Og i forlængelse af forrige indlæg kan jeg så knytte følgende kommentar… at skønt jeg bliver 39 år på lørdag, så føler jeg mig ikke ældre end 19 lige nu.
Alene hjemme med chips og en date med Edward Cullen. Jeg er forelsket, maven bobler og jeg vedkender mig, at jeg er en sucker for den slags kærlighed.
Der hvor alting er sat på spidsen.
Weekenden startede fredag efter arbejde med temadag i afdelingen. Først 3 timers gennemgang af afdelingens projekter i form af små appetitvækkende oplæg af 10 minutters varighed. Super interessant. Også en dag hvor man ser en anden side af sine kolleger og hvor man selv smider hæmningerne en smule. Så der sad vi i auditoriet og lyttede og når blev for læge-agtigt så knækkede filmen en smule og koncentrationen forsvandt.
Så sad man der. Mig og min veninde (og kollega). På bagerste række og sms’ede til en af overlægerne og opdagede, at han ikke anede hvem, der havde sendt beskeden og spejdede rundt i lokalet. Så blev det jo først sjovt – for ældre er man (mig!) jo alligevel ikke.
Så fortsatte dagen med fællesspisning, alkohol og livemusik. Hjemmefra havde jeg selvfølgelig på forhånd gjort det klart over for mig selv, at jeg ville gå efter maden, for weekenden ville fortsætte med endnu et arrangement om lørdagen og det med at invitere arbejdet helt inden for i den private sfære… der er jeg nok ikke helt.
Eller altså… for 4 velkomstdrinks og under en time senere mærker jeg alkoholen (jeg kommer simpelt hen ikke nok ud) og jeg er bevidst om, at jeg nok er blevet lidt beruset og bliver enige med mig selv, at jeg skal holde igen og alt det kører rundt inde i mig samtidig med at jeg ser mig selv ude fra. Ser mig selv rejse mig op og hæve mit glas og råbe ud over forsamlingen “SKÅÅÅÅÅÅL” og så er festen ligesom gået i gang og jeg når også at opleve livebandet før jeg cykler hjem.
I går var Ulrik og jeg til 18-års-fødselsdag. Min guddatter er blevet en stor pige… kvinde velsagtens. Selv husker jeg det som var det forrige weekend at min kusine (min guddatters mor) og jeg havde inviteret til samme slags fest. For 20 år siden bar jeg denne lille pige til døbefonden og forsagede djævlen og alle hans gerninger på hendes vegne. Indimellem er det ikke til at forstå at tiden bare går.
Vi hyggede os og som vi sad der mellem mennesker og mad og taler, så er det bare at jeg synes at tiden både går og står stille. Blomsten af Danmarks ungdom er i fuld gang. Hele verden er for deres fødder og vi andre – os over 30 – er de gamle, men vi føler os ikke gamle.
Vi er bare 20 år ældre, lidt mere runde og satte og måske lidt mere bevidste om, at vi ikke er helt udødelige… men i den forsamling var vi både gamle og pinlige. Husker det tydeligt. Husker hvordan man bare vidste alt, havde prøvet alt og overhovedet ikke havde noget til fælles med dem fra de 2 årtier.
I dag er det søndag. Jeg er pænt smadret. Det har været en lang weekend og med et minimum af søvn, og både burger og pommes frites er skiftet ud med rugbrødsmadder og praktiske gøremål og et forsøg på at fake fandens masse overskud til dem, der er 3 årtier yngre og har fået rigeligt med søvn.
Så ramte vi fredag. En uge med blandet vejr, men med godt humør. Mandag startede med en tur til hudlægen. For vi er stadig i gang med fodvorten og jeg har ikke været i Matas. Desværre.
Nu har vi været afsted et par gange. 4 måske. Og for hver gang blev det mere og mere angstprovokerende for Gustav. Det gør ikke ondt, men tanken om at hun tager fat i hans fod og skraber, og det kilder og han mister kontrollen, fylder alt hos ham. Så allerede da jeg hentede ham fra GFO’en mandag eftermiddag begyndte det. Han ville ikke og hans humør var så dårligt. Så kommer vi ind til sygeplejersken og så begynder han at tude og kan slet ikke samarbejde og smelter fuldstændig.
