Nu er det vist tid til lidt billeder af mine lækre unger.

Hold kæft jeg føler mig brugt. Mest håber jeg, at denne skoddag skyldes weekenden og ikke en fase. For lige p.t. orker jeg bare ikke flere fucking faser.

Harald har bare været monsterbaby i dag på den ufede måde og alle mine forsøg på at tilfredsstille hans behov er blevet kasseret. Intet har været helt godt nok. Han har ikke ville sove og ikke ville være vågen. Så er det fandeme ikke nemt, vel?

Jeg tror simpelt hen, at han er ved at lave en Gustav og er det tilfældet, så går der ikke lang tid før han nægter at ligge ned i klapvognen, når vi er på tur. Jeg lagde ham i dag kl. 12 og han var stinkende træt og så gik jeg ellers derudaf (skulle hente Gustav). 45 minutter senere vågnede Harald og nægtede at falde i søvn igen og jeg gik og gik og vognen vuggede. Der lå han bare og brokkede sig.

I børnehaven kom han op og gloede med sin kæmpe store bamseknapper på alle ungerne, fik mad i garderoben og så ellers tilbage i klapvognen. Gustav skulle med mormor hjem, så dem sagde jeg farvel til ved busstoppestedet og så gik jeg ellers derudad hjemad. Næsten hjemme var Harald endelig faldet i søvn, så jeg drejede af og gik ind for at handle. Straks satte sirenen i gang og jeg valgte at forlade butikken.

Videre ud af Lyngbyvej med mig ned forbi Irma. Barn sover. Tager chancen og får handlet ind. Ved kassen vågner barn og brokker sig. Derudaf igen og næsten hjemme (efter 3 timer ude og omkring i mit Gentofte) sover barn igen. Stiller ham ind i opgangen, op med mig… toilet, frokost, kaffe, lidt strik… og en time senere vågner han igen. Jøsses.

Hvad fanden sker der for det barn? Nu er han lagt for natten, håber jeg (selvfølgelig med amninger undervejs) og jeg vil bare sidde her i sofaen og slappe af med mit strikketøj.

De ringede i dag fra Eventyrsport. De sagde det ikke direkte, men jeg tror kun, at de ringede pga. de 2 e-mails jeg har haft sendt af sted her i weekenden. Det er blevet til, at jeg får min støvle lavet ved en hælebar og så betaler de omkostningerne.

Jeg er tilfreds, men jeg er fandeme også irriteret over deres handelsmetoder. Helt ærligt! Mest af alt blev det en principsag for mig, for jeg har reelt brugt flere penge på transport frem og tilbage til butikken end den lynlås vil koste.

Eventyrsport ved Nørreport Station… hold kæft hvor jeg bare mangler en dislike knap lige nu. Jeg havde simpelt hen ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at en service skulle være så dårlig – men måske er bare sådan alle steder, når man som køber gør brug af sin reklamationsret.

Den 8. januar køber jeg i deres butik ved Nørreport Station et par Merrell vinterstøvler “Nicolette” til 1599 kr. I starten af marts knækker den ene strop på lynlåsen til højre støvle. Jeg henvender mig i butikken onsdag den 3. marts, hvor jeg får at vide, at de vil tage kontakt til leverandøren for reklamation af støvlen. Fredag den 5. marts ringer de tilbage fra butikken. Her er beskeden, at de har talt med leverandøren og fået at vide, at når det handler om en så lille mangel, så skal jeg selv få det lavet ved en hælebar. Jeg understreger, at det har omkostninger for mig og får at vide, at så mange penge er der vel ikke tale om.

Lørdag den 6. marts henvender jeg mig i butikken, dels for at hente min støvler, dels for at udtrykke min utilfredshed vedr. servicen. Jeg får at vide, at de gør som leverandøren siger og at så må jeg selv tale med leverandøren, hvis jeg er utilfreds. Jeg får nummeret til leverandøren og mine støvler retur.

Det er ikke i orden. Jeg forstår slet ikke, at det er mit job som køber at ringe til leverandøren for at gøre reklamation på en defekt vare. Derudover vil jeg ikke mene, at der er tale om en mindre mangel ved støvlen. Som det er nu kan jeg ikke lukke lynlåsen på støvlen og dermed ikke bruge støvlen. Endvidere forstår jeg simpelt hen ikke deres handelsmetoder. Jeg vil ikke have yderligere udgifter på en vare, når jeg henvender mig inden for reklamationsperioden, derudover henvender jeg mig rent faktisk inden der er gået to måneder og ifølge deres hjemmeside, er der tale om rettidig reklamation.

Jeg ER rasende. Nu har jeg skrevet en e-mail til dem (altså lidt højere op i Eventyrsport) og bedt om at tingene bliver bragt i orden.

Så er det ALLERSIDSTE chance i dag for at tilmelde sig operation påskeglad.
Tryk på logoet til venstre.

Sæt i gang!

Blev du gift med Robert i starten af 2009 og har du tabt din vielsesring?
Så har jeg fundet din ring på Lyngbyvejen.

Skriv en kommentar, hvis ringen er din eller du kender en, som har mistet sin ring.

Det skal ikke være amning for enhver pris. Sådan har jeg altid haft det og sådan har jeg det stadig. Mest af alt handler det ikke så meget om bryst eller flaske, men om at ens barn får noget at spise.

Jeg ammede Gustav. Det gik egentlig fint og jeg havde massere af mælk. Alligevel endte det med at gå i vasken for mig. Desværre. Ikke at det i dag er en dårlig oplevelse for mig, sådan har jeg det ikke – men fordi jeg kunnet have ønsket mig noget mere opbakning omkring min amning fra omgivelserne af.

