Jeg er faktisk sådan en, der ikke har spist slik i 17 dage. SYTTEN DAGE!! Jeg er pænt stolt af mig selv. For ser du… jeg forsøger at smide de der 10 overflødige kilo. Ja jeg ved det godt. Alle vil tabe 10 kilo, men det ændrer ikke på, at jeg virkelig, virkelig skal tabe 10 kilo, hvis jeg bare skal have en vægt og BMI, der er nogenlunde fornuftig. Og taber jeg lidt mere end 10 kilo ville det da heller ikke være så skidt, men jeg prøver at sætte mig et realistisk mål og det er altså 10 kilo.

Det opnår jeg nok ikke alene ved at droppe den daglige pose økologisk rørsukker (sat på spidsen!), så jeg holder også øje med alt det andet som jeg propper i kæften og siger pænt nej tak til portion nummer to selv om den frister og jeg egentlig heller ikke er mere sulten, men bare godt kan spise den.

Den går faktisk fint og jeg også begyndt at tænke på andet end sukker, når ungerne er lagt og mørket sænker sig og min mund pludselig begynder at kede sig… al begyndelse er svær.

Hvad så med noget motion? Egentlig synes jeg, at jeg er temmelig aktiv i løbet af dagen og jeg får da gået og cyklet en hel del kilometer med Harald og på mandag starter Gustav til svømning og så tager jeg med… og jeg skal altså mere end at kigge på, for som voksen må du kun være i svømmehallen, hvis du selv har indløst en billet. Så det gør jeg og springer i det store bassin i den halve time. Det passer til mit temperament.

Og hvad er status så efter 17 dage? Det er blevet til lige godt tre kilo. Det er en meget god start, – og jeg håber da at kurven vil være jævnt nedadgående. Den succesoplevelse trænger jeg til.

Gustav har været i børnehave i en uge. Det er gået godt. Han virker glad. Han har allerede styr på deres rutiner og ved, at der er seks lyskryds mellem børnehaven og hjem. Pædagogerne er super søde, har overskud og tid til en snak, når Gustav bliver hentet. Der er plads til at man som forældre “bliver hængende” lidt.

De synes, at Gustav indtil videre lader til at være faldet godt til. De siger også, at det tager tid at komme ind på livet af de andre børn og blive inviteret ind. Men han leger dagligt med nogen og ofte i formiddagstimerne, hvor han mere i eftermiddagstimerne søger sit eget selskab.

Han taler stadig om den gamle børnehave og vi kan sagtens mærke, at han lige skal vænne sig til det og Gustav bliver nok aldrig den store sociale fyr (han slægter sine forældre på), men det gør heller ikke noget. Jeg har det godt i min mave og jeg har på fornemmelsen, at Gustav trives i den nye børnehave.

Jeg håber, at det fortsætter på den måde.

Så kommer der en strik mere til de lidt større. Jeg er i gang med en til Gustav i sort (han har selv valgt farven). Den er strikket i strømpegarn og kan vaskes i maskinen på 40 grader. Farven er ikke fanget så godt med kameraet, men den er mellemgrå. Jeg vil sige, at den er både til piger og drenge. Størrelsen er 3-4 år.

Så er det noget for dig, så smid en kommentar og deltag i udtrækningen, der finder sted onsdag den 1. september, kl. 20.

Ulrik er taget af sted og rigtig ser ham igen bliver nok først søndag aften. Sådan er det jo hvert år . Det er hans klub, der står for det.  Så må vi se om han selv har tid til at spille lidt. Selv regner jeg med, at tage forbi med ungerne. Kig forbi det er super hyggeligt.

Så er her en trøje. Den har faktisk været færdig i et stykke tid, men jeg har virkelig overvejet at beholde den selv – men er kommet frem til at den skal gives væk. Harald har allerede en vest i samme garn.

Blusen er strikket i strømpegarn, hvilket bl.a. betyder, at den er super tynd, men stadig varm da der er uld i. Den kan vaske i maskine på 40 grader. Den lukkes med knapper i nakken. Garnet er indfarvet med hhv. lysbrun og blå og danner mønsteret som blusen strikkes.

Målene er:
Brystvidde ca. 60 cm
Hel længde ca. 32 cm
Jeg skyder på 9-12 måneder (måske lidt mere)

Smid en kommentar hvis du er interesseret og så finder jeg en vinder på søndag kl. 20.

I tirsdags blev Rahald Habibi 9 måneder. Hold da op. Allerede 9 måneder. Om jeg helt begriber, hvor tiden er blevet af. Pludselig synes jeg, at det hele er gået stærkt. I dag havde vi besøg af sundhedsplejersken. Det sidste af slagsen.