Jeg forsøger mig med at han kan sidde på skødet og vi kan holde i hånd og at det er hurtigt overstået. Det hjælper ikke. Han trækker hele tiden foden til sig og over for ham sidder sygeplejersken med en skalpel i hånden og siger: “Hvis du ikke sidder stille nu, så kan du lige så godt tage hjem og altid rende rundt med en fodvorte”.
Alt gik i stå i mig. ALT. Der sætter vi aldrig nogensinde vores ben igen. ALDRIG. Jeg blev simpelt hen så rystet over hendes opførsel over for en 6-årig dreng. Så vi tog hjem. Jeg tog på apoteket og har i første omgang købt det der lak og i morgen tager jeg i Matas og ser hvad de har. Så nu forsøger vi os selv med det.
Så blev det mandag, hvorfor det faktisk lige har været weekend og tilmed en forlænget en af slagsen og det gode vejr har været fremme og vi har opholdt os herremeget udenfor, fraset konformation om fredagen. Faktisk er Ulrik gået i gang med at fikse et legehus til drengene, og jeg husker nogle mails som vi sendte til hinanden før vi blev kæreste, men hvor der ligesom alligevel var noget og en masse mellem linjerne og Ulrik skrev, at han overhovedet ikke var nogen handyman. Så er vi her 12 år senere og der er snart ikke det Ulrik ikke kan fikse og fikser og er blevet helt vild handy-agtig og jeg synes, at det er frækt og fedt og nåeh ja praktisk.
Altså jeg er jo slet ikke fyldt 39 endnu. Der er længe (13 dage) til og dermed endnu længere til jeg fylder fire nul. Alligevel er der gang i planlægningen og da det er lige i pinsen, så skal mennesker adviseres i god tid (og der findes kort til den slags, har jeg opdaget) og jeg tænker stort i form af telt og balloner. Hold kæft hvor jeg glæder mig, så må vi se om det også forholder sig sådan til næste år på samme tid.
Hvad har vi haft 2-4 dage med solskin? Hold nu kæft sommeren bliver lang. Sådan havde jeg det i hvert fald i dag. Det tager ca. 1 time at få hentet begge unger. Hvilket jo er intet i det store regnskab og faktisk er det ikke forbundet med større ubehag. Jeg får cyklet til 2 ydre punkter i kommunen og det er o.k. Men… altså… nu er det blevet lidt varmere og der skal fandeme ikke meget til før jeg sveder og bliver i lidt små skidt humør over at det skal være så irriterende varmt.
Hvad er jeg for et menneske? Hjælper det når jeg siger, at om vinteren bitcher jeg over alt det tøj, der skal af og på hele tiden. Det fede er til gengæld at vi har bosat os i haven. Nærmest. Så rigtig surpådmipunktumdk er jeg selvfølgelig ikke. Bare lidt. Når jeg sveder.
Drengene bliver lagt kl. 19.30 med godnat-sange og nogen gange en bog. Jeg synes, at det er vigtigt at skabe nogle gode rammer inden man falder i søvn og jeg vil så gerne, at det også sker på en ordentlig måde. Problemet er bare, at det ofte ender med at enten jeg eller Ulrik må hæve stemmen, fordi der lige er et eller andet som er med til at trække det hele i langdrag.
Det irriterer mig. Det irriterer mig fordi jeg faktisk ikke ønsker at mine børn skal falde i søvn hæve stemme som det sidste. Egentlig tror jeg ikke, at de lægger helt det samme i det som mig. Det er udelukkende mit behov. Det ved jeg godt.
Så ramte vi første maj og nedtællingen til min fødselsdag er begyndt. Maj er en fantastisk måned. Jeg har fri i dag. Det siger min overenskomst. Vi har på mit arbejde valgt at lave en lokalaftale, der hedder at enten holder man fri 1. maj eller 5. juni. Der skal dog være sekretærer på arbejde begge dage. Jeg er nok mest til 5. juni. Det er også der, at vuggestuen har lukket – men man kan jo ikke altid få det som man gerne vil have det. Det er fint. Så er det jo godt, at Ulrik kan tage fri.
Så i dag har jeg fri alene. For her i Gentofte er 1. maj hverken en hel eller halv fridag. Til gengæld har Gustavs skole fri på dronningens fødselsdag. Nå men alene-dag betyder klip og farvning af hår. Bagning af brød. Nyde kaffen i haven – for med maj kommer solskin. Selvfølgelig.
