Min (sted)far er blevet indlagt. Først troede de det var en hjernetumor. Det blev afkræftet med en CT-skanning. Til gengæld kunne en MR-skanning fortælle, at han var ramt af en blodprop i hjernestammen.
Livet er så pokkers skrøbeligt. Han er ved godt mod. Har bevaret sit gode humør og er indlagt til genoptræning og så tager vi den der fra. På fredag slæber jeg ungerne med på hospitalet. Det er jeg sikker på at morfar bliver glad for.
Helt ærligt. 10 mavebøjninger og no fucking sixpack. I stedet er der bare mave alle steder. Oppustet på den der “åh den tid på måneden”-måde.
Kom nu med de støvletter, så får jeg i det mindste længere ben.
I dag lavede jeg 10 mavebøjninger og glemte at trække vejret undervejs, så ikke nok med at jeg skulle foldes ud bagefter, så skulle jeg også have kunstigt ånddræt. Til gengæld vågner jeg op med en sixpack i morgen.
Og i den her uge kommer de her:
Så gik vi fra mandag til lørdag på et splitsekund. Den der verden uden for har godt nok travlt med at komme videre, hva?
Sidder midt i morgenmaden, forsøger at få lidt ro til a surfe internet og drikke kaffen inden den bliver kold. Lige nu leger drengene fint med hinanden, men det ulmer bare under overfladen, at lige om lidt så skal en voksen gribe ind. Gustav har den alder, hvor Harald er pænt irriterende og Harald har den alder, hvor Gustav er en verdensmand. Så det gælder om at appellere til begge (bliver mest Gunnar for Habibi forstår ikke så meget) om, at finde en måde hvorpå de begge kan komme ud af det med hinanden.
Har været lidt optaget af Wordfeud, strikketøj og fjernsyn (der blev jo vist Breakfast Club i onsdags) i ugens løb – men det har faktisk været skønt bare at hænge i sofaen efter ungerne var blevet lagt.
Og nu ramte vi lørdag. Der skal handles ind til ugens løb og så skal der ellers hygges med ungerne. Glæder mig.
Flere børn-problematikken. Jeg vil ikke sige, at den fylder alt eller meget, men det rumsterer i baghovedet. For et er at det er en stor beslutning. Noget andet er, at det ikke bare er noget, der sker af sig selv og så tager vi den derfra. Det er jo et temmelig målrettet forløb.
Til at begynde med var Ulrik meget afvisende over for endnu et barn. Nu er der åbnet lidt mere op for en diskussion og jeg prøver at mærke efter og rationalisere. Hvilket bestemt ikke er nemt.
Først og fremmest. Jeg føler mig ikke færdig med børn. Jeg vil gerne have en mere. Ikke fordi jeg håber på, at Ulrik har pige (mere) på lager, for lets face it så ville det bare være mere praktisk med endnu en dreng. Når alt kommer til alt så er det med kønnet ganske underordnet, således det er sundt og rask. Så jeg føler mig ikke færdig med børn, hvorfor det fylder sindssygt meget hos mig, når I siger, at det er de børn man ikke får, at man fortryder. For hvem gider være hende den bitre sidst i 40′erne, der pludselig ærgrer sig?
På den anden side. Jeg når at blive 40 år inden en evt. rosin i pølseenden ankommer. Så er jeg 46 år, når barnet skal starte i skole. Det er sgu da overhovedet ikke helt ungt længere, vel? Bliver jeg så sådan en gammel mor som mit barn vil skamme sig over? På den anden side tænker jeg, at jeg nok ikke er den eneste, der er 46 år når barnet skal starte i skole.
Er det alt for egoistisk at få et barn så sent? Vil jeg overhovedet have noget at byde det barn? Og hvad med Gustav og Harald? Hvordan vil det påvirke dem? Vil midterbarnet blive klemt eller er det helt passé med 4 år mellem dem alle sammen?
Der er selvfølgelig også et praktisk aspekt (som samtidig er økonomisk). Skal vi så finde et sted med mere plads. Kan det blive i Gentofte Kommune fortsat? Skal bilen også skiftes ud? Kan vi få det til at gå op i det daglige med aflevering og afhentning?
Spørgsmålene er mange og for hvert svar så afføder det et nyt spørgsmål. Måske skal man bare gøre som de animerer en til i Nike-reklamerne: Just do it!
I går var vi til forældrefest med de andre forældre fra Gustavs klasse. Jeg var meget spændt på det og lidt forbeholden. Ved ikke helt hvorfor, men nok fordi det er lidt af mundfuld og selv om vi ofte støder på hinanden i skolen, så kender vi jo ikke rigtig hinanden.
Det var jo også formålet med arrangementet, at ryste os sammen, lære hinanden at kende og afmystificere det hele. På sigt skaber det forhåbentlig grundbund for et godt fællesskab.
Det var super hyggeligt, maden var god og det var stemningen også. Vi sad ved tre borde og skiftede pladser tre gange under maden. Så vi kom omkring og fik talt med de fleste.