Der var ikke så meget at tale om. Harald trives. Er glad og en rumsterstang af format. Hun var overrasket over, at han var så god til at kravle, som tilfældet er. Han er vitterlig alle vegne og det går pænt stærkt, når han sådan på alle fire bevæger sig fremad. Nærmest i løb. Han spiser godt og er nede på 3 flasker om dagen, hvor den ene er vælling til natten. Han er stædig og temperamentsfuld og er i den grad et aktivt medlem af familien. Rahald og Gunnar har stor glæde af hinanden og lillebror gør sit ypperste for at holde trit med storebror.

Han blev vejet til ca. 9,8 kg og målt til ca. 72 cm.

Tilbage er der 2 måneder af min barsel, så starter han i vuggestue og jeg på arbejde. Det bliver Ulrik, der skal stå for indkøringen. Han klarede det jo perfekt med Gustav, men også fordi det jo er Ulrik, der afleverer om morgenen og så kan de lige så godt fra start af for oparbejdet en vis rytme.

Han er nysgerrig. Rejser sig op af ALTING og gør små spæde forsøg på at gå. Han elsker når Nilfisk kommer frem fra skabet, for den har lige den rette højde til at han kan placere hænderne på den og så ellers gå med når der bliver støvsuget. Han er rigtig god til at lege og holde koncentrationen og han kravler gerne fra et rum til et andet uden der nødvendigvis er nogen, der går med ham.

Hans søvn i dagtimerne er som altid, men jeg har vænnet mig til det og så bliver dagen tilrettelagt omkring mulige lure. Til gengæld sover han fortsat ganske flot om natten og det er sjældent, at der er nogen opvågninger fra han bliver lagt mellem halv syv og syv og frem til klokken seks næste morgen.

Der kom lidt hul på bylden. Sådan er det jo ofte. Heldigvis.

Det var stinkende hårdt at have et barn med kolik. Jeg ønsker det for ingen. Hverken kolik eller døde børn. Jeg kom i kontakt med sider af mig selv, jeg ikke anede eksisterende og faktisk heller ikke ønskede at stifte bekendtskab med. Pludselig forstod jeg det – virkelig fattede det – når kvinder, der havde haft børn med kolik, fortalte om, hvordan de havde låst sig selv ude på trappen uden at tage en nøgle med, lagt barnet i sin seng på den anden side af døren og så ellers ringet til manden og bedt ham komme.

Jeg husker specielt en episode, hvor jeg fuldstændig opløst af gråd ringede til Ulrik på hans arbejde og bad ham komme hjem fordi jeg simpelt hen ikke kunne klare mere. Kolikken stod jo på fra klokken 15 om eftermiddagen og frem til midnat, herefter var der jo dagtimerne, hvor Harald ikke sov og jeg var virkelig i søvnunderskud. Bagefter ringede jeg til min mor og spurgte om hun ville hente Gustav fra børnehave og om hun ville tage Harald med.

Mine bønner blev hørt. Ulrik kom hjem og mormor hentede Gustav sammen med Harald. Jeg kunne lukke døren og lukke mine øjne. Så snart jeg gjorde det så kørte tankerne rundt i mit hoved. Jeg følte mig som en fiasko. Tænk en gang at jeg ikke var i stand til at hente min søn fra børnehave og tænk en gang, at jeg ikke var i stand til at rumme min søns gråd. Jeg var splittet mellem det at være mor og gerne ville være mor og det at have brug for at sove.

Jeg ved godt, at hverken Ulrik eller min mor så mig som en fiasko og jeg ved godt, at de gerne ville hjælpe mig… men det ser jeg først på den anden side af kolikken. Det er så svært at bede om hjælp. Så skide svært.

Harald har svært ved at falde i søvn. Det foregår ikke uden gråd. Det er svært for ham at overgive sig. Jeg kan mærke, at jeg har fået mere overskud (her på den anden side af kolikken) til at rumme Harald, når han græder og generelt er ked af det. Jeg evner at være der sammen med ham, lade ham være svøbt i mine arme og lade ham græde. For jeg ved, at jeg er der for ham og jeg ved, at han kan mærke det. Det er blevet væsentlig mere legalt for mig ikke at kunne stoppe min søns gråd.

Det tror jeg, at det er noget af det, jeg har lært af kolikken. At være til stede og rumme. For nogen gange er der ikke så meget andet at gøre.

Det der med kolik. Den er svær. Faktisk føler jeg indimellem, at det er lidt ligesom at have et dødt barn. Det eneste positive (og det siges og skrives i fulde alvor) er, at et dødt barn er et stille barn! For mig var der kæmpe sorg forbundet med Haralds kolik. Intet blev som jeg forestillede mig det og jeg oplevede mange af de samme ting, som efter vi havde mistet Cirkeline.

Med kolikken er der tab af forventninger. Med kolikken er der (for mit vedkommende i hvert fald) en usikker og forsinket tilknytning til mit barn.  Med kolikken er der også velmenende, men ofte misforstået råd (fuldstændig som i tiden efter Cirkeline). Det skriver jeg ikke for at pege fingre af nogen. Det er der ingen grund til. Jeg er slet ikke i tvivl om, at folks omsorg er oprigtig.

