For 345 dage siden så min hverdag anderledes ud. For 345 dage gik der ikke en dag, hvor jeg ikke brølede af mine børn, skældte dem ud, irettesatte dem eller var irriteret på dem. Det var nok mere reglen end undtagelsen. For 345 dage siden nåede jeg min egen personlig grænse for hvor meget mere jeg havde lyst til at være med til.
Der er 20 dage tilbage af min udfordring og jeg forstår det simpelt hen ikke. Tænk at jeg havde viljestyrken til at ændre en adfærd hos mig selv. Tænk at jeg havde overskuddet til at erkende over for mig selv, at det var mig og ikke mine børn, der var noget galt med. Tænk en gang.
Vi har alle sammen ændret os eller nok mere korrekt; vores samvær har ændret karakter. Mine børn er ikke længere usikre på mig. De skal ikke længere bruge unødvendig energi på at finde ud af mit humør eller falme i blinde for hvornår nok er nok.
De er stadig børn. De larmer stadig. Slås med hinanden. Driller hinanden. De gør som børn gør. Det er bare blevet nemmere at tackle det. Det er blevet nemmere at give plads og det er blevet væsentlig nemmere at sætte grænser uden at brøle dem omkuld og komme med (tomme) trusler. Det er bare blevet nemmere at være klar i mine udmeldinger.
Jeg er blevet den mor, jeg altid har ønsket at være. Sådan tænker jeg lige nu, som jeg sidder her i sofaen og reflekterer over de sidste 345 dage. Ulrik har været en god støtte, når jeg har været på vej ud på et sidespor og på den måde har jeg nemmere kunne finde tilbage igen. Lige som det også har gjort en kæmpe forskel, at jeg har involveret Gustav i det. På den måde har det været nemmere at skære igennem og forklaret det med, at her råber vi ikke af hinanden. Her behandler vi hinanden med respekt. For det er jo dybest set det, det handler om: At respektere hinanden.
For mig har det ikke kun været et spørgsmål om at stoppe op og tælle til ti. For mig har en stor del af udfordringen ligget i at lære at elske mig selv, at acceptere mig selv og arbejde med de mange svingninger i mit humør. For der vil altid være dage med mindre overskud og selvhad. Det tror jeg er uundgåeligt.
Mit værktøj har bl.a. været at finde tilbage til noget af det jeg godt kan lide. At forkæle mennesker i mit liv. Madpakkerne er ikke en sur pligt. Aftensmaden er ikke en sur pligt. Hentning af børn er ikke en sur pligt. Indimellem selvfølgelig – men hey jeg har selv ønsket mine børn og så må jeg fandeme også være i stand til at spytte i glasset og sluge det råt. Jeg arbejder 30 timer om ugen, så på den konto er jeg altså ikke specielt overanstrengt og jeg har en masse gode timer sammen med mine børn, og det betyder altså ikke noget, at der er dage, hvor det tager 2 timer at få hentet begge unger. For vi har ikke travlt, heller ikke i regnvejr.
For hvad er det, jeg skal nå? Hvad er det, jeg gerne vil hjem til? Mest af alt vil jeg jo bare gerne være sammen med mine børn, så er der andre ting, der må vente. Det er mit værktøj, det er bl.a. det jeg overlever på og det er det, der har hjulpet mig igennem 345 dage. Der er noget, der kommer før så meget andet og det er samværet med mine børn, – og de dage, hvor ingen rigtig gider være sammen med nogen, fordi man har brug for rummet til sig selv (både mig og mine børn), så gælder det stadig om ikke at stresse eller forvente alt muligt. Så gælder det bare om at give slip og give plads.
Så jeg har gjort op med mig selv, at jeg godt gider være hende, der rydder op efter mine børn, fordi alternativet er, at jeg bliver småstresset af at legetøjet flyder og fordi det er mit behov, at der bliver ryddet op nu. Jeg gider godt være hende, der smører madpakker om aftenen til hele familien, fordi jeg ved, at det gør Ulrik glad. Jeg gider godt være hende, der sørger for at maden er klar til når Ulrik kommer hjem og vi kan spise, fordi så er Ulrik ham, der lapper min cykel eller slås med ungerne på madrassen eller kører dem fra Herodes til Pilatus og ham der handler ind lørdag morgen. Jeg gider godt være hende, der sørger for vasketøjet og jeg gider godt være hende på nedsat tid.
Det passer til mit temperament. Det giver mig en masse godt i retur og det er bl.a. det jeg har brugt noget af de 345 dage på at finde ud af. Stemningen er anderledes i dag end tidligere. Jeg er stadig den voksne og de er børn og der er kampe, der skal kæmpes og konflikter, der skal løses og stemmer, der må hæves – men der ingen grund til at brøle af og buldre mod dem.