En del gik før midnat (ingen er jo rigtig vant til at være længe oppe), vi gik selv en time efter midnat og nogen fortsatte sikkert til tidlig morgen.
Jeg synes, at det var en succes og evt. forbehold og fordomme blev manet til jorden og det er altså rart at få en fornemmelse af, at vi alle er i samme båd og med et fælles udgangspunkt… vores børn.
Faktisk var jeg vist så træt i går, at forrige indlæg mangler ord, har mærkelige stavemåder og omvendt ordsætning. Fuck det.
Natten startede for alvor med at blive sjov lige efter midnat. Først kom Gustav op og puttede i smørhullet og kort efter kom Harald. Sidstnævnte opdagede så, at der lå en og spærrede for den tætte kontakt med hans mor og så gik sirenen i gang.
Jøsses Hans Jørgen. Nå men stor og lille fik byttet plads og vi fik alle sovet på den lidt trange måde og dyne syntes nærmest overflødig med alt den varm, der blev afgivet som vi lå der som sild i en tønde.
Fredag. Jeg har underlig krillerhoste og Gustav har sælhundshoste og lægen sagde den anden dag efter lyt på lungerne, at det var o.k. og også det går over. I morgen er der forældrefest for de voksne i Gustavs klasse. Et koncept jeg er meget spændt på og en smule forbeholden overfor.
Sidst på linjen (og som en rigtig cliffhanger) kan jeg nævne, at vi har fået en mus og ikke en kæle en af slagsen. Skumle. Nu er alle sejl sat ind for at fange den. Mere om det.
Torsdag. Årets tolvte dag. Jeg er pænt træt. Har været produktiv på arbejdet. Fik hentet husets yngste medlem fra vuggestue i fucking orkan og havde alligevel det store smil, da vi nåede hjem. Vi hyggede os, så Postmand Per og sang med på alle sangene. Så kom sotrebror hjem. Ungerne kunne for en gangs skyld lege uden at slå hinanden. Jeg fik smurt morgendagens madpakker og fik gang i aftensmad, så den stod varm på bordet, da huset patriark kom hjem. Så sad jeg i døråbningen til Haralds værelse i 40 minutter og bagefter kunne jeg gå ind og putte Gustav.
Det irriterer mig, at det skal tage så lang tid at putte Harald, – om end jeg synes, at det går fremad = han hopper og danser ikke længere i sengen (jeg har spændt ham fast… just kidding). Så fra på mandag må vi i gang med deletjansen igen. Det kan godt være at Habibi er morsyg, men jeg gider ikke sidde 40 minutter hver eneste aften og gå glip af hygge og leg med Gustav.
Og ikke nok med at han er svær at putte, så har han i et stykke tid haft for vane at vågne lige efter midnat og komme op i soveværelse og putte. Søvn med en 2-årige rumsterstang i sengen er ikke optimal. Ja, vi kunne jo bare gå ned med ham igen og tage kampen og sige til os selv, at det er en fase og om 14 dage så har han lært det.
Jeg er ikke til det. Endnu. Mest fordi jeg bliver et dumt svin, hvis jeg ikke får sovet. Så hellere 2-årige rumsterstang i sengen end at skulle sidde midnatsvagt i døråbningen. Vi har forsøgt os med madras på gulvet. Virker ikke.
Nå men torsdag. Pænt træt. Hænger i sofaen og har ville ønske at kunne mobilisere energi til at strikke lidt. Det kan jeg ikke.
Lørdag og søndag var et cirkus med ud sengen, op i sengen, fis og ballade. Til sidst hævede jeg stemmen. Mandag blev han i sengen, dimsede med sin abe og 45 minutter senere sov ham. Jeg sad i døråbningen.
Her sidder jeg også nu. Han er stille i sin, bevæger sig lidt, skifter stilling. Indtil videre er der gået 15 minutter. Måske går der 30 mere.
I hvert fald tror jeg, at det vil ødelægge det hele, hvis jeg pludselig laver noget mere aktivt end nu.
Babysteps.
Jeg har overhovedet ikke tal på, hvor mange gange jeg de sidste par dage har googlet “putning, søvn, 2-årig” i desperation over at det skal tage så lang tid at få Rahald Habibi til at falde i søvn.
Jeg har fået det ud af det, at jeg nu kan sige til mig (ikke at det gør putningen nemmere eller giver mig superkræfter), at det “bare” er en fase.
Ingen snapsegode ideer eller DIY-vejledninger. Så vi famler stadig og måtte i går lave en hurtig brainstorm over, hvad vi har erfaring med, der virker.
Det tager næsten 45 minutter og så gælder bare om, at det ikke skal være 45 minutter med irritation, skæld ud eller at vi selv falder i søvn, fordi vi (en af os) sidder der i mørket.
Så nu står vi i døråbningen med ryggen til 2-årig, så bliver han i sin seng og har nogenlunde forstået, at vi ikke skal lege eller tale sammen. Han skal sove og helst lidt hurtigt.