Nogen gange tænker jeg, at jeg med Cirkeline blev en erfaring rigere i forhold til omgivelsernes trøst i en svær tid. Jeg har lært at sortere og kun tage det ind som giver mening. Med Cirkeline hørte vi ofte, fordi det hele er så akavet og ingen for helved ved hvad de skal sige: Så må I op på hesten igen. Nå nå. Ja o.k. Hvis det bare var så simpelt.

Med Harald var det ofte, fordi ingen rigtig kan forstå støjen, hvis de ikke selv har prøvet det: Husk at nyde de timer, hvor han ikke græder – for det går jo snart over! Nå nå. Ja o.k. Hvis det bare var så simpelt.

Støjen. Gråden. Kolikken. Når min lille nyfødte baby bare skreg af sine lungers fulde kraft og når jeg intet (absolut INTET) kunne stille op. Den helt karakteristiske lyd som kolikken har. Lyden der bare skar sig ind til marv og ben. Lyden der satte kroppen i fuld alarmberedskab. Lyden der fik magtesløsheden til at komme krybende og gjorde håndfladerne klamme.

Gråden, der trak ud til timer og min stive krop med de maniske bevægelser, der gradvis blev voldsommere for at aftage, når det gik op for mig, at det alligevel ikke hjalp. Behovet for at stoppe det og pludselig stod jeg på gulvet i stuen med et utrøsteligt spædbarn i mine arme og brølede: HOLD NU FOR HELVED KÆFT!

Den dårlige samvittighed fulgte altid efter et kolikanfald. Når Harald så holdt op med at græde, når han endelig kunne falde til ro ved brystet og jeg sad der alene i mørket… så kom den dårlige samvittighed snigende og nogen gange blev den hængende lige indtil næste kolikanfald.

Dårlig samvittighed over, at jeg ikke var i stand til at hjælpe ham. Dårlig samvittighed over, at jeg skreg af ham. Dårlig samvittighed over, at jeg godt kunne mærke, at jeg holdt ham på afstand og ikke mindst dårlig samvittighed over, at jeg ikke have overskud til Gustav.

Og så blev det den 24. august.
Denne mærkelige dag.

For 6 år siden sagde vi farvel til Cirkeline. Et møde medførte en afsked. Jeg husker stadig hvordan himmel og jord stod i et og det høje tordenbrag som hun trak vejret for sidste gang. Jeg savner hende. I år rigtig meget. Måske fordi det 6. år er et vigtigt år. Det var nu hun skulle starte i skole. Det fylder i hvert fald. Hun har fået en ny flot lyserød lanterne på sit gravsted.

Men i dag er det også 10 år siden, at Ulrik og jeg kyssede hinanden for første gang. I dag har mormor passet drengene og vi har været i biografen og ude at spise. Filmen var absolut ikke den bedste Soul Kitchen… til gengæld var det dejligt at sidde tæt i mørket uden afbrydelser.

Den 24. august. En trist dag. En glad dag. En dag med så skarpe kontraster.

Inden for de sidste par måneder er der sket en mærkbar forandring i forhold til Gustav. Han er blevet væsentlig mere udadvendt rent socialt. Han er begyndt at opsøge børn, han skal ikke længere holde os stramt i hånden og kun lege med os, når vi er nogen steder. Måske er det kommet lige så stille, måske hænger det sammen med, at han er blevet storebror. Det er aldrig helt til at vide og dybest set er det heller ikke vigtigt. Det vigtige er, at Gustav er begyndt at skabe relationer på egen hånd.

I går havde Gustav første dag i børnehaven. Vi var blevet enige om, at det er Ulrik, der skal stå for indkøringen. I går skulle de så møde kl. 9 og så var planen, at de skulle være der et par timer. De kom hjem efter kl. 14 og det havde været en rigtig god dag. Det har helt sikkert hjulpet, at Ulrik blev nede i børnehaven hele dagen.

I dag afleverede Ulrik ham så kl. 9, sad lidt og legede med ham og da børnemødet startede sagde han så til Gustav, at nu ville han gå. Gustav spurgte hvorfor og Ulrik svarede ham, at det var fordi, at der var børnemøde og det var uden forældre. En forklaring Gustav godtog uden yderligere og så sagde de farvel til hinanden. Aftalen med pædagogerne blev, at de ringede, hvis der skulle være brug for det og ellers ville vi hente ham efter frokost. Han blev hentet kl. 13.20 og havde haft en rigtig god dag.

Det er bare SÅ fedt. I morgen er det planen, at vi kører samme stil som i dag. Det føles SÅ godt, at Gustav trives med sit skift og jeg håber, at det fortsætter på den måde.