Siden sidst har jeg bestilt mig en ny symaskine. En der kan en lille smule mere end Aldi-versionen. Og jeg har købt garn. Fandeme så meget at jeg næsten ikke kan overskue det eller det kan jeg, men føler mig en smule begrænset af, at jeg ikke kan strikke med det hele på én gang.
Nå men hvordan kan det egentlig være at sådan en fridag hurtigt får ben at gå på?
I mandags fik jeg et opkald fra en sød kvinde. En journalist, der gerne vil skrive en artikel om blogging og netværk. En super fin vinkling, synes jeg – og tilmed relevant.
Personligt synes jeg, at rigtig mange ting i forhold til netværk ændrede sig, da bl.a. det med at chatte ramte Danmark og at man pludselig var i stand til at knytte kontakter på tværs af kabler og geografi. Vores døre blev anderledes åbne, og jeg fik en masse nye relationer, som jeg nok ikke havde fået ellers.
I forlængelse med chatten kom helt naturligt for mig bloggen. Jeg havde chattet en del år og mit liv havde ændret sig på forskellige områder og jeg havde mistet interesseret for at hænge online ud på de sene nattetimer. I stedet begyndte jeg at blogge… eller det anede jeg faktisk ikke, at det hed den gang, men lad det nu ligge.
Som jeg vendte chatten ryggen mistede jeg også nogle af disse relationer. Sådan tror jeg, at det bare er i den virtuelle verden (som måske slet ikke er så virtuel alligevel?!). Der var ikke rigtig noget, der bandt os sammen ud over chatten, men der var også mange, der “fulgte” med og som jeg i dag har både tætte og perifere relationer til og med.
Jeg har blogget i 10 år. Der er sket meget undervejs og mit udgangspunkt har ændret sig flere gange undervejs. Den naturlige udvikling velsagtens. Der er heller ingen tvivl om, at der er sket en udskiftning af de mennesker, der læser med. Jeg tror på mange områder blev Cirkeline skillelinjen. Der er dem som læste med op til tabte af Cirkeline og måske den første tid efter, men som siden hen er faldet fra af forskellige årsager. Nogen sikkert fordi det blev for meget af det gode at læse om. Andre fordi det med at blive forældre ikke var der, hvor de var i deres liv på det tidspunkt.
Så er der alle dem, som jeg har lært at kende pga. Cirkeline, og alle dem som jeg har lært at kende pga. børn i almindelighed.
Der er skabt mange kontakter af forskkelige arter og med forskellige udgangspunkter og det synes jeg er fedt. Jeg har også venskaber i den “virkelige verden” – men jeg tror bare ikke længere, at jeg helt skelner mellem verdnerne. Jeg har relationer som jeg kan dele noget med og relationer jeg kan dele noget andet med. Hvilket faktisk er ret fedt. Det er blevet mere legalt at shoppe efter kontakter som man kan dele noget med og mere legalt netop at bruge kontakterne forskellige.
En af ulemperne ved relationerne på nettet er desværre, at hvis man ikke holder fast i hinanden og skaber noget sammen end der er mere end på overfladen, så ebber kontakten ud når bloggen lukker ned. Ikke af ond vilje, men fordi der måske også er grænser for, hvor meget vi kan investere i alle mulige og følge op på.
Men jeg er ikke nødvendigvis sikker på, at det er så meget anderledes i det “virkelig liv”. Der kan relatiner jo også ebbe ud af den ene eller den anden årsag. Vi vokser fra hinanden.
Jeg er glad for min blog, også selvom jeg forsøgte at slukke lyset og trække stikket – her opdagede jeg, hvad den betyder for mig. Jeg er glad for det netværk og de relationer, der er skab og bliver skabt igennem bloggen. Det betyder noget for mig, at jeg kan skrive et indlæg og få en respons, at der reelt sidder nogen på den anden side af skærmen og tager stilling og deltager og deler.
Faktisk har Ulrik og jeg 8-års-bryllupsdag i dag. Vi har fejret det med fiskefilleter og æblekage. Nu er ungerne lagt og så fejrer vi videre med varm chokolade og hver vores aktivitet. Vi skal jo ikke sidde lårene af hinanden, vel?