Jeg fik ofte kommentaren, om jeg ikke ammede lidt rigeligt (ammede ca. med 2 timers interval) og at det højst sandsynlig var derfor, at Gustav ikke sov så godt i løbet af dagen eller igennem om natten for den sags skyld. Han havde jo sikkert mavekneb. Det påvirkede mig så ganske enormt og pludselig kunne det blive direkte skamfuldt for mig at amme ham i visse sammenhænge og med visse menneskers tilstedeværelse. Jeg havde virkelig oplevelsen af ikke at slå til og en langsom tro på, at der var noget galt med min mælk.

Så da Gustav var 3 måneder trådte amningen i den grad i baggrunden. Det hjalp nu ikke på hans søvn og jeg kan huske, at jeg var så ærgerlig over at min mælkeproduktion ikke længere var som tidligere. Jeg ammede ham ikke til han var 6 måneder og da han var omkring de 4 måneder begyndte jeg så småt at introducere ham for skemad.

Det ønsker jeg ikke med Harald. Det er ikke sikkert, at jeg ammer ham fuldt ud i 6 måneder, men så skal det være fordi, at det er den naturlige vej for både mig og ham… og ikke fordi jeg har følelsen af ikke at slå til.

Jeg kan godt lide at amme Harald. Indimellem er jeg pokkers træt og synes måske, at han hænger lidt rigeligt i patten, men den slags følelser har det jo med at være forbigående. På de gode dage så behøver jeg faktisk kun at amme en gang i løbet af natten og det ER altså GULD værd og en skønne dag tager han sikkert røven på mig og sover igennem (vi træner lidt, men det er en helt anden snak og handler om helt andre ting end at amme).

Den vej går det jo som regel for de fleste børn. Havde jeg bare vidst det den gang med Gustav, så havde jeg måske også kunne slappe mere af og tro noget mere på mig selv. Sådan er der jo faktisk en del ting i forhold til Gustav vs. Harald – men sådan er det jo, når man har lidt mere erfaring, lidt mere ro og ikke mindst en større fornemmelse af, at det man gør er o.k.

Jeg husker starten af 90′erne, hvor gamacher og oversized bluser var et hit. Nu hedder det leggins og tunika og er lige så fremme igen som den gang… og hold kæft hvor det bare passer mig SÅ godt.
Det er jo nærmest hjemmetøj på en mere chik og o.k. måde og fuldt ud legalt at have på uden for hjemmets fire vægge. Så skal jeg bare have strammet op på udvalgte steder (røv, lår, overarme). Smukt.

Nå. Jeg tror fandeme, at jeg har fået den forkerte baby med hjem fra hospitalet. Han havde ikke en gang navnebånd om armen eller foden eller hvor det nu skal sidde, så han kan jo i princippet sagtens være blevet forbyttet om natten. Ikke bare fik vi den baby med kolik, vi fik simpelt hen også den sureste af alle babyerne. Satans. Så hvis den skyldige vil rejse sig og sige undskyld og vi så lige kunne bytte om på babyerne igen… ja, så vil jeg være helt igennem tilfreds. Tak.

Ham der Rahald Habibi er ikke sådan at stille tilfreds. Underholdning skal der til. Den slags hvor undertegnede danser, laver sjove lyde med munden (og nogen gange med numsen) og hele tiden er 100 % fokuseret på ham. Uden undtagelse. Han kan overhovedet ikke ligge alene på sit aktivitetstæppe eller sidde i sin skråstol, så jeg lige kan smøre mig en mad, lave mig en kop kaffe eller plukke et gråt genstridigt øjenvippehår, uden utilfredse lyde og gråd. Meget gråd. Overdreven meget underhold-mig-nu-for-pokker gråd. Ih.

Han hænger meget i slyngen i Buddhastilling med front mod verden. Det giver lidt ørenlyd, men indimellem ville det jo være rart at sætte ham fra sig og når sur baby så heller ikke vil sove i løbet af dagen andet end den der skide klatsøvn på maks. 30 minutter ad gangen (30 minutter hvor jeg så helst skal nå i bad, spise frokost , evt. blogge og måske sidde ned på en stol og stirre tomt ud i rummet med blanke bamseknapper), så må jeg sige, at jeg overhovedet ikke synes, at det er sjovt længere med det der byt en baby-noget. Overhovedet ikke spor haha.

Han er jo sød nok og han lyser op i det største smil når jeg taler til ham (også selv når jeg siger med lidt sur og træt stemme… hold nu op med det der brok!) og der er kommet den skønneste lyd på hans grin.

En fase, siger du? Næh tak dem skal vi ikke nyde flere af.

I søndags var vi i Zoologisk Have. Der var flere mennesker end dyr og der var flere med en City Elite end jeg tidligere har set (og nej jeg får ingen penge for min reklame). Vi havde nogle super hyggelige timer og traditionen tro, så skulle Gustav gå og snacke hele tiden. Vi havde spist frokost hjemmefra og havde medbragt lidt lækkerier i tasken. Der blev spist et æble, to bananer, popcorn og drukket en juice. Nogen gange skulle man tro, at han var helt uden bund. Der blev kigget på de dyr, der havde fundet modet til at kigge frem og Harald snorksov.

Og med rigtig glad og høj stemme råbte Gustav: Se kanelerne!
Og så havde jeg ellers bare det store smil på (de har jo også samme farve) på resten af turen rundt i haven.