet blev det bestemt, at jeg også skulle sættes i gang den her gang. Der var ingen grund til ikke at gøre det. Det startede også fint, de kunne – som håbet både hos dem og os – desværre ikke tage vandet, i stedet ville de så gå lidt mere progressivt til værks og sætte mig på fuld dosis ve-stimulerende hormoner den første dag. Det lod også til at virke og de var fortrøstningsfulde og da jeg efter et tjek på fødegangen efter dagens 3. dosis, så var planen, at de ville tage vandet næste morgen.

Næste morgen var der pludselig ikke længere tid til mig. Jeg kom bag i køen og selv om, at havde svært ved helt at acceptere det, så var jeg trods alt fuld forståelig med det faktum, at igangsættelser viger pladsen for det spontane og akutte. Men de var opmærksomme på mig, som de sagde og jeg kunne bestemt ind til et tjek-op midt på dagen. Jeg brugte et par timer på at komme mig over den skuffelse og da jeg kom ind på fødegangen kl. 14 så alt fint ud, hvorfor vi blev sendt hjem med beskeden om, at de ville ringe mig ind mellem kl. 15 og tidligt torsdag morgen med henblik på at tage vandet. Så vi tog hjem og ventede.

Her er vi stadig. Rigshospitalet har ikke kontaktet mig, og der var kan være en million gode grunde til det, men jeg er et helt andet sted nu. Jeg kan ikke længere tage det rationelle ind. Jeg føler mig stresset, tidligere tegn på at noget var i gærde er forsvundet, jeg har ikke længere nogen fornemmelse med min krop. Jeg har stort set ikke sovet i nat. Jeg har grædt, for jeg er bange, og frustreret og er begyndt at frygte, at det her ender med en fødsel som Cirkelines, en fødsel hvor jeg ikke længere kan samarbejde, fordi jeg ikke længere ved hvad jeg skal regne med.

Hele tiden er min krop i en slags alarmberedskab, den står standby og samtidig skal det omkring mig fungere. Der er stadig 2 drenge, der også har brug for en vis form for regelmæssighed og som også er begyndt at være frustreret over at baby ikke kommer, og at mor ikke helt er til stede. Det er et underlig vakuum, for den rationelle side af migkan sagtens rumme, at virkeligheden nu en gang er foranderlig og ingen er herre over særligt meget, og så længe jeg kan mærke liv, så må jeg tro på, at alt er som det skal være. Det er til gengæld svære at overtale følelserne til den virkelighed. De mosler rundt i mig og giver mig hjertebanken og gør det svært for mig at slappe af og lytte og tage ind, og desværre er det ofte sådan,a t det lige præcist er sådan, at det er den følelsesmæssige del af en, der får taget styringen.

Det er pisse ubehageligt og dertil kommer til faktum, at jeg også er skuffet og vred over Rigshospitalets håndtering, specielt fordi vi havde en aftale om, at de ville kontakte mig uanset, også blot for at fortælle mig, at det ikke kunne blive til noget alligevel. De glemte mig, tænker jeg. I hvert fald fik de aldrig ringet og nu sidder jeg her tidligt morgen med hævede øjne og en urolig krop.

Om lidt er det mig, der kontakter dem. Hvad der sker derfra, ved jeg ikke.

Status

De kunne ikke tage vandet i går morges, så jeg fik piller til at modne det hele en smule. De første inden jeg forlod hospitalet. Det startede godt og der kom regelmæssige plukkeveer med bid, så efter 4 timer hvor de næste piller skulle spises, syntes jordemoderen at jeg lige skulle se an i yderligere 2 timer, for at undgå at blive ramt af en ve storm. Nu gik det langsomt i sig selv i forhold til regelmæssighed og efter 2 timer fik jeg besked på at tage  pillerne. Så skete der lidt igen og efter 4 timer tog jeg de sidste piller og skulle møde på fødegangen kl. 21.30.

Det virkede godt. Ve-aktiviteten tog til og bed. Så vi startede med at gå lidt omkring på hospitalet og jeg måtte bruge energi på vejrtrækningen, men det havde desværre ikke givet nok og efter midnat tog vi hjem for at få søvn. Det fik vi og nu er det hele ligesom gået i sig selv. Pis altså. Fuldstændig som med igangsættelsen af Harald.

Sådan er det jo med igangsættelser og indgriben. Jeg ved det godt. Jeg er forberedt på det. Savner mine drengene nu og er atter på vej på fødegangen for at se om der kan komme lidt mere skub i det.

Så radiotavsheden skyldes at vi arbejder på det.

Mens vi venter på baby

Det er først i morgen, tirsdag, at en igangsættelse finder sted, altså med mindre hele Rigshospitalets optageområde er gået i fødsel.

Jeg er klar. Vi er klar. Har slappet af hele weekenden og samlet ungernes elektroniske tog. Så er tiden gået med det.

Så der er ingen fødsel i gang. Endnu.
Sov nu godt derude.